The Pastels – pins på fløjlsjakken og franske nybølgefilm
Af Ulf Hansen
The Pastels blev dannet i Glasgow i 1982 midt i en musikalsk brydningstid. Punken rumlede stadig, og musik var generelt en alvorlig og sofistikeret sag, og det var dét, The Pastels gjorde oprør imod. Stephen McRobbie (sang og guitar) har forklaret, at The Pastels på mange måder var et oprør mod den alvorlige musik i denne periode. ”Folk hørte Steely Dan og fyldte deres musik med litterære referencer”, som han siger i et interview på bandets Facebook-side. Bandets medlemmer var provokerede af den tilgang til musik, og det fik dem til at spille musik, som var de vrede, forurettede børn. Det er tydeligt at høre, hvad han mener, når man hører sange fra deres første udgivelser. Læg særligt mærke til den guddommelige guitarsolo i perlen ’Something’s Going on’, udgivet som single 1983.
Bandet fik en del opmærksomhed fra musikbladet NME i midten af 80’erne, og det skulle i sidste ende blive afgørende for The Pastels. Sammen med en masse andre bands, der spillede guitarbårne popsange fik The Pastels et nummer med på et kassettebånd, der udkom med bladet i 1986. I dag er opsamlingen kendt som ”C86” og siges at være intet mindre end ”the most indie thing to have ever existed”. Det blev en blandet fornøjelse for The Pastels at være en del af, men sangen de havde med på ”C86”, ’Breaking Lines’, den er vildt god:
Der er noget ved The Pastels, der gør det tiltrækkende at smykke sig med dem. En lille The Pastels-pin på fløjlsjakken og så ellers ind at se franske nybølgefilm. Det er twee! Det er egentlig ikke nogen dum kombination, men det er også næsten for meget af det gode. Det synes gruppens medlemmer i hvert fald selv. De ønskede ikke at være synonym med nogen genre. De har altid givet udtryk for, at de følte den slags prædikater som tyngende for deres videre udvikling. Ikke desto mindre er bandet stadig eksponent for indiepop-genren.
Sange som ’Nothing to Be Done’ har gjort The Pastels kendt og elsket i den bredere offentlighed, i et spændingsfelt mellem 60’ernes melodiske popmusik og punkens ligefremme virkemidler. Deres indflydelse på senere bands er svær at undervurdere, og Talulah Gosh, Sonic Youth, The Jesus and Mary Chain og Nirvana har alle haft fingrene i The Pastels honningkrukke.
Nu udgiver de så en ny plade efter et årtis fravær; deres seneste udgivelse er soundtracket til 2003-filmen ”The Last Great Wilderness, deres seneste studiealbum, ”Illumination”, udkom i 1997. På “Slow Summits”, som deres femte studiealbum er blevet navngivet, har allieret sig med musikere fra japanske Tenniscoats og de tyske blip-blop-kunstnere fra To Rococo Rot. Men pladen lyder alligevel som en afdæmpet essens af The Pastels. Der er ikke mange spor efter den hidsige og charmerende støjpop, bandet tidligere har været så gode til at spille. Der er heller ikke så mange skæve toner at hente. Pladen er ren vellyd. Selv Stephen McRobbie, der er notorisk kendt for at bøje sine stemme helt ud af kurs fra sangenes melodi, falder i hak med resten af instrumenteringen. Bandets kvindelige sanger, Annabel ’Aggi’ Wright, har fået en mere fremtrædende position. Hendes beroligende stemme kommer smukt til sin ret i de afdæmpede og yderst velproducerede sange. I det hele taget virker pladen enormt gennemarbejdet, uden at være kedelig. Den har jo også været undervejs i 16 år.
”Slow Summits” er ude nu via Domino.
