Et Sejerø-trip gennem ormehuller, kiosk-København, WTF-skalaen og andre sproglige billeder
Af Andreas Syr, festivalgænger. Fotos af Martin Søgaard, Brendan Leahy og Ringa Manner.
At den omkring en time lange færgesejlads til Sejerø fungerer som en portal, et ormehul af en art, måske endda et indvielsesritual, er tydeligt for enhver, der har været på festival i den gamle gård ved Gniben. For mit vedkommende er det noget med at køre ud af færgen i den gamle bil og så op over bakkerne og langs med kornmarkerne og ud og bade i bugten – og det er noget med solnedgange, propfyldte gårdspladser, kulørte lamper, mærkværdige objekter i landskabet og en generel beruset boblen i blodet. Noget med frihed, måske endda noget med en utopi.
Og så naturligvis musikken, som hvert år har været god, nogle gange fantastisk, men først og fremmest udmærker sig ved programmets rene og skære grænseløshed, geografisk, følelses- og genremæssigt. Festivalen har i kraft af sit program og sin placering leveret nogle sindssygt mindeværdige koncertoplevelser – for eksempel britiske Shackleton, der i 2011 spillede sin regnvådt tunge, storby-melankolske dubstep på en scene, hvor naturen bogstaveligt talt vokser ned igennem den gamle bjælkekonstruktion, og svalerne flyver rundtosset igennem strobolyset over DJ-pulten. Sejerø Festival er en på alle måder usædvanlig, lysergisk og fantastisk oplevelse, og det er fantastisk, at den kan blive ved at finde sted. I år med et endnu bedre program og et ry, der var løbet den så meget i forkøbet, at der var udsolgt, endnu inden der var annonceret nogle kunstnere.
Besynderlighederne var gudskelov ej heller i år overset – tværtimod, nærmest.
Hvis nogen kan huske Vagn E. Olssons koncert på festivalen forrige år, så befinder T.I.G., der spillede årets åbningskoncert, sig på mange måder i det samme udefinerbare hjørne af den eksperimentelle, rytmiske musik, hvor rablende og halvt improviseret vrøvl/lyrik blandes med altmuligmands-percussion. Med Zlatko Burić som doven dadaistisk indpisker med topmave, en trækrone spændt på skuldrene og grøntsager hængende fra habitjakken spillede T.I.G., som en slags Einstürzende Neubauten fra underkanten af kiosk-københavn, en leddeløs skrammelrock op ad messende og småsyrede vokale indfald. Et tidligt skud for boven af den normaltilstand, som Sejerø Festival, bedre end noget andet arrangement jeg kender, er i stand til over en weekend at sætte komplet ud af spillet.
Det endelige dødsstød til nogen form for almindelighed blev leveret af duoen Senyawa, de nye guder af vitalistisk, javanesisk hardcore. En mand, der kanaliserede den ildsprudende ånd fra et sublimeret Guns & Roses igennem sin usædvanligt badass bambusguitar, og en teatralsk forsanger med en ærefrygtindgydende vokal rækkevidde, der spændte fra højfrekvent, jodlende skrig til indfølt serenadesang og dybe, raspende brøl. Kampsport, bandanaer og Mike Patton mødte længselsfuld indonesisk folk og frenetisk start-stop-dynamik i en koncert, der sprængte toppen af WTF-skalaen i stumper og stykker. Scenen i den hullede og overgroede lade på Sejerø gør alle koncerter til noget særligt, men Senyawa var alligevel som totaloplevelse usædvanligt langt ude. Hvis man ikke allerede følte sig som i en anden og mere besynderligt selvlysende verden efter færgeturen, så var der vel ikke noget bedre tidspunkt til at lade sig flyde med helt bort.
Helt bort forsvandt man også til Rabih Beaini, alias Morphosis, da han lukkede festivalens fredag nat. Han var i mine øjne (sammen med Robert Turman) årets absolut stærkeste booking: Der findes for tiden stort set ikke nogen elektroniske musikere, der når ham til sokkeholderne, når det kommer til improviseret, bevidsthedsudvidende og hardware-tung techno. Med afsæt i libanesisk folkemusik, freejazz og Chicago-house er Morphosis en mester i maskinel kontrol, i at presse beats sammen og fra hinanden igen i psykedelisk-rytmiske mønstre. Beaini startede sit set med 20 minutters blippende, usammenhængende lyde. Langsomt og uafvendeligt voksede de sammen til et tæt væv af vilter, organisk-syntetisk klang, der flød som en understrøm igennem hele koncerten. Da 808’erens tonstunge stortromme satte ind, var det en hvid, blændende eksplosion i hjernebarken, der pulserede videre resten af natten, og for den sags skyld resten af weekenden. Suveræn, ekstatisk og nærved transcendental opvisning i, hvor meget man kan vride hoveder, når man vrider klassiske techno-troper komplet af led.
