Passive/Aggressive

Favorite People #4: Börneblogger om The Embassy

October 7 2011

Jeg har vist mistet overblikket, men jeg ved dog, hvornår det er tid til at skrive: Når man ikke ved, hvor længe siden det er. Lige nu kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst spillede Subbuteo. Eller bare drak gin for den sags skyld. Du er savnet hernede, og jeg bilder mig ind (i et forsøg på at pleje mit ego en lille smule), at der er en lille chance/risiko for, at du også er ude på et sidespor, hvad angår en overdosis af nostalgi. Igen er det musikken, der har givet mig et praj.

Jeg har svært ved at finde den gyldne middelvej for tiden. Det hele bliver ofte for kynisk eller for emo. Ligesom musik gerne bliver enten for følt eller substansløst. Som så ofte før har jeg vendt mig mod vore svenske brødre, der kan være så befriende ligeglade: The Embassy! En duo, der er ret stor i hjemlandet men ikke herhjemme. Eller uden for Sverige generelt. Men de nyder en vanvittig respekt i elgenes land. Faktisk er Sveriges nok bedste pladeselskab Sincerely Yours (Air France, jj, ceo, The Tough Alliance, Memory Tapes) opkaldt efter én af deres sange!

Det var faktisk dig, der anbefalede mig Håkan Hellström i sin tid, og selvom de to ingenlunde lyder hen ad det samme, er der en forbindelse. Dét at kunne græde sit hjerte ud og alligevel lyde så upbeat. Det kan de kraftedeme, de svenskere. En kvalitet, der egentlig blev udforsket ret stærkt i 80’erne. En rendyrket hyldest til livet i form af upbeat katharsis.

Det er en form for ekspliciteret nostalgi, der leveres på sindrig vis, så man af og til tror, de alligevel er ligeglade; de har en tilgang, der grænser til noget næsten hedonistisk, men de overskrider aldrig denne grænse. Ja, de lyder sgu næsten arrogante nogle gange! Men nihilistisk kan man heller ikke kalde det. Det er langt hen ad vejen bare så befriende og careless. Men der er alligevel en forskel på careless og carefree. Denne forskel definerer de fint i deres eget lille univers. De er livsnydere, der ikke forsøger at prakke os deres sorger på, men i stedet hjælper os med at indse, at vore følelsesspektre ikke er så satans sort/hvide. Nu har man i årevis talt så meget om balancen mellem pathos og ironi efter det såkaldte ”kollaps” af post-modernismen. Men selv dét er egentlig sort/hvidt. Det herlige ved The Embassy er, at der ikke er nogen form for akademisme (den ladeste -isme) at spore. Det er hverdagsvisdom frem for skolet intellekt.

Min yndlingssang med dem er It Pays to Belong, og det bliver nok også din, hvis jeg kender dig ret. Muligvis et af den slags tilfælde hvor man stadig er gladest for den sang, man hørte først. Min storebror spillede den for mig, og allerede første gang lagde jeg mærke til linjen: ”Could it be that you’re just like me? In my mind you’re so much more.” Meget kært og sympatisk! Jeg håber, du giver den sætning videre, når du engang spiller sangen for nogen. Jeg foretrækker at se på den sætning på to måder: 1) Den naive romantiker, der næsten ikke kan tro det: Han har en sjælefrænde! Og hun er selvfølgelig meget mere end ham. Eller 2) manden med lidt mere (måske for meget) selvtillid har fået øjnene op for én, han er på bølgelængde med. Og så! Han bliver ydmyg, da han ikke længere kan overskue skønheden.

The Embassy er egentlig ret ligetil. Af og til så ligetil at man faktisk kan få brug for at slå hjernen fra og blot lytte for ikke at fortolke blindt. Dermed ikke sagt at der ikke er noget at føle (Achtung! Stadig ikke følt i dén forstand!). De har fanget noget, og det formår de at viderebringe; det er ikke falsk oplysning eller belæst + opblæst selvoptagethed. De er oprigtigt nysgerrige, fordi de kan holde en vis distance og har tid til også at være delvist ligeglade. Opslugt af lejlighedsvis og essentiel endimensionalitet.

Jeg genopdagede dem for nylig, og jeg blev nødt til at fortælle dig om dem. Nu giver jeg dig trygt videre til The Embassy og tre af deres lands- og åndsfæller, der har fanget samme udgangspunkt – inden for en lidt anden æstetik.

kh

Af Martin Hjorth Frederiksen, dedikeret musiklytter og blogger på Börneblogger.

– – – – – – – – The Embassy udgiver sit tredje album, “Life In The Trenches” om lidt på Service Records (ikke Sincerely Yours), som blandt andet også har udgivet Jens Lekman og Studio. Den svenske duo har kun udgivet to album i fuldlængde tidligere, nemlig “Futule Crimes” (2002) og “Tacking” (2005). – – – – – – – – – –

Favorite People #1: Bjørn Lange om Memoryhouse

September 16 2011

Den canadiske vidunderduo Memoryhouse har efterhånden spøgt under overfladen i nogle år. Med et par singler på hhv. Inflated og Suicide Squeeze samt den selvudgivne digital-EP ”The Years” fra 2010 har gruppen, der udgøres af den klassisk uddannede pianist Evan Abelee og Victoria Legrand-klingende Denise Nouvion på vokal, dog opbygget et solidt momentum og en hype, der via Stereogum, Pitchfork – the lot – i foråret udløste en pladekontrakt med ingen ringere end legendariske Sub Pop Records.

