Femten nuancer af grå og myrekrig på LAK festival 2013
Af Frederik Denning. Foto Vlad Kamenskyy.
“Høre en vedvarende tone bliver ret hurtigt så temmelig uudholdeligt. Enten bliver vi desperate, eller vi fortrænger den.” -K. E. Løgstrup (“Skabelse og Tilintetgørelse”, 1979)
Jeg sad tilfældigvis og læste lige præcis den passage i “Skabelse og Tilintetgørelse” lige før Band Ane gik på. Selvom citatet godt nok er en del af et eksempel i en afdækning af Husserls tidsopfattelse, så er det sådan meget rammende for den store myrekrig på LAK. Lad os starte bagfra ved Band Ane, fredag aften, der blev sidste punkt på årets LAK festival for mig.
Band Ane, der plejede at lave sådan noget meget cute indietronica, har åbenbart bevæget sig over i lydkunst nu. Til LAK Festival havde hun en guitarist med, og spillede ellers på sin laptop, et slags bonzaitræ med klokker og en række andre mere eller mindre åndssvage rekvisitter. Og det var så en blanding mellem føromtalte indietronica og, well… gøgl. Som eksempel lad mig citere en dialog mellem Ane Østergaard og hendes guitarist. Et slags lille skuespil de opførte kort inde i koncerten.
Ane Østergaard (holder sig for næsen og taler meget fjollet med børnetv agtig stemme): Ja, hvad skulle det være?
Guitarist (også ekstremt fjollet): Ja, hej hej, jeg vil gerne have et nyt liv.
Ane Østergaard: Ja, så skal du bare køre frem til næste vindue.
Guitarist: Okay, tak tak.
Ane Østergaard: Var det det hele?
Guitarist: Ja, tak, hej hej.
[indsæt selv fnis her og der]
Her sprængtes mit wtf-barometer, og ikke på en god måde. Hvis man får det privilegium at have folks opmærksomhed klokken 22:00 en fredag aften, så skal man godt nok forvalte den bedre. Jeg kan simpelthen ikke regne ud om Ane Østergaard selv synes det er godt nok. Gjorde publikum? Der stod et par fyre foran mig, som nikkede til hinanden på den der: ”Oh yeah” agtige måde flere gange, men måske var de ironiske? Det var simpelthen fuldstændig uacceptabelt nederen, og det hørte mere hjemme i et efterskoleøvelokale efter fem joints end det gør på en scene, der angiveligt skal præsentere den vigtigste lydkunst i landet.
Men ok, Lad os spole tilbage og starte fra begyndelsen:LAK festival for nordisk lydkunst løb for kun anden gang af stabelen i den nedlagte Sadolin lakfabrik på Prags Boulevard. LAK skriver selv:
”Visionen bag LAK festival er at præsentere ny, eksperimenterende lydkunst fra Norden i rå, urbane rammer. I 2013 og stiller LAK skarpt på, hvordan lydkunst bliver brugt som laboratorium til at udforske nye former for lyd og måder at lytte til verden på”
En imponerende klar vision taget i betragtning af festivalens korte eksistens og dens undergrundskarakter i øvrigt. Udover præcis hvorfor lydkunsten skal præsenteres i rå, urbane rammer virker det endda som en relevant vision for en festival, og derfor besluttede jeg mig også for at aflægge festivalen et besøg. Jeg kendte flere af navnene, som blandt andre Puce Mary, Lasse Marhaug og Pär Thörn, hvilket gav mig rimeligt høje forventninger til det øvrige program.
LAK er en kombination af workshops, installationer og koncerter/performances. Området omkring og i den nedlagte fabrik på Prags Boulevard fungerer som udstillingsvindue for en række nordiske kunstnere. Ragnhild May åbnede torsdagens program, men da jeg kun nåede at se afslutningen af koncerter, så lad os i stedet taget på tur gennem installationerne, hvor Mays pudsigt nok var den første jeg så. Denne var en række luftmadraspumper, der pustede luft i fløjter, der så pustede luft ned i vand fyldt i en slags bobler, der hang fra loftet i en container. Installationen var bevægelsesaktiveret, så når man nærmede sig begyndte de at skrige helt afsindigt højt. Højdepunktet ved den installation var, da jeg senere så en kat gå forbi og aktivere den. Udover Mays installation var der en radiostation, som sendte fra og til festivalpladsen. Den hed Wolf FM, og gik i et eller andet omfang ud på, at der var nogle gutter, der gik rundt med en vogn, hvorfra de sagde en masse gakkede ting, hamrede på casiokeyboards og larmede. Forestil dig sådan en dubstep-vogn på Dronning Louises Bro bare med formålsløst vrøvl og larm, som forfølger dig alle steder du går hen. Der var en Sauna, hvor man kunne høre en radioudsendelse om Avant-garde og radiokunst. Det var sådan set meget interessant, men vel næppe kunst og lidt svært at få noget ud af dens længde taget i betragtning. Så var der kunstværket, hvor nogle overfaldsalarmer, der hang fra loftet bippede i takt med et stroboskop lys. Det hele blev styret efter bevægelsen i rummet. Bortset fra, at det blev det ikke.
