Swisha & Los – Kollaborativt krydsfelt mellem spontanitet og refleksion
Af Alexander Julin
Footwork-/juke-inspirerede Swisha er ikke et nyt navn som sådan. Faktisk rækker den californiske producers ret omfattende katalog af egne sange og mix et par år tilbage, men det er først nu, i 2016, at Swishas kompositioner bliver tildelt en krop i form af fysiske kassettebåndsudgivelser. Et bånd er allerede udkommet på Dome of Doom (der bl.a. har udgivet Daedelus), og nu debuterer Swisha med et nyt samarbejde med Los.
“JBW2K16” er navnet på udgivelsen, der først og fremmest bemærker sig ved at være enormt kollektiv. Ikke blot er der tale om et samarbejde mellem to producere. Andre producere bidrager også med inputs til ni ud af albummets 14 sange. Ud over et enkelt bidrag fra footwork-stjernen Traxman, finder vi Kush Jones og Scatta på otte numre hver for sig, sammen og en enkelt gang i selskab med Sonic D. Derfor fremstår “JBW2K16” også som en dokumentation af, hvordan mennesker mødes gennem musikken og derigennem skaber mere musik. Footwork-genren har rødder i Chicago og bliver stadig i høj grad forbundet med den midtvestlige del af USA, men i tilfældet Los & Swisha er mødet bundet op om Los Angeles-kollektivet Juke Bounce Work, som de to tilsluttede sig under indspilningerne af albummets sange.
Blandt de numre, der førte Swisha og Los sammen med Juke Bounce Work, var “Born Dis Way”, der er bemærkelsesværdigt pga. de varme og analoge elementer, som nummeret trækker på. Det er ikke som sådan en decideret indvending, men juke og footwork kan nemt ende som en enormt syntetisk affære, hvor sangenes (vokal-)samples hyperartikuleres i en sådan grad, at forbindelsen til deres ophav knækker. Hyldesten til fragmenternes oprindelige kontekst fravælges altså til fordel for at skabe noget komplet nyt, men også til tider nærmest fremmedgørende ud af brudstykkerne, som de modificeres og indgår i en radikalt anden – og hurtigere – kontekst end oprindeligt.
Mens “JBW2K16” som sådan ikke adskiller sig fra meget juke, jeg har stiftet bekendtskab med i de seneste år, gør udgivelsen sig om ikke andet bemærket ved måden, hvorpå numre som “Born Dis Way” og “Singers Unltd” formår at vedligeholde varme og indbydende elementer i stedet for at dræne dem for denne energi, eftersom tempoet ændres. Det er muligvis ikke første gang i verdenshistorien, at dette sker, men det er langtfra en selvfølge, at det lykkes.
I sin helhed udmærker “JBW2K16” sig ved diversiteten af genrer og epoker, albummet trækker på. Mens soul og funk (og world, i mangel på mere sigende termer) i et vist omfang skinner igennem på flere af albummets numre, finder vi også mere nutidigt populærkulturelle, opklippede vokal-samples fra både Future og Kanye (eller nærmere Caroline Shaws medvirken på “Father Stretch My Hands pt. 2”). Det er hverken godt eller skidt i sig selv, men det, der til gengæld gør disse idéer overbevisende, er det faktum, at de ikke bliver integreret i sangene på en let og overgjort facon, men faktisk bliver inkorporeret i den forstand, at de nærmere bidrager til sangenes helhedsudtryk frem for at skulle være det dominerende og dikterende element for sangenes fremdrift og appel. Denne velovervejethed præger “JBW2K16” fra start til slut, uden at Swisha og Los giver afkald på et ligeledes spartansk udtryk, der nærmere sigter på at afføde en fysisk reaktion hos lytteren end på nødvendigvis at indbyde til solitær fordybelse. Begge dele lader sig dog gøre på “JBW2K16”, uden at det bliver til to modstridende aspekter.
Info: “JBW2K16” er netop udkommet digitalt og på kassette gennem henholdsvis Great Tracks og Dome of Doom, hvoraf sidstnævnte udgiver albummet fysisk. Albummet kan erhverves her.