Ifølge bandet selv er en fuldlængdedebut at forvente Soon. Very soon, men indtil da må vi nøjes med det reissue af “The Years”, som udkom netop i denne uge, d. 13. september. Genindspillet fra top til tå og med to nye numre – “Modern, Normal” og “Quiet America” – fremstår EP’en, selv for fans af den oprindelige version frisk og relevant og giver i dén grad løfter om et band man skal regne med fremover.

Åbneren, “Sleep Patterns” er med sin støvede rytmeboks mest tro mod det gamle Memoryhouse, hvorimod “To The Lighthouse” er genskabt i en langsommere, mindre balearisk version, som ligger meget langt fra den svømmende, Washed Out-agtige original. Dette synes jeg personligt er en smule synd, så nye lyttere skal hermed også opfordres til at grave lidt i den stjernevrimmel af liveversioner, løsrevne sange, remixes, covernumre osv., som Memoryhouse med nænsom hånd har strøet udover blogosfæren og youtube gennem de sidste par år.

Og netop gruppens covers og remixes er faktisk en god indgangsvinkel til at danne sig et billede af den musik, de to unge canadiere begaver os med. Blandt førstnævnte finder vi på generaliebladet tre enestående versioner af hhv. Grizzly Bears “Foreground”, Jackson Brownes/Nicos “These Days” og sidst en svævende, klaverbåren “When You Sleep” af selveste My Bloody Valentine.

I remixkategorien har Memoryhouse primært arbejdet med dreamwaveprojekter som Mathemagic, Korallreven og Millionyoung og på nummeret “Lately” (som med den nyudgivne “The Years” nu er tilgængelig i sin fjerde version) har Evan Abelee formået at opbygge en hypnotisk drøm af en vuggevise over et evigt repeterende Jon Brion-tema. Memoryhouse må ergo siges at bevæge sig et sted mellem alverdens shoegaze, indiefolk og dreamwave, men skønt inspirationskilderne er klare, lykkes det dog alligevel gruppen at gøre sig fri af diverse genretøjler og fremstår med et aldeles unikt udtryk, som det kun kan anbefales at drømme sig væk i.

Dette er første afsnit af Favorite People. Bjørn Lange (ex-Death By Kite, Flag White) fattede pennen om en af sine aspirationer, Memoryhouse.

The Years (Full EP Stream) eller køb vinylen

AF MED HOVEDET

September 2 2011

Få fem gratis plader på hjemmesiden afmedhovedet.dk, der er et musikkollektiv fra Svendborg/København, der stadig er i sine ynglende år, men der er en konsekvens over indspilningerne og det stilistiske udtryk af fri musik, spedalskpunk og mere. En Yoyooyoy apriori. Således er anbefalingen givet videre.

Passive/Aggressive anbefaler udgivelserne:
Bror m. brødre – Hardcore Superfree (er ikke tilgængeligt længere)
DJ Dark – Dark and miserable souls in hell(er ikke tilgængeligt længere)
DJ Lovedogfromhell – The animals are taking drugs, bitte (er ikke tilgængeligt længere)

John Maus – Kapitalismens magt

August 30 2011

Du har sikkert læst og hørt en del til John Maus, Ariel Pinks nærmeste levende sjælekammerat, som er aktuel med “We Must Become The Pitiless Censors Of Ourselves” på Upset The Rhytm. Maus og Pink startede begge i art- og eksperimental-miljøer, før de skiftede og begyndte at lave, hvad de kalder, popmusik. Synth pop auteur tunes in to the retrospective spirit of the age while resisting the temptation of easy-access nostalgia trips.

Maus er blevet disskeret 100-vis af gange før, så her er det skæve blik på hans person. Det er tilladt at danne sin egen mening og høre musikken (i bunden), mens man læser. Er det ikke okay?

x. The title is from Alain Badiou’s “Fifteen Theses On Contemporary Art”, which really cast a spell, when I was younger. I think the general idea is that in a situation where everything is encouraged and permitted, one of the possible ways of overcoming that is by struggling to do something else than it. Struggling to censor oneself, as opposed to joining in with the praise, going with the flow.

x. Every musical moment is almost entirely reducible to the discursive regime and the mechanisms of power. Pop music is how it is because our master today is commercial capitalism. Just as bourgeois aristocratic court music was what it was because it was part of pleasing the aristocracy.

x. The only workable name for the musical truth procedure that begins with Elvis Presley, and continues through the Beatles, the Sex Pistols, et al.1, is “punk rock.” (fra Theses on Punk Rock)

1 Subjects to this musical truth include: Madonna, Bob Dylan, Cabaret Voltaire, The Rolling Stones, Nirvana, Johnny Cash, Tangerine Dream, James Brown, The Pink Floyd, The Supremes, Amon Düül II, Bob Marley, Burzum, Mahmud Ahmed, The Bee Gees, Technotronic, Grateful Dead, Duran Duran, The Beach Boys, Hall and Oates, Bon Jovi, Panda Bear, Govinda, Harry Merry, The Human League, Black Flag, Merle Haggard, Ariel Pink, Metallica, R. Stevie Moore, etc. It includes moments, not only from record albums, but also from television programs and commercials, video games, unrecorded performances, jingles, “the head,” etc.

x. “If we want to enter a conversation with those pieces and those works, we have to do it with own objective historical moment, using the vernacular, which… as far as I can tell… is pop music.” (totalt sindssygt)

“Hey Moon” (2011)

“Do Your Best” (2007)