SOL – Kortfattet kammer-doom med paranoia som grundtone
SOL ”The Storm Bells Chime” – Anmeldelse af Peter Ellermann
Aarhusianske Emil Brahe har udgivet plader under navnet SOL siden midten af 00’erne og formået at skifte stil mellem udgivelserne, samtidig med at SOL har bevaret sin egen karakter. Tidligere plader bød blandt andet på beskidt og støjende doom metal – i sandhed mørk musik fra undergrunden – og de er bestemt et lyt værd, ligesom SOLs nye plade er det. ”The Storm Bells Chime” er udgivet på det legendariske label Avantgarde Music, der gennem årene har udgivet bands som Mayhem, Ulver og Katatonia.
Pladen er indrammet af et roligt åbnings- og afslutningsnummer, ligesom der er et lavmælt intermezzo midt på pladen. Resten af numrene er mere støjende, men med masser af plads til indre variationer med afdæmpede elementer. Musikken kan bedst karakteriseres som dyster og har tydeligt afsæt i en metalkultur, og Emil Brahes voldsomme brøl og følsomme stemme fungerer som navigator mellem de musikalske yderpunkter.
Pladen præges først og fremmest af klaver, der både bruges monotont og febrilsk, og elektrisk guitar, der spiller melodier og små, tætte powerchords snarere end riffs. Trommesættet og de andre virkemidler i den klassiske rockbesætning er helt skåret væk, og tilbage står sparsomme og klare melodier, nærmest som kammermusik. Elektronisk manipulation og lignende forandringer af udtrykket er hele tiden i højsædet.
Et godt eksempel på instrumenteringen er ”Greet the Dawn (For F)”, hvor drengen med hunden, der ses på forsidecoveret, også optræder. Det karakteristiske brøl fra Brahe er det første, man hører: ”My German Shepherd and I sit in the courtyard…” over synthesizer og guitarfeedback. Med denne feedback som bagtæppe spiller guitaren akkorder med løs rytme – akkorder, der virker mere som pejlemærker i sangen end melodier – mens brølene bliver mere desperate. Til sidst tager en ordløs mandesang med gregoriansk inspiration over som melodi, og en hviskende, hæs stemme messer den paranoide linje: ”There are flies in my house, and they are eating my shadow.” Den gregorianske sang varierer op og ned, tilsyneladende uden noget egentligt mål, og passer godt ind i den absurde stemning. Man fornemmer, at noget desperat lurer under sangens polerede udtryk.
”Black Belly of the Beast” er endnu et højdepunkt på pladen. Første halvdel af sangen er afdæmpede synthlyde med hæs hvisken indover. Efter fire minutter bryder en storm løs, og råb fra Brahe, der episk beklager sin egen forgæves og uvidende vandring i verden, raser over synthesizerrytmer og melodier i flere lag.
Samlet varer den yderst varierede plade lige under 35 minutter. Den tåler sagtens flere gennemlyt, men desværre vækker den appetitten i en sådan grad, at man kommer til at ønske, at Sol havde leveret et mere helstøbt og klart værk. Der kunne have været noget mere sammenhæng i historiefortællingen og mellem sangene – eller måske en mere klar linje gennem hele pladen.
“The Storm Bells Chime” er på sin vis en metalplade, men med rigelige mellemrum i form af de forskellige klaverintermezzoer og synthpassager. I sin helhed fremstår pladen mere som episodiske stillbilleder, og selv efter masser af gennemlyt overraskes eller forvirres man af de store kontraster. Men samtidig gør det abrupte udtryk også, at den paranoide stemning kommer ind under huden på lytteren.
Info: ”The Storm Bells Chime” udkom i januar på Avantgarde Music. Hos selskabet Drowning kan man downloade SOL-udgivelserne ”Black Cloud of Becoming” og ”The Mouth of Time Is Open”.
