Passive/Aggressive

Yung og Bad Stroke – Nyreslag fra Aarhus’ nyeste utilpassede unge

Blog November 28 2013 yungshordmikkel

Af Simon Christensen (Yung) og Jens Franco (Bad Stroke). Foto: Alexander Julin.

Da den kortlivede aarhusianske hardcore punk-gruppe Urban Achievers gik i graven tidligere på året, var de medvirkende allerede begyndt at forme nye bands som fx Happy Hookers for Jesus, Fright Eye, Bed Bugs og ikke mindst de to små labels Vulgar Deformity og Shordwood Records. Begge udgiver musik i små formater og små oplag.

I denne måned er Shordwood for alvor kommet i gang med to nye udgivelser. Mikkel Holms eget projekt Yung består af medlemmer fra Urban Achievers og Snaredrum. For en udgivelse af den type giver de 16 numre en virkelig lang kassette, men det består af vildt gode ting, som basalt set blander rock fra lo-fi’ens hyldehøjde: punk, garagerock og melodisk slackerrock. Der er i hvert fald en stribe gode numre omkring “Nothing To Say” og “Look”, som gør Yung til et stilstikkert bud på en dansk Ty Segall eller John Dwyers.

Til sammenligning er det nye bånd med Bad Stroke overstået på bare seks minutter i fremragende tempo. Musikken er hurtig, aggressiv og vred amerikanskinspireret hardcore punk, der sprutter af hooks og attitude. Tilsat giftige doser af desperation, slagsmål og billige skateboards. Elsker det! Trods den ultraprimitive lo fi-produktion. Jeg mener at kunne høre et walkman-agtigt båndsus i ’No Time For You’. Fuck det, digitale medier er for tøsedrenge. Båndet er ude i bare 50 eksemplarer, så der skal nok rykkes ret hurtigt, hvis du vil besidde dette urimelige nyreslag fra Århus’ nyeste gruppe utilpassede unge.

Om Yung skriver Shortwoord, “they spit out songs as girls change panties… None of the songs sounds the same, but theres a common ingredient in all of them. Check it out maaaaan,” og det samme kunne hævdes om Bad Stroke. Ikke så meget pis. Læs resten

Repeat på redaktionen i 2012 (album)

December 21 2012

Age Coin “Perceptions” (posh isolation/€ndurance)
Animal Collective ”Centipede Hz”
(Domino)
Captain Murphy “Duality” (selfreleased)
Celeste/Inner Garden (Tambourhinoceros)
Cheval Sombre “Mad Love
” (Sonic Cathedral)
Chris Cohen ”Overgrown Path” (Captured Tracks)
Complicated Universal Cum ”Hello Exit Harmony” (Fake Diamond)
Converge “All We Love We Leave Behind” (Epitaph)
CTM “Variations” (Tambourhinoceros)
Daughn Gibson “All Hell”
(White Denim)
De Høje Hæle ”Kold og Træt og Bange” (Hjernespind Records)
Death Grips ”The Money Store” (Epic)
Eskimo Hunt “Knkker MixT Ape” (selfreleased)
Forgiver Forever ‘My Mythology’ (Af Med Hovedet)
Hahn Kult “Jydsk Mudder” (Mastermind Records)
Here We Go Magic “A Different Ship” (Secretely Canadian)
James Ferraro “Sushi” (Hippos in Tanks)
Jessica Pratt “Jessica Pratt” (Birth Records)
Julia Holter “Ekstasis” (RVNG Int.)
Kala-OK “Reminiscience of a Bodily Blues” (Tambourhinoceros)
Lust For Youth “Growing Seeds” (Avant! Records/Sacred Bones)
Moonface with Siinai Heartbraking Bravery” (Jagjaguwar)
Micachu & The Shapes ”Never” (Rough Trade)
Musik for Seks Elektriske Guitarer – “s/t” (Jvtlandt)
The New Spring “Secret Armor” (Tambourhinoceros)
Peter Peter & Christian Rønn “Panser” (Escho)
Robert A. A. Lowe “Timon Irnok Manta” (Type Records)
Snake & Jets Amazing Bullit Band ”Stuff That Rotates” (Crunchy Frog)
Synd Og Skam “Blafret ør af kjoler” (Af Med Hovedet)
Tame Impala “Lonerism” (Modular)
THEESatisfaction “awE naturalE” (Sub Pop)
Urban Achievers “s/t”
(Vulgar Deformity)

Repeat 2012 (30 sange) på vej…

Shout outs til: Af Med Hovedet, Bæst Monday Ever, Cola Freaks, Eget Værelse, El Paraiso Records, Fonal Records, Freejazz-stef, Hundebiss Records, Klik på P6 Beat, KNTN, Off The Hook/Leaves Festival, Pan Act, Raum Eins, Sejerø Festival & Skræp for at sætte krav til musikken derude i 2012.

Nyt label – Vulgar Deformity udsender Fright Eye og Happy Hookers

Blog October 29 2012

Det nystartede Århus/Skive-wtf-label, Vulgar Deformity, som bliver drevet af Matias Gulvad og Jeppe fra Urban Achievers, har to nye udgivelser på vej. De følger op på deres første kassettebånds-udgivelse Urban Achievers s/t, der kom i 25 ex. og nu selvfølgelig er udsolgt.