Det var ikke kun Morphosis, der arbejdede med at ligge lige en hårsbredde ved siden af rytmen – gengangerne ToTo (Toke Tietze Mortensen og Tobias Kirstein) spillede en rytmisk udfordret rock, hvor de to trommesæt udgjorde grundsubstansen i en langsomt faseforskydende og sofistikeret primal musik. Udvidet på Sejerø med Oliver Hoiness på guitar og elektroniske effekter var gruppens gennemslagskraft heftigt forstærket, ren sitrende elektricitet og tromlende, changerende rytmik. En technoid naturkraft, et søsygt duvende hulemandsrave (en optagelse af koncerten blev for øvrigt spillet i Morphosis’ nylige set for The Boiler Room, der burde komme online inden så længe).
Et andet trip: Easy Rider er den seneste mutation fra folkene i og omkring Spost (der også leverede en skidegod koncert om fredagen). De spiller en pumpende og basriff-dreven kraut-musik med noget hiphop hist og her og tyk, susende Juno-synth strøet ud under Jonas Okholms lyrisk famlende pukkelpist-vokal, der denne nat var usædvanligt fokuseret og næsten bød på regulær sang fra tid til anden. Det var ganske vist kun Easy Riders anden koncert, men det var ikke desto mindre deres bedste. Hårdt groovende og skiftevist hakkende og sejlende og helt vildt ubesværet rykkende. Hold øje med dem her, folkens, de bliver store, hvis der er nogen retfærdighed til i denne verden.
Robert Turman var tydeligvis et kæmpe scoop for festivalen, såvel som for arrangørerne personligt. Han er vel en art obskur legende, tidligere medlem af NON og siden hen udøver af mættet, overvejende instrumental musik et sted imellem, hvis man død og pine skal sætte nogle genrer på, minimalisme, ambient og industrial. Alle hans udgivelser er fænomenale, ganske enkelt: slående smukke og på en eller anden måde enormt substantielle, selv når der er allermest æterisk svæv på. Det er svært at sige noget synderligt konkret om hans koncert – den tydeligt overvældede Turman lavede en dybfølt, langtrukken musik, der var grynet introvert, klangligt righoldig og i det hele taget bare ikke minder om særlig meget andet.
Den vældigt udadvendte Stargate, aka Lorenzo Senni, var således næsten den diametrale modsætning til Turman, men laver ikke desto mindre også en musik, hvor klangenes patinering spiller en væsentlig rolle. Senni er efterhånden en regulær undergrundsfavorit her i landet med sin 90’er-dyrkende, hypnagogiske trancepop. Den har en kontinuerligt loopende og konstant behovsudsættende form, der er nogenlunde lige dele nostalgi og udspændt ekstase – som slørede erindringer om hedengangne scoretogter. Stargate var sidste navn, inden de før festivalen uannoncerede Iceage, der i den grad gjorde deres ting og gjorde den godt – og for en gangs skyld med klar, hårdtstampet lyd og sgu nærmest i godt humør.
Derfra var der ikke andet for end at danse de sidste timer inden solopgangen over kornmarkerne væk i Discoteque Palmen, tømme baren, forsøge at huske at fange bussen og forsøge at komme op og nå færgen igen dagen efter sammen med en masse andre lykkelige, kværnede mennesker. Sejerø Festival er et rørende smukt projekt i rørende smukke omgivelser, der gør den uafvendelige hjemkomst så melankolsk, som var man et lille barn på vej tilbage til skole igen efter sommerferien, med solskoldet næseryg og blødende hjerte. Der strømmer ikke andet end endeløs kærlighed herfra.
Info: Apropos WTF-skala og sproglige billeder, læs også Ulla Toftes festivalkronik om bla. Sejerø Festival.