Der var værket med omkring 100 minihøjtalere, der lavede forskellige typer støj, som i sidste ende samlede sig til en samlet grå masse. Jeg blev lidt skuffet, for jeg syntes det lugtede lidt af klor, da jeg gik op ad trappen, så jeg troede nogen havde lavet et stykke svømmehalskunst. Det var det ikke. Der var et værk, hvor en AM radio læste signaler fra nogle lysstofrør, der tændte og slukkede. Det sagde også meget… gråt. Det mest interessante var et værk, som via kontaktmikrofoner forstærkede et vindue, der kunne bruges som et slags percussioninstrument. For i det mindste var det sjovt.
Måske er det på nuværende tidspunkt blevet klart, at jeg var rimelig uimponeret over installationerne, der alle sammen lod til at have samme endepunkt; nemlig en udefinérbar nuance af grå et sted mellem en dårligt indstillet kortbølgeradio og myrekrig. Denne grå støjtone var gennemgående rimelig definerende for det soniske udtryk på LAK.
Koncerttid: Først spillede Konrad Korabiewski på bøger. Han åbnede bøger op på bestemte sider, der så afspillede en form for drone. Idéen var meget sjov, men efter fem minutter var det blevet kedeligt, og når nu musikken som sådan ikke rigtig blev interessant, så var fremførelsen mere en gimmick. Myrekrig.
Herefter var det tid til LydKunstArkivet, som var en række danskere, der alle er udgivet på det lille selskab Monoblasters opsamling af samme navn. Altså en række kortere koncerter, der fungerede som showcase og release. Monoblaster siger selv om opsamlingen: ”En udgivelse, hvor en række lydkunstnere i Danmark giver hver sit bud på, hvor lydkunstfeltet befinder sig lige nu.”
Efter at have set showcasen må jeg sige, at jeg godt nok håber, at der er nogle danskere med et bedre bud på, hvor lydkunsten er på vej hen. Det bevægede sig fra decideret elendigt til hmm ok. Jeg er ærlig talt lidt i tvivl om man forsøger at tage pis på mig, når der står tre piger og spiller på forstærket blokfløjte, spilledåse, ukulele og what not. Jeg tænker, at det kan der simpelthen ikke være nogen der i ramme alvor synes er værd at spilde min tid med.
Videre, videre, videre. Syntjuntan. Et par damer et godt stykke over festivalens gennemsnitsalder, der havde circuit-bendet nogle handsker. Ja. Handsker. Handsker. Handsker.
Deres set-up var, bortset fra handskerne rimelig klassisk med en lang række pedaler og et par synths. Syntjuntan var det første, der formåede at være glimtvis interessant, men i lange perioder var det den samme kortbølge-myrekrig, som alt det andet jeg havde set og hørt indtil videre.
Derfor var det også en lettelse, at de sidste navne på programmet var Gud er Kvinde og Puce Mary, der begge levede op til mine (høje) forventninger. Ironisk nok var de to grupper vel også de mindst lydkunstagtige navne på dagens program. Gud er kvinde leverede tre forskellige stykker på forstærket barytonsax og trækbasun, tilpas længde, tilpas fysisk og tilpas varieret til, at være interessant fra start til slut. Puce Mary lod til at levere et noget mere ’stille’ show end det har været tilfældet på det sidste og lyden lå i ret naturlig forlængelse af hendes plader. Der er ikke noget pis med Frederikke og det var helt ærligt en fornøjelse efter en dag med rimelig meget af dét.
Indstillet på at tilgive LAK den noget slatne torsdag, tog jeg af sted igen fredag.
Sandra Boss & Jonas Olesen er fra DIEM og de spillede på gamle computere og maskiner. Maskinerne vandt igen over kunsten. Mere myrekrig.
