Toldermania 2023 – Uforanderlig familiefest
Toldermania, 11. marts på VoxHall – reportage og billeder af Jon Albjerg Ravnholt
Jon Albjerg Ravnholt var til den årlige hardcore- og metalfest og beretter fra en scene, som måske ikke alle kender, men hvor alle kender alle. Her er årets indblik i Toldermania.
Ham der var med i dem der, hvor ham der da også var med, inden han gik med i de andre der. Toldermania er en familiefest for den del af den danske hardcore- og metalscene, som Mads Stobberup og Jacob Bredahl er blevet klanledere for ved bare at blive ved og ved og ved med at arbejde og føde nye bands ind i den. År ind, årti ud. Og Toldermania er mere tålelig end så mange andre familiefester, fordi skåltalerne er begrænset til et minimum: Ni bands med hver 20 minutter til at stille op på gulvet, spille og skride for at lade de næste komme til. Det er den fastlagte form, og lige så pres den kan være for de bands, der spiller, fordi alt bare skal køre, lige så beroligende er den, fordi koks dermed er forventelige – de er en grundpræmis, ingen er kommet for perfektion.
“Jeg er meget lidt stresset lige nu,” fastslår Mads, inden det hele går i gang.
Han har prøvet at være på mere usikker grund: I 00’erne turnerede han flere gange rundt i de amerikanske sydstater med Cola Freaks samtidig med, at han med Mastermind Records viste – og fortsat viser – at der er et nichemarked for ukommercialiserbar musik. Smertegrænsens Toldere, hans seneste band, er ikke nogen decideret karrierevej, men alligevel også en del mere end et hobbyprojekt med gamle venner fra scenen.
Én af de venner er Jacob Bredahl, der har sunget og spillet guitar i voldsomt mange bands – lige om lidt er han pladeaktuel som sanger i Riverhead – og produceret endnu flere i studiet Dead Rat. En god del af dem, der er på plakaten i aften, har været forbi den ombyggede garage i Aarhus, og hvor Mads er ustresset, er Jacob lige så storsmilende og fuld af overskud, som han har virket stort set hver gang, jeg har mødt ham de seneste 15+ år.
Verve, schwung og indforståede referencer
Alle familier har deres faste ritualer og indforståede morsomheder. For nogle timer siden stod min makker og mig og godtede os på bekostning af den invitation, jeg havde fået til et spillested i min hjemby til Jazz & Jokes med en tradjazzmusiker og en stand-up-komiker, der begge er et godt stykke på den anden side af deres karrieres zenith,. Invitationen lovede, at publikum vil blive taget med tilbage til 50’ernes tilrøgede jazzklubber i New York, og den frygtelige kliché kunne vi så ellers ryste på hovedet af, inden vi gav os i kast med vores egen frygtelige kliché fra så langt fremme som 80’ernes tilrøgede punkklubber i New York nemlig.
Det, Smertegrænsens Toldere gør, har tusinder af bands gjort før dem i flere årtier, men det er et fåtal, der så præcist har ramt det schwung, Smertegrænsens Toldere har, den verve og indædthed, de spiller de sange med, der er skrevet med både et indgående kendskab til alle genrens konventioner og årtiers øvelse.
Det er ikke meningen, at Toldermania eller nogle af de bands, der spiller, skal vinde nyt land for hardcore, metal, punk eller noget som helst andet. Udfordringen er at få det til ikke at lyde lige så bagstræberisk som en sixpence på en jazzklub.
Når Smertegrænsens Toldere som intromusik bruger Phil Collins’ “In the Air Tonight”, handler det om alt muligt på én gang: Historien om dengang, de fleste af os i aften blev født, hvor hardcore stod i rå opposition til poleret softrock; men også om, hvordan det bagefter blev til et lige så stort oprør at skamdyrke overflodspoppen som guilty pleasure – Mads har f.eks. Danmarks uofficielt største samling af Hanne Boels plade “Black Wolf”, bare fordi. Men måske vigtigere handler det om, hvordan en sang kan ændre karakter, når den vandrer gennem tiden og bliver genopdaget som uimodståelig powerballade, hvor poweren ligger tilbageholdt nervepirrende længe. Og da gorillaen endelig strækker nakken, ruller med skuldrene, og trommerne sætter ind, tager Smertegrænsens Toldere over og jerner igennem, som de altid gør det.
Vi jerner allesammen igennem, som vi altid gør det, råber allesammen med på beatdown-stykket “stikker dine øjne ud” i sangen “Dolker dit ansigt”, og som med Phil Collins-sangen er det ikke kun, fordi det er blevet ikonisk: Det, Smertegrænsens Toldere gør, har tusinder af bands gjort før dem i flere årtier, men det er et fåtal, der så præcist har ramt det schwung, Smertegrænsens Toldere har, den verve og indædthed, de spiller de sange med, der er skrevet med både et indgående kendskab til alle genrens konventioner og årtiers øvelse.
