Året der gik – De mest værdsatte internationale udgivelser i 2017
Årets 10 bedste udenlandske LP’er i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive
Chino Amobi: “PARADISO” (NON)
At lytte Chino Amobis seneste opus “PARADISO” igennem kan vække mindelser om den scene i filmen “A Clockwork Orange”, hvor hovedpersonen Alex DeLarges fikseres og tvinges til at se en række voldelige billeder. Hos Amobi er det bare vores støjende og voldelige virkeligheds lyde og forbrugsmønstre, vi tvinges til at lytte til. Rytmiske strukturer står i stampe, eksisterer blot for at opsluges. Mainstream-rappere efterlades uden nogen musikalsk struktur. Genrer stilles ved siden af hinanden som forbrugsobjekter. Intet når at blive sammenhængende udsagn, alle lyde opsluges af dystopiens kakafoni – overvældende som den verden, vi lever i med dens myriader af forskellig information og stimuli – pladens eneste tyngdekraft værende digital forvrængning og fragmenteringens logik. Titlen runger derfor bittert ironisk: virkeligheden som paradis for de få og uundslippeligt helvede for de fleste. (Nils Bloch)
EX EYE: “EX EYE” (Relapse Records)
Ex Eye er en slags eksperimentalmusikkens supergruppe bestående af Colin Stetson, Shahzad Ismaily (bl.a. Secret Chiefs 3), Greg Fox (bl.a. Liturgy og Guardian Alien) og, den dog lidt ukendte, Toby Summerfield. Både Stetson og Fox har begge udgivet glimrende solo-albums i år, men det er dette bæst, der for alvor viser tænder. En forbløffende legering af noise, free jazz, minimalisme, black metal og postrock, hvis nærmeste frænder måske er Flying Luttenbachers i Ken Vandermark-årene, italienske Zu eller norske Shining. Det er til tider hektisk og overvældende, en frenetisk minimalisme, der bliver psykedelisk og svimlende, men det meste af pladen er kæmpe tågebanker, hvor skamskudte dyr går og klager i det fjerne. Flere medlemmer af redaktionen mener i øvrigt, at Colin Stetsons eget album, “All This I Do For Glory”, også fortjener en plads blandt årets bedste internationale udgivelser. (Kim Elgaard Andersen)
Jlin: “Black Origami” (Planet Mu)
Tidligere i år slagtede Russell Haswell i en Fact-video et Jlin-nummer og gav hende rådet “stick to one drum sound”. Ergo må han hade “Black Origami” brændende, for der er næppe kommet andre plader i år med så mange slags slagtøj presset ind på 45 minutter. Der er piskende marching band-trommer, tablas, congas, raslende percussion, djembe, klokker, gonger og alt muligt andet, og på papiret lyder dét jo som Safri Duo. Men de 12 numre kommer væltende ind over lytteren med så voldsom intensitet, at de mest af alt virker som resultatet af et kolossalt kreativt overtryk i en hjerne – eller nok snarere: en krop – med en vildtvoksende polyrytmisk opfindsomhed uden lige på den elektroniske scene anno 2017. Da “Black Origami” udkom, forlød det, at pladeselskabet havde måttet bede mastering-teknikeren om at dæmpe albummet. Når man hører slutresultatet, er det svært at tro, at det kunne have været endnu mere intenst. (Mikkel Arre)
Mount Eerie: “A Crow Looked at Me” (P.W. Elverum & Sun)
“A Crow Looked at Me” er et hjerteskærende album om at miste sin elskede og i samme ombæring også at måtte give afkald på sit vante sprog: “Conceptual emptiness was cool to talk about / Back before I knew my way around these hospitals,” synger Phil Elverum og lægger dermed afstand til mange af sine tidligere udgivelser. Ligesom instrumenteringen er så sparsom, at han selv kalder pladen “barely music”, skrællede hans kones sygdom og død noget nær alle abstraktioner og filosofiske lag væk og efterlod nøgterne tekster om, nøjagtigt hvor savnet var synligt (en skoletaske, en tandbørste, affald), og hvordan minderne gradvist forsvandt. Det gør dybt indtryk, at Elverum kan formidle fravær så nærværende, og “A Crow Looked at Me” giver et forbilledligt indblik i sorg, som den kommer til udtryk i hverdagen. Og om end processen fremstår ubarmhjertig, viser albummet også, at der måske er en vej ud af mørket. Det er stensikkert, at Phil Elverum ikke har haft et så opbyggeligt og didaktisk formål med at skrive sangene. Han kunne bare ikke andet. Alligevel bliver albummet – uden at ville det – en påmindelse om, at hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage. (Mikkel Arre)
Irreversible Entanglements: “Irreversible Entanglements” (International Anthem)
