Khalil – Rekonfiguration af form og personlig lyd
Khalil “The Water We Drink” (Posh Isolation, 2017) – anmeldelse af Emil Grarup
I dag udkommer trioen Khalils debutalbum på pladeselskabet Posh Isolation. Dette album er blevet navngivet “The Water We Drink” og kan siges at samle trådene fra tre musikere, der tidligere har bevæget sig i noget forskellige musikalske retninger: Nikolaj Manuel Vonsild, som normalt figurerer som forsanger i electropop-kvartetten When Saints Go Machine og den alternative popduo Cancer, som begge har fået en del opmærksomhed i både nationale og internationale musikmedier. Simon Formann, guitarist i den nu hedengangne postpunkkvartet Lower, halvdelen af technoduoen Age Coin og motoren bag soloprojektet Yen Towers. Og til sidst Villads Klint, primært kendt under aliaset Minais B, gennem hvilket han bl.a. har udgivet to eksperimenterende techno-bånd på det netop opløste båndselskab Blodrøde Floder.
Når Nikolaj Manuel Vonsilds projekter fremhæves i diverse musikmedier, er det tit med hans skrøbelige vibratovokal og dennes klang i fokus og med selvfølgelig reference til bl.a. ANOHNI (tidligere Antony Hegarty). I forhold til “The Water We Drink” vil det i min optik være mere nærliggende at referere til den venezuelanske producer Arca og schweizisk-nepalesiske Aisha Devis nylige eksperimenter med fusioneringer af vokal- og eksperimentalmusik. Dette fordi, at det i enormt høj grad er den omskiftelige dynamik mellem Vonsilds smukke, særegne vokal og det lydmæssige ‘bagtæppe’, der gør albummet interessant – den måde, der eksperimenteres med auditiv form – mere end det er vokalen i sig selv, hvilket også kan siges om Arca og Devi.
Netop denne eksperimenteren med formen er allestedsnærværende på “The Water We Drink”. Selvom numre som eksempelvis albumforløberne “Rest My Head Against a Wall of Water” og “Estate Straight Line” (her introduceres vokalen først midt i nummeret) er gode numre, følger lydsekvenserne i høj grad vokalens fraseringer. Især på førstnævnte lyder det nærmest, som om hver frasering er en nøgle til at aktivere en allerede forudgiven lyd, hvilket gruppens potentiale taget i betragtning virker lidt uinspireret.
Generelt er de numre, hvor vokalen ikke er styrende i kompositorisk forstand, derfor klart de bedste, og forbliver det også, fordi de gror på én efter hver lytning. Det er altså mere interessant, når vokalen i “Herat” får lov til at snappe efter sig selv som en hugorm over det relativt stramt komponerede synthunderlag; når den nærmest er i brydekamp med både stortromme og kicks på fuldstændigt mesterlige “Always Wanted to Ride In a Place Like This”; når den opløses i en tåge af reverb på “Natures Envy”; eller når den halser efter stortrommen på “Gigds”. På de sidste to sidstnævnte er vokalens rolle næsten underprioriteret, hvilket faktisk er enormt klædeligt. Her bliver man som lytter også bevidst om, hvor dygtige musikere Villads Klint og Simon Formann er, og hvor godt deres stil supplerer hinanden. Den førstnævnte som repræsentant for en mørk og eksperimenterede technolyd og den anden som repræsentant for en mere minimalistisk og repetitiv indstilling. Dette kommer i særdeleshed til syne på nummeret “Submit So Deep”, albummets eneste skæring uden vokal, hvor de industrielt klingende synthstykker, jeg forbinder Minais B med, ikke får lov til at udfolde sig helt, men i stedet toner mod nærmest æteriske soundscapes og et beroligende sample af en kvindestemme.
Forholdet mellem Vonsilds vokal og det musikalske akkompagnement er altså klart definerende for, hvilke stemninger numrene kanaliserer, og dermed hvordan man mødes af som lytter. Eftersom “The Water We Drink” er et album, som ændrer tempo, volumen og opbygning på en måde, så det nærmest virker, som om numrene af- og rekonfigurerer sig selv, mens man lytter til dem, overraskes og udfordres jeg ved hver gennemlytning, hvilket ikke er noget, der hænder mig så tit.
Info: Khalils debutalbum udkommer fredag 25. august på Posh Isolation.
