Passive/Aggressive

Første årgang af Flux Festival – på skuldrene af et blomstrende slagsmaal

Feature September 17 2013, af passive/aggressive flux2

Af Simon Christensen

Danmark har fået en ny musikfestival – og den er skidefedt booket med vægt på kompromisløse nye bands og en musikpolitisk kant fra en lille århusiansk arrangør-gruppe plus en 18-20 frivillige, der udspringer af alternative miljøer i byen, som måske/måske ikke har blomstret de seneste 2-3 år. Hvis man skal sige noget overordnet om det her initiativ, som finder sted for første gang i år, så er det, at de præsenterer musik på musikernes præmisser og i de rammer, der passer til musikken (Hvorfor skriver vi dette?, hvorfor er det ikke en selvfølge?, red.). Hvad gør FLUX anderledes end de 20 andre alternative festivaler, hvem ser de op til, og hvad er deres bookingstrategi?

“Flux Festival er startet efter en konstatering af at det musikalske miljø i Aarhus har et manglende fokus på en florerende og spirende undergrund. I forhold til alle de andre festivaler både her i byen og udenbys har vi et fokus på intensitet og intimitet, som afspejles i både bookingerne, såvel som den ramme musikken bliver præsenteret i, som har stor indvirkning på, hvordan musikken forstås og føles. I alt sin enkelthed underbygges dette fokus på intensitet og intimitet ved at vores “bookingstrategi” har været, at både lokale og nationale bands, hvis musik skaber en stemning og en har æstetisk gennemstrømning, som gør artisterne relevante og interessant uden nødvendigvis at skele til genre eller popularitet. I nogle tilfælde er musikken antikommerciel, i andre er den blot for kompromisløs til at have nogen branchemæssig værdi. Desuden er det vigtigt for os at have et lokalt fokus samtidig med et æstetisk fokus.

I forhold til de to ord (lokal og æstetisk) er en festival, som vi selv beundrer, den fynske Hindsholm Lo-fi Festival, som formår at repræsentere og cementere en udvikling i et specifikt miljø for en festival. Samtidig med at vi i høj grad ser op til polske Unsound Festival for dets æstetiske gennemgående og konsekvente bookinger. Desuden er en form for storebror Pop Revo, som på trods af svære vilkår har skabt en succes for alternativ musik her i Aarhus,” siger Jeppe Berg fra Flux Festival.

Festivalen finder sted i B-huset og på Radar (altså i Progress) den 19.-21. september med bands som Urr, Space Program, Several Things, Boujeloud, Happy Hookers for Jesus, Age Coin, The Silver Linings, Ghost Flust & Dice, Synd & Skam m.fl. (RSVP).