Fire! – Demonstrativt afmålt og klodset
Fire! – “Testament” (Rune Grammofon, 2024). Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Fra den ene yderlighed til den anden: Den svenske jazztrio Fire! skraber alt væk, så kun skelettet af musikken står vaklende tilbage på pladen “Testament”. På den måde bliver den antitesen til sidste års maksimalistiske “Echoes”.
“Echoes” var en kolos af en plade. Knap to timers spilletid, mere end 40 medvirkende, strygere, blæsersektion, kor og lange sange, der bølgede frem og tilbage med den melodiske kerne og den affinitet til den spirituelle jazz fra 60’erne, trioen Fire! har dyrket i bigband-formatet, siden de i 2013 muterede til Fire! Orchestra. Den mutation er der kommet nogle fantastiske plader ud af, der skejer ud i messede mantraer, rabalder af den slags, der opstår, når så mange mennesker samtidigt giver los – og sange og hooks, der bliver siddende i hjernen i årevis.
Sange og hooks forbinder man ellers ikke med Mats Gustafsons normale praksis: Saxofonisten har – både i eget navn, i sin norske trio The Thing og i så mange forskellige samarbejder, at det er næsten lige så svært at overskue som den herostratisk berømte gigant-pladesamling, han har fået bygget et helt anneks til i huset i Østrig – arbejdet på grænsen af musik i en videreførsel af freejazz-pionererne Albert Aylers, John Zorns og Peter Brötzmanns eksplosive spillestil. Der er blevet brølt, skreget, hvinet og blæst fuldstændig igennem.
Så meget desto mere markant en afvigelse er “Testament”. Sammen med bassisten Johan Berthling (1973) og trommeslageren Andreas Werliin (1982) har Gustafsson (1964) i Fire! godt nok hele tiden arbejdet med et noget mere tilbageholdende og afdæmpet udtryk, end man kender det fra hans andre plader, men på “Testament” fremstår afmåltheden fra alle tre spillere decideret demonstrativ. Først i den afsluttende, ti minutter lange “One Testament. One Aim. One More to Go. Again.” slipper trioen musikkens iboende energi løs. Der lyder hujen, Werliins trommer sejler, kun Berthling holder kursen med sin karakteristisk enkle basfigur.
Snarere end D’Angelos babyolieindsmurte torso er det billede, der toner frem, når man hører “Testament”, tre midaldrende svenskere, der står i et studie i Chicago og småfryser og prøver at lave den simplest mulige musik, de overhovedet kan.
I den halve time frem mod det punkt spiller Fire! i lange stræk så bevidst kantet og klodset, at det næsten bliver komisk. I hvert fald i passager decideret grimt, når Gustafsson grynter den simplest tænkelige melodi lige midt i registret. Berthling og Werliin lyder som en spritbilist, der med 20 kilometer i timen koncentrerer sig af al magt om at holde bilen i sin egen vejbane med hvinende vinduesviskere og alt for mange omdrejninger. Tag en sang som “The Dark Inside of Cabbage” med dens slæbende, dorske rytme, der er næsten ulidelig – indtil det går op for én, at Werliin hele tiden synkoperer den en lille smule, nogle gange helt tydeligt, andre gange bare så langt bag beatet og Berthlings to-tone-basfigur, at det er lige før, det minder om ?uestloves legendarisk slæbende trommespil på D’Angelos r’n’b-mesterværk “Voodoo”.
Snarere end D’Angelos babyolieindsmurte torso er det billede, der toner frem, når man hører “Testament”, tre midaldrende svenskere, der står i et studie i Chicago og småfryser og prøver at lave den simplest mulige musik, de overhovedet kan. Det giver mening, at “Testament” er indspillet i Electrical Audio med støjrock-ikonet Steve Albini som tekniker – sådan som han har været det for så forskellige rockbands som Nirvana, Low, Godspeed You! Black Emperor, PJ Harvey og The Breeders. Det er en benhård afklædthed helt ind til skelettet, Fire! er gået efter på “Testament”, og det er den, Albini har gjort til sit adelsmærke.
Men lige så demonstrativt klodset og grimt, det nogle steder er, lige så frit lader Fire! andre steder groovet regere. Det er tydeligst i åbneren “Work Song for a Scattered Past”, der læner sig langt ud i den baslinje, Berthling ellers så forsigtigt plukker ud til at begynde med, og næsten får den til at lyde som Stooges-sangen “Dirt” (som Gustaffsson i øvrigt lavede cover af sammen med The Thing og Neneh Cherry i 2012).
Herfra går de efter den simplest mulige musik frem mod forløsningen. “Running Bison. Breathing Entity. Sleeping Reality.” er en decideret blues, der trækker tråde tilbage til den amerikanske saxofonist Archie Shepps arbejde med spirituals i 70’erne (samme Shepp, hvis album “Fire Music” i øvrigt muligvis har givet Fire! deres navn), men den båndlægger sig selv så meget, hvidgør sig selv, har jeg lyst til at sige, at den nærmer sig en tarvelig honky-tonk.
Skal man drage en parallel til en dansk jazzmusiker, der som Gustafsson fungerer som et epicenter for den eksperimentelle jazzscene i sit hjemland, er Kresten Osgood det nærmeste, vi kommer. Som scenebygger, som jazz-formidler – og som sabotør af sit eget gode navn og rygte med udgivelser, der fremstår overlagt kluntede, senest eksemplificeret med sidste års “Kresten Osgood & De Udeboende” og dens indledende, aldeles rædderlige coverversion af 80’er-popsangen “Voldsom Volvo”. (Osgood og Gustafsson har i øvrigt mindst en enkelt gang spillet sammen under Copenhagen Jazz Festival 2017 i kvartetten Konge, der også talte den eksil-danske saxofonist Signe Emmeluth.)
Det er måske også det mest radikale eksperiment, man kan forestille sig fra et af den europæiske freejazz’ fyrtårne: At holde op med at swinge. At holde alt tilbage og kun bevare det, der egentlig lyder ad helvede til. Det gør ikke “Testament” til en decideret lyttevenlig plade. Men det gør den ikke mindre interessant af den grund, specielt ikke set som en del af et større hele.
