Passive/Aggressive

Vanessa Amara – En elegi for åndeligheden

Kritik March 15 2018, af nilsbloch Vanessa_Digital_3000x3000_f7dad7c1-d733-4949-b987-da382270e1a5_1024x1024

Vanessa Amara “Manos” (Posh Isolation, 2018) – anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen

Birk Gjerlufsen Nielsen og Victor Kjellerup Juhls femte udgivelse som Vanessa Amara, Manos, er en klar forlængelse af det dvælende udtryk, de tidligere har dyrket på en serie bånd- og LP-udgivelser på posh isolation de seneste år. Det er den samme deformerede klassicisme, den samme elegiske stemning og den samme optagethed af den mekaniske reproduktions fejlbarlighed i form af båndstøj og forvrængning. Men selvom der arbejdes med de samme tematikker og den samme grundstemning som på gruppens tidligere udgivelser, er der på “Manos” en langt højere grad af kompositorisk dynamik i spil. Numrene forbliver ikke længe i repetitive tilstande, men er bevægelige og spænder stemningsmæssigt vidt. Til tider næsten postrocket forløsende, til tider helt intimt og skrøbeligt.

“Manos” udfolder sig som en række flimrende dagdrømme og bringer visse steder mindelser om Ryuichi Sakamoto og Christian Fennesz’ album “Cendre” fra 2007. Som på denne plade er det den kontrastfyldte tilstand mellem ro og angst, der dominerer, og de dvælende tilstande aldrig får lov at stå alene. Det harmoniske har forrang, men dissonansen, de skærende frekvenser, ubehaget er aldrig langt væk. Som den umærkelige højfrekvente drone på “Of Hoping”, der virker fremmed i det soniske univers, men som alligevel farver det og omformulerer resten af lydbilledet.

Mediale henvisninger i form af bånd- og vinylstøj er fremtrædende gennem hele albummet, og de synes at pege i retning af den samme tematik, som Mark Fisher forsøgte at indfange med sin popularisering af begrebet hauntologi: fortidens tabte visioner om fremtiden. Mens den knasende båndstøj på titelnummeret og stryger-loopet på “25-04-2016” bringer mindelser om William Basinskis hæderkronede meditation over altings forgængelighed “Disintegration Loops” (2002-2003), smager det mudrede orkester på “Untitled 2” af Leyland Kirbys The Caretaker-projekt. Men hvor disse kunstnere anvender henvisningen til fortidens medier som konceptuelt greb, er den hos Vanessa Amara blot brugt som kompositorisk byggeklods – som en måde at udstikke en retning for lytterens refleksioner.

Dette fokus på forgængelighed og slagne paradigmer er også tydeligt i pladens instrumentering. Trods den gennemgående tilstedeværelse af guitarer og synthesizere på “Manos” er det de klassiske instrumenter, der springer i ørerne: orgel, strygere, blæsere og vigtigst af alt piano. Denne klassicistiske understrøm er et kærkomment indslag i den overflod af gode instrumentale udgivelser, vi ser for tiden, for Vanessa Amara opnår en organisk kvalitet, der ofte går tabt i elektronikkens kølighed, ved at forbinde lytteren til fænomener som tradition og fælles historie. En diset pegen i retning af det, der kommer før os.

Som bandets tidligere udgivelser bevæger “Manos” sig i et slags pseudo-sakralt univers, hvor kirkerummets lyde (orgeltoner, rumklang) står i centrum. Kristendommens rituelle handlinger fremmanes, men ses gennem en post-metafysisk prisme. Vi rækker tilbage til spiritualiteten fra en verden uden guder. Det overjordiske er tabt og nu blot en bittersød erindring. De klassicistiske konturer i de drømmende kompositioner taler til os om tidligere tiders drømme og visioner, umulige at genvinde. Gennem tid, over afstand – en elegi for åndeligheden.

Info: “Manos” udkommer digitalt og på vinyl fredag den 16. marts på Posh Isolation.