Indigneret politisk jazz med rødder lige dele i freejazzen i 60’erne og Gil Scott-Herons poetiske aftryk på politisk musik fra 70’erne og frem. Irreversible Entanglements blev startet i 2015 af Keir Neuringer, Camae Ayewa og Luke Stewart. De kalder sig et freejazz-kollektiv, og denne debutudgivelse er optaget som kvintet for to år siden, så derfor kan man selvfølgelig sige, at albummet allerede kalder på en opfølger. At vokalist og tekstforfatter Camae Ayewa i mellemtiden også er blevet en oprørsk stemme under navnet Moor Mother med aggressive rap-produktioner, bidrager kun til potentielle variationer i den her gruppe. Foruden sit stærkt improviserede udgangspunkt med masser af frirum mellem instrumenterne og overblæste saxofonstykker, bliver der også kogt godt igennem (på bl.a. “Fireworks”) med tromlende fremdrift, der både i lyrik og musik sender tankerne mod afroamerikansk jazz i borgerrettighedskampenes parallelgader. (Simon Christensen)
Lee Gamble: “Mnestic Pressure” (Hyperdub)
Lee Gamble er en artist, som oftest kategoriseres med mærkaten IDM. Hans udtryk og tilgang til musik er forbundet med præcision og en ekstrem nuanceret tekstur i sine produktioner. Lee Gambles seneste album afviger ikke. “Mnestic Pressure” bringer referencer fra ambient og techno i spil sammen med industrial, dubstep og endda hiphop. Gamble leger med så mange forskellige elementer fra hele genrespektret og konfronterer samtlige af UK’s elektroniske fragmenter fra både fortiden og fremtiden, og han gør det sammenhængende og helt stilrent. (Sandra S. Borch)
Jana Rush “Pariah” (Objects Limited)
Pariah er Jana Rush’ debutalbum, hvor hun fremstiller sin originale version af footwork. Rush bevæger sig tættere på akrobatiske rytmer, som de f.eks. høres hos Jlin, fremfor soul-fulde samples som hos Rashad (RIP), DJ Spinn og RP Boo. Nummeret “??? ??” er blandt de mere originale footwork-numre på albummet, og her kan det mærkes, hvilket fundament Jana Rush tager udgangspunkt i. Derfra er albummet fyldt med afstikkere fra Chicago-footwork. Numre som “Divine” og “CPU” er minimale forstået på den måde, at de udelukkende består af synth, vokalsamples og trommer. Med disse få elementer formår Jana Rush at eksperimentere med footwork-genren og får skabt mere rolige numre på albummet, der adskiller sig markant fra numrene “No Fuks Given” og “Frenetic Snare”, som er tilnærmelsesvis galoperende gabber-workouts. (Sandra S. Borch)
Yves Tumor “Experiencing the Deposit of Faith” (Selvudgivet/Soundcloud)
På sin første solo-udgivelse siden den mesterlige “Serpent Music” fra 2016, “Experiencing the Deposit of Faith”, fusionerer Yves Tumor psykedelisk r’n’b og storladen ambient med et skvæt af amerikansk minimalisme. Resultatet af dette er lige dele ren zen og sløv delirium og lyder som soundtracket til et møde mellem Alejandro Jodorowsky, David Lynch og Philippe Grandrieux. Med rimelig sikkerhed den bedste Soundcloud-udgivelse i 2017. (Emil Grarup)
Vince Staples “Big Fish Theory” (Def Jam Recordings)
Eftersom Vince Staples’ debut-LP “Summertime ’06” fra 2015 med sine gritty produktioner og et flow, der på én gang er megalomant og melankolsk, i min optik kandiderer til at være blandt de bedste hiphop-udgivelser siden årtusindskiftet, var forventningerne til hans nye album høje. Disse forventninger indfries i høj grad, men på en lidt utraditionel måde: På “Big Fish Theory” stilles Staples’ skarpe linjer, der både indeholder intelligent samfundskritik og gadenær braggadocio, over for tempofylde klubproduktioner. Denne fusion lyser allerklarest på “Crabs in a Bucket”, “Big Fish” og pladens bedste track, den paranoide soulbanger “Rain Come Down”, hvor Staples repper alt fra mordet på JFK til kunsteren Louise Bourgeois. (Emil Grarup)
V/A: “Mono No Aware (もののあわれ)” (PAN)
“Mono No Aware (もののあわれ)” er den første kompilation på PAN og præsenterer ny og hidtil uudgivet musik fra bl.a Pan Daijing, DJ HVAD, TCF, AYYA, Malibu, Yves Tumor, Helm, Sky H1, Bill Kouligas samt adskillige andre nye navne. Selvom flere af bidragyderne til udgivelsen primært har beskæftiget sig med andre elektroniske stilarter, er de i alt 16 artisters numre på “Mono No Aware (もののあわれ)” ambient. De 16 numre står ikke blot som hvert deres bud på artikulationer af en følsomhed for en flygtighedens skønhed, men taler også til hinanden. De taler til hinanden og peger med dette (ofte) ordløse sprog på tilværelsen som dét, der netop altid forsvinder, og derved også det, der konstant mister sit navn. Af den grund hverken kan eller skal det benævnes, men måske nærmere berøres – i en eller anden forstand – med musikken. (Alexander Julin)
Årets bedste internationale ep’er / oddsize-udgivelser i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive
Kara-Lis Coverdale: Grafts (Single-sided 12″, Boomkat Editions)
