Selvhenter – ukonventionelle bangers og kriminel suspense
Selvhenter, “Mesmerizer” (Hands In The Dark & Eget Værelse, 2023) – anmeldelse af Simin Stine Ramezanali, foto af Mads Fisker
Efter næsten et årtis stilhed, vender bandet Selvhenter tilbage med albummet “Mesmerizer”, deres første album siden “Motion of Large Bodies” fra 2014, der cementerede dem som et unikt navn i dansk eksperimenterende musik. For Selvhenter lyder ikke som noget andet med deres genre-fusionerende og nedbrydende musik, der lyder af både jazz, doom og meget andet på én og samme tid.
Selvhenter består af Anja Jakobsen og Jaleh Negari på trommer og percussion, Sonja Labianca på saxofon og Maria Bertel på trombone. Alle fire besætter mange roller både i og udenfor bandet, både som solister og i andre bandkonstellationer. Ikke mindst indgår de alle også i musikkollektivet Eget Værelse, hvorigennem de også har udgivet Selvhenter samt medlemmernes andre projekter Frk. Jacobsen, Jaleh Negari, SOLW, G.E.K m.fl.
“Mesmerizer” kræver min udelte opmærksomhed, nærmest hengivenhed i sin kompromisløse opbyggelse og insisteren på suspense. Hvorfor siger jeg hengivenhed? Ved at lytte til “Mezmerizer” bliver jeg opmærksom på – selvom jeg med det samme bliver draget og fanget af det brede spektrum af effekter på instrumenter og polyrytmer – at de med albummet kræver noget af mig som lytter: Jeg skal overgive mig til dets lyd og musikkens iboende spænding, der bliver en kropslig oplevelse – jeg mærker ændringer i mit åndedræt, når jeg lytter til musikken. Når der indimellem bliver stille, oplever jeg stilheden som et statement, et varsel.
Jeg giver min mere eller mindre passive udsættelse for EDM, musik med falliske drops og kortere formater skylden for denne her lille bakke, jeg skal over for at læne mig fuldstændig ind i albummet. Når jeg så er kommet over bakken, oplever jeg til gengæld et album, der inviterer mig ind i en hypnotisk tilstand. Her er både kaos, mørke, melankoli og en levende, til tider stringent legesyghed. Jeg får ligesom lov til at høre det hele på en gang, men der er nogle elementer i musikken, der fungerer som tøjler på en hestevogn eller et anker i en båd, der ellers nemt kunne stikke helt af. I nummeret “Anker” er det den repetitive percussion-figur, der har fået til opgave at holde fast i mig som lytter i det kontrollerede kaos, der også kendetegner albummet. På nummeret “Connoisseur” er det, hvad jeg gætter på er en trombone med en slags delay-effekt, der har denne fastholdende funktion, og på “Plex” ligger der ligeledes en trombone og spiller en drone, dog med variationer, men den har samme effekt og får igen denne særlige suspense frem i kompositionen.
Albummet er sammensat af numre, som for mig at høre fungerer som bangers – f.eks. “Connoisseur”, “L.A” og “Rundhyl”. Indimellem dem ligger der numre, der vil noget helt andet. “Heftig” lyder som en velorkestreret bandkrise under consent eller et staget skænderi. Vi får ikke så mange drops, men vi får en del cuts – kortere numre der vil have os til at kigge i en anden retning eller ruske os op, så hypnosen ikke bliver alt for bekvem.