Mine homies!
Det er selvsagt højdepunktet, og for syv af de otte andre bands handler det om at levere optakten til festen. Også selvom det så er med nedturs-antirock fra Milltown og Døgnkiosk, som leveres bedre af Guldsjakal, eller i hvert fald leveres af en ret så intimiderende psykopat-forsanger med hurtige solbriller, neongul træningstrøje og en tilbageslikket langhårsfrisure, jeg ikke har set siden Sortehavskysten i midten af 00’erne.
Kollapse er med på et afbud fra Eyes, og det korte, prunkløse format tager det pompøse ud af deres Swans- og Neurosis-afledte noise-metalrock, hvilket klæder de kunstnerisk (måske lidt for) ambitiøse nordjyder. Thomas Eiler fra noisejazzrocktrioen Svin er også indkaldt med kort varsel, efter Indre Krig meldte afbud og dermed reducerede antallet af kvinder på scenen til det samme runde nul, som det stort set altid er i hardcore. Det skal nu ikke ligge Thomas Eiler til last; det er bookerne, der ikke ser det her som et issue. Men det bedste ved Eilers enmands-trommeshow er, at det giver en lejlighed til lige at sidde i baren et kvarter og ævle løs med sådan nogle som Christian Bonnesen, der efter at have forladt sit band LLNN ved årsskiftet har fået tid til at gendanne grindcorebandet Piss Vortex for en aften.
“Det er jo mine homies!” proklamerer han lykkelig med en gin & tonic i hånden.
Det kan man godt mærke, når Piss Vortex står på scenen igen godt fem år efter, de splittede som knap så meget homies. Bevares, at vi allesammen var så glade for dem for ti år siden, skyldes måske nok en lillebitte smule også, at der var et stort hul i den danske scene, hvor der manglede et OK godt grindcoreband af Nasum-skolen. Det forbehold bliver dog ret effektivt blastet væk af Piss Vortex på gulvet og en publikumsmasse, der er godt kørt op til at give den fuld hærg nu i sin egen hvirvelstrøm af kroppe. Farvel urrem, halløjsa briller, wow albue i smasken, ja mand, alt er godt.
Og det er det i Piss Vortex’ tilfælde selvfølgelig ikke bare, fordi de er rigtig hurtige på en scene, hvor for mange er for sløve, men fordi Bonne har taget riff-mageriet med fra Nasum og sørget for, at der er en spændstighed i kompositionerne, hvis man skulle komme til at stoppe op og høre efter, noget off, noget helt vildt på.
Det store forræderi
At grindcore i nogle kredse regnes for det helt store forræderi, fordi det tog en genre afledt af hardcore og gjorde den til metal, er en historie, der er lige så passé som Phil Collins-had er det, men det er grunden til, at vi den dag i dag har de to omtrent parallelle genrer powerviolence og fastcore, der for det utrænede øre vil lyde nøjagtig som grindcore, bare uden metalriffs i dem.
Vi har det korte set på otte minutter, som vi spillede i dag, og så har vi ét på 12 minutter, hvor der også er feedback med.
David Hating, Decorticate
Men distinktionen er stadig vigtig, også for Decorticate, hvis sanger og guitarist David Hating bliver passet op af en fan, da vi står udenfor et øjeblik.
“So, you guys play powerviolence?” spørger han.
“You can call it that, I think we play fastcore,” korrigerer guitaristen.
Det er i bund og grund aldeles lige meget: Det, der tæller, er, at Decorticate som aftenens bare andet band ender med at være dem, alle taler om, fordi de lyder så helt perfekt formet.
Alt fedtet er skåret fra hos Decorticate, der sammenbidt høvler sig gennem et kort set i vanvidsfart uden at skøjte henover brutaliteten i de få breakdowns, der punktuerer det, og med lige nøjagtig nok rum til at lade de få melodistumper melde sig uden at give dem albuerum til at brede sig på bekostning af farten. David og bassisten Adam Marques skiftes til at råbe, og det hjælper med at gøre udtrykket lige tilpas afvekslende – selvom man som publikum dårligt når at trænge til afveksling, for kæben er ikke samlet op fra gulvet, før Decorticate har trukket stikket og er gået i gang med at pakke sammen.
“Vi har det korte set på otte minutter, som vi spillede i dag, og så har vi ét på 12 minutter, hvor der også er feedback med,” konstaterer David bagefter udenfor.
Mere kompliceret behøver det ikke være. Og det er vel strengt taget de færreste familiefester, man kan sige det om. De unge nevøer fra Wayward Dawn lukker det hele ned med en gang klassisk jyde-død, som vinder på det ungdommelige engagement, hvad den mister på, at ingen i hele resten af verden har brug for ét eneste jydedødsmetalband mere.
Det er OK. Familiefesten er veloverstået, ingen blev uvenner, ingen blev rigtig pinlige, ingen græd, og intet forandrer sig nogensinde.
