Passive/Aggressive

Northside Festival – fødder, ører og pludselige indskydelser

June 20 2012

Af Rune Finseth, New York. Dette er en del af Favorite People – en åben klub for gæsteskribenter.

Hej,

Jeg var til Northside Festival og programmet stod på Jens Lekman, of Montreal, Ceremony, Asobi Seksu, Crystal Stilts, Beach Fossils og mange flere (den 14.-21. juni). Northside Festival i Århus er nu veloverstået, og hvad jeg hører fra afstand var, at det gik godt. Jeg valgte dog at tage vest på til en navnebror til den nu tre år gamle festival i Århus. Northside Festival i New York blev afholdt for fjerde år i træk i områderne Williamsburg, Greenpoint & Bushwick i Brooklyn. Læs resten

Acid King – tonstung hypnose i 90’er indpakning

June 12 2012

Søg på Acid King og google vil vise dig billeder af et band, der ser næsten lige så forfærdelige ud som Linkin Park eller D.A.D. Tilmed er Acid King udstyret med et såkaldt “kvindeligt” bandmedlem. Ucharmerende, usmagelige og herre useje var de umiddelbare ord, min hjerne reagerede med i mit spæde forsøg på at finde ud af, hvem Acid King er, og hvad de er i stand til.

Alt dette skulle dog vise sig at være komplet underordnet, da jeg alligevel tog mig tid til at gennemlytte Acid Kings geniale bagkatalog og deltog, da bandet tirsdag aften gæstede Loppen. Trods al den modstand, jeg overhovedet kunne have overfor et band, måtte jeg for hver sang, jeg afspillede, trække mine fordomme så meget tilbage indtil associationen til Acid King kun inkluderede min dybeste respekt.

Syrekongen fra San Fransisco
I følge Wikipedia kommer navnet Acid King sig af teenageren Ricky Kasso, der i tilbage i 1984 begik et satanisk mord under indflydelse af LSD, alt imens han var iklædt noget så sejt som en AC/DC t-shirt. Bandnavnet er ikke helt dumt, da “syre” også synes at være en underkategori til genren, og “konge” synes at tale for sig selv.

Acid King blev dannet for lige godt 20 år siden: San Fransisco, 1993. Halvfemser-band, hvilket måske forklarer lyden (og specielt de frygtlige bandfotos). Et band, der muligvis ikke er fulgt med til år 2012, men til gengæld er frosset fast i en legendarisk periode musikmæssigt. Perfekt for de af os, der i halvfemserne havde travlt med Løvernes Konge og at vende os af med sutter og bleer. Den endegyldige reference til Black Sabbaths lyd gør det slet ikke mindre dårligt.

Tonstung hypnose
“Electric Machine” fra albummet “Busse Woods” fra 1999 er en af de første sange, der dukker op på Youtube og er også den første sang, jeg hører. Under afspilningen af denne næsten syv minutters sang, bliver alle bandfotos og whatever fuldstændig glemt. Også mine egne tanker, omgivelser og navn. Acid King spiller tungt og hårdt med uendelige mørke halvfemser stoner- og grunge-referencer. De behersker en overbevisende balancegang mellem at lave brutal musik på beroligende harmonisk vis; en form for doom metal. Et band, hvis sange ikke som sådan arbejder med klimakser, måske fordi de nærmere er lange, dragende og beroligende klimakser, og et band, der får én til at glemme omgivelserne.

Gruppens kvindelige frontfigur Lori S., er både sangskriveren, sangerinde og guitarist. Lori har den vildeste, på én gang hypnotiserende, men også anonyme stemme, der blendes ind i de stenede og tonstunge arrangementer, som bassist Peter Lucas og den nuværende trommeslager Mark Lamb producerer ved siden af Loris simple guitarspil. En masse distortion og hypnose – eller “heavy but spacy” som det beskrives på bandets egen hjemmeside. I numre som “Motorhead”, fra samme album som ovenstående nummer, er hendes vokal dog mere fremtrædende, og vokalen lyder her næsten som Courtney Love minus det flabede.

Melvins’ åndsfæller
Acid King har turneret med Fu Manchu og Melvins; trommeslager Dale Crover var gift med Lori S. og producerede deres debutalbum “Acid King” fra 1994. Bandet udgav deres første albums på Sympathy for the Record, der også har navne som Mummies, Billy Childish, White Stripes med flere, og deres seneste album “III” er dateret til 2006 og udkom på det Japanske label Leaf Hound Records, der også står bag navne som Church of Misery.

Alt i alt er det blevet til syv albums fra Acid Kings side, men det er vist ingen hemmelighed, at bandets aktivitet var størst før årtusindeskiftet. Herefter kan det konstateres, at lyden og produktionen er blevet mere poleret, hvilket ikke nødvendigvis er en kritik. Eksempelvis på nummeret “2 Wheel Nation”, hvor både trommer og vokal synes at være mere eksplicitte og rene oven i det ellers skrattende og distortede, hvilket gør det kontrastfuldt og interessant.

