En single skal normalt få et band bragende ud af starthullerne og mase sig ind i øregangene på potentielle købere. Men ikke altid.  På den første forsmag ”Edie’s Dream” fra canadiske Suuns’ andet album ”Images Du Future” lader bandet lytteren komme til dem med en blid bas-melodi, drømmende tremolo-guitar og en søvngænger-vokal. Med andre ord ind i en tradition af beyond-psych-drømmere, ydmygt Radiohead’sk og ...

”I’m trying to learn from songwriters” , fortæller en ydmyg Christopher Owens i en video fra 2009, mens han i en pladebutik hamstrer album til sig med blandt andre Merle Haggard, Dwight Yokam, Gram Parsons, Lyle Lovett og Randy Newman. Ikke lige inspirationer man havde forventet fra sine indie-helte, kan jeg huske, at jeg tænkte dengang. Men bestemt store sangskrivere.

Yo La Tengo er en slags superhelteband i min verden. Ikke kun fordi jeg har fulgt dem fra omkring årtusindeskiftet, men også fordi det er sådan et band, der kan give sig i kast med et utal af genrer uden at knække nakken – eller miste sig selv i processen. De kan skrive bedårende små 60’er-poppede, vatindpakkede vuggeviser, velturneret alternativ guitarrock, svampepop med marimba, ...

Der er hul igennem til de kosmiske synthfrekvenser for tiden. Det kunne for eksempel være Jakob Skøtt og Plants og deres bevidsthedsudvidende ekskursioner, og nu er endnu en globetrotter dukket op af disen. Steve Hauschildt er medlem af syre-drone-støj-orgel-trioen Emeralds, der er aktuelle med albummet ’Just to Feel Anything’, som ifølge pålidelige kilder dog indeholder lidt for meget helteguitar. Men så er det jo ...

Gal, genial, gøgler eller ren galimatias – James Ferraro er blevet kaldt alt mellem himmel og jord. Her på bloggen hælder vi til at anskue Venice Beach-weirdoen som et af de mest stilskabende og absolut interessante dyr i den elektroniske åbenbaring de sidste par år. For selv om det er nemt at afskrive ham som en ironisk hikkende musikzapper (fx. på Bebetune$, Bodyguard og ...

Her på bloggen kan vi godt lide White Fence. Så da manden bag det spraglede psychrock-projekt, Tim Presley, for nylig proklamerede på Facebook, at han i ren begejstring over folk-musikeren Jessica Pratt havde oprettet pladeselskabet Birth Record, spidsede vi ører. Så begyndte detektivarbejdet med at fremskaffe info om hende, og lad os være ærlige: det var ikke let. Her er, hvad vi har kunnet ...

Kasper Vang og Theis Ørntoft er to musikalske grøntsager (så er de vegetabilske jokes fyret af, på ære!), du kommer til at høre mere til fremover. Ikke kun fordi de er et par kreative gutter: Kasper begår sig også som visuel kunstner, og Theis har tidligere slået sine folder i Twins Twins, gået på Forfatterskolen og udsendte i 2009 den flabet charmerende digtsamling “Yeahsuiten”. Men også fordi de sammen har gang i ...

Hvornår er man ved at være et gammelt røvhul? Når man er gammel nok til at forbinde en bestemt genre eller lyd med konkrete episoder for 15 år siden, frem for ’blot’ som en lydlig reference? Grunden til det retoriske spørgsmål er en selvbetitlet ep, som københavnske Bright Kids udsender i denne uge, der beamer mig tilbage til 90’erne, dengang alternative rockmusikere (også) satte indhold over form.

Af Rasmus Junge Psykedelia har de seneste år rumsteret som en ny, gammel smagsmarkør på både rock, pop og elektronisk musik, fra El Paraiso Records traditionsbevidste syreguitar-fetich og Tame Impalas bumlende neo-klassicisme til Animal Collective leddeløse popanarkisme og Neon Indians synthesizer-extravaganza. For blot at kridte banen op. Tiden er altså ikke løbet fra at benytte sig af musikkens bevidsthedsudvidende potentiale (med eller uden kemiske virkemidler), og ...