Næste udgivelse er med Fright Eye, der holder tingene på et gakket og stilrent amerikansk garage-udtryk med glimrende omkvæd og melodier med rock’n’roll og hjemmerullet lo-fi. Det er et Urban Achievers-sideprojekt, og det betyder selvfølgelig, man kan blive endnu mere positivt overrasket live. “In love with myself, in love with myself, in love with myself, in love with myself”, “I get bored, I get bored, I get bored…” eller “Jerk at work, jerk at work, jerk at work, jerk at work”. Det er sjovt og lavet med et formål. Herligt.

Happy Hookers for Jesus er lidt noget andet, men lige så konsekvent som Fright Eye. De har også lige annonceret en 7″ på Vulgar Deformity, og selvom det er nogle af de samme medlemmer som de andre grupper, så er der her mere på spil. Det er mere accentueret vildskab og ondere kompositioner, det er bidsk og gennemført aggressivt. Trio-band med masser af plads til instrumenternes punkede lyd. Læs resten

Fotoreportage: Lower + Urban Achievers + Syringe

September 8 2012

Lower + Urban Achievers + Syringe, 30.-31. august, Copenhagen and Aarhus. Læs resten

Happy Hookers For Jesus – afsporet grungy garagepunk

Blog August 9 2012

Det er en fryd af lægge øre til strømmen af talentfulde, indestængte og ambitiøse unge, danske punkbands. Seneste yderst potente skud på stammen er Happy Hookers For Jesus (lol), der har medlemmer fra et andet P/A-favoritband, Urban Achievers (billedet, og som du skal huske at fange til vores kuraterede trippelkoncert sammen med Lower og Syringe efter CPH:DOX’s Jay Reatard-filmvisning den 30. august og i Århus dagen efter). Læs resten

Glow Kit – om man skal danse eller knibe en tåre

June 25 2012

Af Alexander Julin (link)

Jeg har ingen idé om, hvorfor at jeg ikke havde hørt yderligere om Glow Kit, før at jeg så dem live for knap et halvt år siden. Som første band på programmet (og eneste med en decideret plade) til et legendarisk show i Rozenkrantskollegiet, Aarhus, tændte bandet op for det tætpakkede publikums fødder og ører og startede det, der senere hen skulle vise sig at være en ren hedebølge, i og med at der ikke kunne åbnes for nogen vinduer grundet naboklager.

Som odd man out i et lineup, der ellers bestod af Tumor Warlord, Emenkaya og Urban Achievers, var det måske ikke alle dengang, der var klar på tøset garagepunk, og der skulle også gå en måneds tid for mit vedkommende, før at jeg satte mig for at give Glow Kit en velfortjent chance.

Ikke desto mindre stod det hurtigt klart for mig, at Glow Kit med deres selvbetitlede debut, havde skabt et værk, der var en klar kandidat til en af årets bedste udgivelser indlands.

Formlen er i bund og grund ganske velkendt, men ændrer ikke desto mindre på det faktum, at bandets uimodståelige sange, der varer et sted mellem 1–3 minutter, både indeholder en hvis ømhed, der på et split sekund bringer en tilbage til de tidlige teenageår og opgøret med den uskyldige verden, og samtidig en eksplosivitet i kraft af det høje tempo, hvor man som lytter hurtigt bliver velvidende om, at nummeret kan være færdigt ligeså hurtigt, som man bliver grebet. Når Glow Kit er bedst, kan man ikke gøre op med sig selv hvorvidt om man skal danse eller knibe en tåre, for bandet formår på uforklarlig vis, at kreere et sentimentalt, lyrisk univers om aftenens kærlighed og alt det der, man nok kunne have gjort anderledes, uden at der går tuderock i den på noget tidspunkt.

Det er aldrig til at sige, hvad der helt præcist gør udfaldet for, hvorvidt at sådanne bands er knald eller fald, men der kan ikke herske så meget tvivl om, at Glow Kit står på den sikre side af den udefinerbare skillelinje mellem guld og lort. Tjek f.eks. “Invisible Ink”, “Shallow”, “Television Too” (samt resten af pladen), tør øjnene og kridt aftenens sæt sko.

Glow Kit – s/t ude nu på P. Trash/FDH/Kanel Records.

Revolutionen, som vi husker den

May 22 2012

Cloud Nothings-guitaristen Joe Boyer forklarede det efter koncerten. “Jeg ved ikke, om det var planlagt, men de havde ikke fortalt det videre til os andre,” med henvisning til bandets koncert på Pop Revo, hvor Cloud Nothings forvandlede et sæt med numre fra “Attack On Memory” (2012) til en halvtimes øredøvende improtube med feedback, uendelig guitarlarm og en klar markering af buldrende basgang. Årsagen var, at frontmand Dylan Baldi havde sprunget en guitarstreng og ikke kunne spille resten af sætlisten ordentligt, hvorfor han aftalte med bandets trommeslager, at de bare skulle improviserede sig ud af resten af koncerten ved at trække det syvende nummer ud til scenetidens afslutning – uden at fortælle det til gruppens bassist og guitarist.

Det er sådanne stunder, man vil huske, hvor musikken bliver mere end en oplevelse af scene, ritual, nummer-efter-nummer, skema og forudsigeligt. Swearing At Motorists fakede en falsk trommeslager og optrådte solo med publikum på scenen. Grimes samplede et fuck, da hun ikke kunne gennemføre sit sæt. Lower spillede sit første græsshow med solen i øjnene. Alt dette, bedre end at være til en regulær koncert.

Læs resten