Tirsdag aften kunne man med selvsyn konstatere, at Acid King mindst er lige så overbevisende live som på plade, og så er det jo altid dejligt at være til koncert med regulars fra Ungdomshuset og The Rock. I forlængelse heraf, beklager jeg selvfølgelig mange gange, at dette indlæg først smides op efter koncerten – men hey, de har eksisteret siden 1993, så det er nok ikke helt usandsynligt eller utænkeligt, at de bliver ved med at spille et par år endnu.

Note to self: bandkostumer er irrelevante for koncertoplevelsen, det samme gælder bandets fanskare og publikum.

Helm – Passive/Aggressive Mixtape

June 4 2012

Den London-baserede musiker Helm (Luke Younger), hvis tidligere band Birds Of Delay bestod af ham selv og Heatsick (Steve Warwick), udgav sit tredje album “Impossible Symmetry” den 29. maj på det ret spændende berliner-label Pan Act. Helm, som netop har givet koncert i København under Distortion med posh isolation, har kompileret dette mixtape specifikt Passive/Aggressive. Foruden hans egen musik, så driver Luke Younger også labelet Alter, som blandt andet har udgivet Oneohtrix Point Never, og hvis du vil dykke ned i mere, så har Helm anbefalet nogle ret vilde stykker musik ovre hos Self Titled Mag. Læs resten

Ekoplekz – Kosmiske sekvenser

June 3 2012

af CR Hougaard

Bag Ekoplekz gemmer sig 42-årige Nick Edwards fra Bristol. Ved hjælp af et stort arsenal af guitarpedaler, rytmebokse og synthesizers har han, i de senere år, bidraget med en lind strøm af udgivelser af kassettebånd og vinyler på labels så som Mordant Music og Punch Drunk.

Tilgangen til musikken er simpel. Alt er håndspillet, og numrene improviseres frem samtidig med de optages direkte ind på en firesporsbåndoptager. Efterfølgende sker der kun en minimal efterbehandling af musikken inden den udgives. Edwards varierer sit udtryk konstant at ændre sammensætningerne af instrumenterne. Resultatet er støjende, og giver associationer til både af tysk og engelsk elektronisk musik fra halvfjerdserne, samt nutidens dubstep-scene. Sidstnævnte er samtidig med til at give musikken et dansablet præg. Læs resten

Deathcrush – popmusikkens skjulte ansigt

May 23 2012

Oplevet af Alexander Julin, musikredaktør på Eventuelt.org – dette er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter.

Norske Deathcrush har efterhånden skabt sig et ry som et liveband, der ikke holder sig tilbage, hvilket også skulle bekræftes, da bandet lukkede første dag af Pop Revo anno 2012 ned med ultimativ girlpower og veltrængt spilleglæde.

Bandet har indtil nu ikke lagt meget andet ud på deres Soundcloud end numrene ”Lesson #1 (for Snoop Dogg)” & ”Lesson 2 (for Cliff Burton)” samt et overraskende remake af Reptile Youths P3-banger “Speeddance”. Derfor skulle koncerten også ses som en dommens time for mit vedkommende, om hvorvidt den norske trio kunne leve op til blogosphærens medvind, og i en anden sammenhæng end enkeltstående sange.

Auditiv erektion

Aftenens set skred glidende frem med en nærmest improviserende følelse fra tid til anden. Jeg kunne på ingen måde forestille mig bandet blive rutinepræget efter deres præstation, hvor det ellers støjende og tungt rungende lydunivers blev grebet legende let an. Den norske noiserock vekslede skizofrent mellem et decideret sexet feel og over i et mere eksplosivt udtryk, hvor guitarer og trommer røg ud af takt, og skabte en hakkende og demonstrativ lydmur. Mens trommerne forsvandt væk i Voxhalls ekstreme behov for scene-røg, tog de norske tøser det meste af publikums opmærksomhed. Man kan ikke komme udenom at attitude fylder en hel del for Deathcrush, men det ser jeg heller ikke som værende noget negativt, så længe at den musikalske kvalitet er intakt. Læs resten

Der er ingen som forstår De Høje Hæle

May 15 2012

Af Alexander Julin, musikskribent på Eventuelt.org.

Mit første møde med Hælene fandt sted i lyden af “Røvguitar” kort tid inden udgivelsen af “Skal Vi Aldrig Videre?” (2010)

”Gud han giver, og Gud han tager, Gud spiller røvguitar”, lød det, og jeg forstod ærlig talt ikke helt, hvad det gik ud på. Jeg kunne på daværende tidspunkt knap nok forstå om bandet var seriøst, og hvad de ville. For om end at det var punkrock, så fejlede mixningen og masteringen i hvert fald intet – det samme gældte vokalistens humør, der i bund og grund lød til, at have det meget fedt med det hele. Og så virkede det endda til, at det var meningen, at man skulle kunne høre, hvad der blev sunget.

Det skulle der lige tygges lidt på, og i dag synes jeg næsten, at det er en smule pinligt, at jeg ikke faldt pladask for bandet ved første lyt. For mens Gud spiller røvguitar, så spiller De Høje Hæle ustoppelig og charmerende røvballe-punk. Det er ingen ny ting eller en del af en bølge, men blot lyden af et band med så meget spilleglæde, at det skulle smeltes ned på lak. Læs resten