Nu var det tid til noget andet. Ikke mere maskiner. Heidegger glæder sig. Tore Honoré Bøe kom i bare tæer og viste sin akustiske laptop frem. Den var bygget af alt muligt han lige havde fundet og tapet fast i en kasse, og nu havde han så puttet kontaktmikrofoner i den. Hans performance gik ud på at daske lidt til nogle fjedre og hælde sand udover kassen. Jeg kan ikke beskrive det bedre end den lille pige ved siden af mig, der spurgte: ”Far, hvad laver manden?”
Fra ét what the fuck til et andet. Tilbage til myrekrigen: Krishve, danske Kristian Hverring, der efter alt at dømme lige havde fundet ud af, hvordan man kan få synths til at sige sjovt eller ondt, hvis man putter pedaler på. I hvert fald lod han overhovedet ikke til at have styr på hvad han lavede. Glimtvis kunne man ane et form for potentiale i det han lavede, men så trykkede han på en pedal, der fx stoppede næsten alting eller en anden der fik et eller andet til at overstyre helt afsindigt. En sørgelig kontrast til Puce Mary dagen før, der fuldstændig tight har styr på, hvad hver enkelt knap i hele sit set-up gør.
Hvorfor skriver jeg alt det her, når jeg egentlig bare kunne lade være og være ligeglad? Det er ikke, fordi jeg er ond eller vil have LAK ned med nakken. Tværtimod ønsker jeg festivalen alt det bedste og synes den potentielt kunne udfylde et stort hul i dansk kulturliv. Men hold da kæft, hvor var det hele bare uambitiøst. Som min ven Jesper bemærkede, da Monoblaster havde deres opsamlings release med hele 35(!) forskellige danske lydkunstnere på: ”Seriøst, hvor er de her mennesker resten af året?”. Og det er helt ærligt et ret godt spørgsmål. En stor del af tiden følte jeg, at jeg var til en fest jeg ikke var inviteret til. En fest, hvor alle kender hinanden og klapper hinandens skuldre.
Det var gennemgående for de fleste ”kunstnere” (sorry) på LAK, at de ikke lod til at reflektere over deres lyd og/eller kunst overhovedet. Det hele føltes som om, at man bare skulle frembringe myrekrigen på så mange forskellige måder som muligt. Ok, du kan få et fjernsyn til at sige sjovt ved at køre det gennem en distortionpedal. Hvad ellers?
Det er som om, det her miljø, hvis det altså rent faktisk er et miljø og ikke bare en række uheldige sammenfald, overhovedet ikke kigger på, hvad der foregår omkring dem, og hvad der i øvrigt er foregået i musikken de sidste 30 år. Måske var circuit bending og forstærkning af legetøj en pointe i sig selv for 20 eller 30 år siden, men det er totalt ligegyldigt i dag. Problemet i rigtig mange tilfælde var, at selve frembringelsen af lyden ikke var særlig interessant, og lyden, der blev frembragt, var decideret ligegyldig. Hvorfor er det interessant for publikum at se på nogen, der drejer på et stykke legetøj? Hvorfor er det kunstnerisk relevant?
Man er nødt til at spørge sig selv om den slags ting, hvis man vil tages seriøst som kunstner af andre end ens venner, og LAK er som festival nødt til at skrue ambitionsniveauet op, hvis de skal udfylde den rolle, de så ihærdigt efterstræber. Lydkunst er ligesom alt andet kunst nødt til indgå i en dialog med et eller andet. Det behøver ikke være publikum, men så snart det bliver en monolog, er det irrelevant og forfærdeligt ligegyldigt. Det er altså decideret fornærmende som publikum at være vidne til sådan noget som LydKunstArkivets første halvdel og Band Ane, og det er lidt ærgerligt, at LAK festival iscenesætter de her ting som kunst, når nu de har så god en platform for at præsentere noget, der rent faktisk er fedt. Det hele virkede så afsindigt institutionaliseret, pænt og middle-of-the-road-agtigt, at man mistænker netop dette for at være den primære bevæggrund for at præsentere det i rå, urbane rammer.
Jeg håber virkelig, at LAK festival kommer igen næste år og med et mere ambitiøst program.
(LAK fortsatte lørdag med blandt andre Valby Vokalgruppe, Lasse Marhaug og Søs Gunver Ryberg, sidstnævnte gav en ret vidunderlig concreté-techno koncert, red.)
