Triad God – Klubmusik for søvngængere, rapmusik som vuggeviser
Triad God “Triad” (Presto!?, 2019) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen
Triad God debuterede tilbage i 2012 med “NXB” på Hippos in Tanks (RIP), der ligeledes udgav Nguzunguzu, Gatekeeper, Games, Grimes og flere andre i årrækken 2010-13. Syv år senere udgiver italienske Lorenzo Sennis label, Presto!?, Triad Gods opfølger, albummet “Triad”. Albummet virker på trods af de mange år, der er gået, som en naturlig forlængelse af det stilistiske udtryk og stemningen på debuten.
Bag projektet står Vinh Ngan, som leverer repetitiv rap på henholdsvis katonesisk og engelsk, der ofte tenderer til at være spoken word. Ligesom på “NXB” står irske Palmistry bag produktionerne på “Triad”. Eneste undtagelse er “Chinese New Year”, der er produceret af den ligesindede Organ Tapes.
At lighederne mellem “NXB” og “Triad” er så slående, skyldes i høj grad Palmistrys sensible og simplistiske produktioner, der er med til at skabe det univers, som Vinh Ngan udfolder sig lyrisk i. Palmistrys bidrag fremstår som en uadskillelig del af projektets DNA og som den primære kilde til den sælsomme sindsstemning, musikken fremmaner. For selvom Triad God på ingen måde ville være lige så dragende uden Vinh Ngan, så er det i særdeleshed produktionerne, der gør “Triad” værd at vende tilbage til, og som veksler mellem beat-orienteret pseudo-klubmusik (“Babe Don’t Go”, “Gwan Ye Gong”) og mere ambiente kompostioner (“So Pay La”, “Chow Bat Por”, “Dill”).
I musikken på “Triad” hersker en skrøbelighed, der emmer af et mildt vemod. Følelsen munder aldrig ud i en decideret melankoli, men afføder i stedet en form for lavmælt eufori. Det er en eufori, der aldrig når et klimaks, på samme vis som kompositionerne heller ikke leder mod ét. Snarere ligger det konsekvent og latent i kompositionerne uden nogen synderlige stigninger eller fald i intensitet.
Musikken på “Triad” er derfor også, med enkelte undtagelser, karakteriseret ved en retningsløshed snarere end fremdrift, både stemningsmæssigt og kompositionsmæssigt. Og det er måske på dette punkt, at “Triad” er mest imponerende. For tomgangen i størstedelen af musikken, den ekstreme repetition af enkelte ord og vendinger, bliver aldrig kedsommelig. I stedet beriger det musikken med en særegen følelse af sløvsind, som var det klubmusik for en søvngænger, rapmusik som en vuggevise.
Info: “Triad” er ude nu på Presto!?.