Den canadiske komponist og musiker Kara Lis Coverdales nye EP, “Grafts”, består af ét stykke i tre dele og er på overfladen en mere direkte og minimalistisk affære end hendes tidligere værker. Coverdale opgiver forgængernes fokus på progressioner og opnår dermed en stærkere intuitiv fornemmelse af lydlig lethed, som hvis lydbølgerne vitterligt var frosset fast og i stedet oscillerede uendeligt i et fikseret rum. Her er ingen angreb, overraskelser eller andre stærke drejninger af musikken. Til gengæld opstår der minimale variationer undervejs, der indføres så naturligt, at de let kan overhøres. (Emil Néné Rasmussen)
Klein “Tommy” (12″, Hyperdub)
Rent stilistisk lægger “Tommy” sig i forlængelse af Kleins to forrige udgivelser: Enkelte melodilinjer holdes i korte og begrænsede loops og akkompagneres af vokalsamples, der enten får lov at ligge i front som et mere dikterende element i musikken eller i baggrunden under de simplistiske klaver-samples. Udgivelsen fremstår mere koncentreret end forgængerne, fordi det virker, som om sangene er mere nøje udvalgt. Men grundessensen af Kleins musik er det fragmenterede udtryk af enormt minutiøse sample-strukturer, der enten får lov til at være konstante eller udvikle sig ganske begrænset i løbet af numrene. Ofte pitches de blot og forgår så siden hen. Det er også i den forstand, at Kleins musik kan forstås som et simpelt kaos. Selvom ikke alle elementer i Kleins musik er lige fragmenterede, så føles det i den umiddelbare lytning umuligt at orientere sig i, hvordan at hvert enkelt nummer ikke falder fra hinanden. Ligeledes kan man både spore genremæssige kendetræk fra hiphop, soul, gospel, r’n’b og jazz, men alt lyder mærkværdigt fremmed, når det indgår i Kleins anarkistiske collage-cut-ups. (Alexander Julin)
Hong Kong Express: “SQ777-2: Hell Aesthetic” (CS, HVRF Central Command)
Hardvapour er antitesen til 10’ernes utopiske vapourwavy muzak. Det er aggressivt, heavy og rytmisk, det vil sige alt, hvad vaporwave ikke er. Genrens enfant terrible, David Russo aka HKE aka Hong Kong Express, udgav i år mellem juli og oktober sin Sequence 777-serie, som i alt består af syv kassettebånd, med syv tracks udgivet på syv forskellige labels. Fælles karaktertræk er markante synthesizerlyde, programmerede trommer, hi-fi-lyde og relationer til acid house, big beat, broken beat, gabber, speedcore, noise, hard techno, industrial, hardstyle, grime, garage, drum’n’bass. Med andre ord alt med 130 BPM eller derover. “ Heel Aesthetic” er andet bånd i serien og starter ud med en solid omgang percussion på “Fuck Off If You Don’t Like It”, og derfra kører den derudaf. Det er ikke i så høj grad dommedagstechno som f.eks. hos I Hate Models og Phase Fatale, og rytmerne er ikke nær så fleksible som japanske Foodmans. Men et sted imellem, langt fra dansegulvet, befinder HKE sig med sine kreative og hektiske melodier. (Sandra S. Borch)
Richenel: “La Diferencia” (12″, Music From Memory)
Det er efterhånden blevet en tradition at finde udgivelser fra det hollandske label Music From Memory blandt diverse opsamlinger, og 2017 er ingen undtagelse. Årets første udgivelse på Music From Memory blev også den bedste. “La Diferencia” kom fra den hollandske Hubertus Richenel Baars og indeholder to nye numre samt fire numre fra en tidligere båndudgivelse på båndlabelet Fetisj fra 1982. Udgivelsens største hit er “Autumn”, hvor Richenel synger om falmende kærlighed med en elegant og ikke mindst ekstravagant disco-buzz og med masser af lo-fi-gear. Alt i alt er albummet seks outsiderboogie-numre med trommemaskine, frisk bas og vokal-vibe, som for alvor satte sig på toppen af poppen i 2017. (Sandra S. Borch)
Tomaga “Greetings From the Bitter End” (12″, Self-released)
“Greetings from the Bitter End” består af fire numre, to originale kompositioner og to genfortolkninger af numre af Cavern of Anti-Matter og $hit & $hine. Det musikalske udtryk kan bedst opsummeres som en art mørk og ritualistisk psych/free-jazz/kraut, der synes at at eksistere et sted mellem Silver Apples, The Heliocentrics, Stereolab og noget så u-2017-agtigt som triphop. Valentina Magalettis nærmest industrial-groovy trommer med let raspende jazzkant arbejder sig ud og ind af Tom Relleens elektronisk slørede lydkollager, der sammenfletter kosmisk vraggods med underjordiske strømninger og mørke synthmønstre. Selvom der kan trækkes et væld af referencer, formår Tomaga at skabe et selvstændigt lydprodukt, der samler det hele på ny og lever i kraft af dets tidsudviskende signatur, de mørke ritualismer, de trance-agtige grooves og det industrielt kosmiske lydlandskab. (Mikkel A. Kongstad)