I banger-kategorien har vi bl.a “Rundhyl” med sine tunge doomede trommefills, der næsten bliver til mini-soloer, en heftig 80’er agtig reverb på lilletrommen spillet af Negari, Jakobsens kvantiserede percussion i det fjerne, Bertels trombone der lyder som en blanding af en led spade og verdens største bas samtidig med LaBiancas saxofon, der hyler i det fjerne – helt fremme i mixet. Den har noget af det samme rå, ambivalente og episk varslende mørke, der er helt specielt for Selvhenter. Det er svært at sætte præcist en finger på, hvad det helt konkret er, som de her numre gør musikalsk, der får denne her stemning frem, men det er heller ikke det, der er det spændende for mig som lytter. Det er derimod, at de formår i det ene øjeblik at gå fra at lyde som doomrockere, der spiller jazz, til jazzmusikere der spiller doom. Jeg ved ikke, hvad jeg bedst kan lide, men jeg ved, at numre som f.eks. “Rundhyl” og “Connoisseur”, der kører så tilpas tungt, tilbagelænet og ledt, er nogle af dem der fanger og rør mig allermest på “Mesmerizer”.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det her må være et band, der komponerer og skaber, mens de kigger hinanden dybt i øjnene
Halvvejs inde i trancen får vi lov til at trække vejret på en ny måde til nummeret “Open Cluster”, en titel der igen illustrerer, det vi hører. Her hører vi nemlig en åben klynge af blæsere, der laver harmonier, de synger ud i stilheden, kalder på hinanden – og måske kalder de på os – brydes op og samles igen. “Open Cluster” er kun båret af blæsere, skabt på lungernes luft. De harmonier der opstår, får mig igen til at føle denne her varslende, krimi-agtige spænding. Et scenarie: Open Cluster kører – jeg står på molen på et forladt crime-scene, Hamborg havn, skumring, og jeg tænker bare; “hvad er der foregået her?”
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det her må være et band, der komponerer og skaber, mens de kigger hinanden dybt i øjnene, nogen der kender hinandens musikaliteter som familie, musikaliteter der læner sig ind i hinanden og skaber plads for improvisation. Instrumenterne skiftes til at være forsangere, hvor det i f.eks. “Connoisseur” er saxofonen, der træder ind og ud, skiftende yndig og distorted insisterende i begge sine yderpunkter, som en forførende crooner. Selvom både trommerne og percussionen stiger i intensitet, så holder nummeret alligevel denne her lidt varslende spænding og kriminelle suspense hele vejen igennem, selv når nummeret peaker allermest.
Det hele samler sig i Selvhenter og blandes til et meget spændende og unikt udtryk på albummet, der kombinerer alt fra free jazz, støjrock, noise og avantgarde musik – og som samtidigt lyder som psytrance spillet af et doom metal band.
Selvhenter er et band med en kæmpe live- og life-legacy. Der er en særlig coolness over, hvor tætte de er i deres fokus på hinanden, noget der er rigtig fedt at se på live og også er tydeligt at høre på “Mezmerizer”. Når jeg lytter til albummet, hører jeg også de missioner, temperamenter og stilarter, der kommer fra deres respektive soloprojekter og personligheder. Jeg hører lidt crooner-melankoli fra “About Room, Room To Be, Rooms” (Sonja Labianca) i “Open Cluster”, noget af samme stemning fra “I haven” (Frk. Jacobsen) på “Jinn” og den samme form for råhed, jeg hører i “ Live in Murmansk” (Maria Bertel & Maria Diekmann) går igen på “Rundhyl” fra “Mesmerizer”. Ligeledes leder de elektronisk, men stadigvæk meget stoflige lydflader på afslutningsnummeret “Tre Stemmer” også mine tanker mod “Arch Waves” (Jaleh Negari). Det hele samler sig i Selvhenter og blandes til et meget spændende og unikt udtryk på albummet, der kombinerer alt fra free jazz, støjrock, noise og avantgarde musik – og som samtidigt lyder som psytrance spillet af et doom metal band.
Titlen “Mesmerizer” blev i retrospekt en spådom for den følelse, jeg sad med som lytter. Det er et album som, når jeg har ladet mig falde ind i det, er rigt på overraskelser og ømme detaljer, der åbner sig mere og mere for mig, jo mere jeg lytter til det. Det mest fængslende for mig er denne her ulmen, en varslende stemning, en slags tilbagelænet smuk voldsomhed, der fuldstændig fanger mig, overvælder mig og får mig til at vente på, hvad der mon skal ske som det næste.
Info: “Mesmerizer” udkommer fredag d.23. juni på Hands in the Dark og Eget Værelse.
