Jonas Munk – Elektronikken vævet ind i naturen (interview)
Af Mikkel Arre
I næste uge udsender Jonas Munk sit andet album under eget navn. ”Absorb/Fabric/Cascade” byder på tre langstrakte kompositioner, der trækker tråde til synth-kraut og livlig minimalisme a la Terry Riley. Trods adskillige lag og masser af detaljer at synke ned i fremstår musikken mere kølig og afmålt end vanligt hos Munk.
Længere nede i dette indlæg kan du streame hele albummet. Men først fortæller Jonas Munk i et interview om tankerne bag pladen og om den udvikling, han har gennemgået som musiker i løbet af de næsten 15 år, der er gået siden hans første soloudgivelse.
Når musikken er skabt lag på lag af en enkelt person i studiet, er det vel lidt begrænset, hvor meget man kan snakke om improvisation, men de her tre numre er helt klart karakteriseret ved at være mere retningsløse, end mine kompositioner vanligvis har været. Selvom der endte med at være en del edits, og der foregik en masse arbejde med at sætte lydmønstre sammen på kryds og tværs i computeren efterfølgende, var udgangspunktet for alle tre numre selve arbejdet med tekstur og lyd.
I første omgang handlede det meget om at sætte gang i nogle maskiner og så patche synthesizere og diverse effektbokse sammen på forskellige måder, indtil noget interessant dukkede op. Det kan være befriende og inspirerende at tænde for en sequencer og nogle filtermoduler og lade nogle ting generere sig selv for så kun at lave minimale justeringer undervejs. Bagefter kan man skille de gode momenter fra de dårlige.
At eksperimentere bør netop dreje sig om at smide alle de eksperimenter væk, der ikke fungerede, for kun at anvende det ene, der gjorde – selvom mange ”eksperimenterende” musikere lader til at synes, at det bør forholde sig diametralt modsat.
Før i tiden har jeg altid haft en klar vision om kompositionernes struktur, men denne gang var selve mixet og lydens stoflighed i fokus. Numrenes identitet afhænger i høj grad af små gradvise ændringer i lyden og den måde, forskellige lag af lyd langsomt smeltes sammen på.
At numrene er ret lange (mellem 10 og 15 minutter, red.), skyldes egentlig bare, at der skulle være tid til at synke ned i lyden og lade den blive til et rent sanseligt fænomen, uden at lytteren skal stresse over drastiske ændringer, eller at den bliver for dirigerende i den ene eller anden retning. På den måde er det egentlig en lidt ”new age”-agtig plade. Men problemet med størstedelen af new age-musik – både ny og gammel – er, at den netop ofte bliver dirigerende. Det vil sige, at den er fyldt med sukkersødt harmonisk indhold og soniske referencer til eksotiske kulturer, halvbagt spiritualisme og sådan noget.
Når jeg har lyst til at lytte til denne her slags musik, er det essentielt, at den ikke peger for tydeligt i en bestemt følelsesmæssig retning eller forsøger at tage mig med til Indien eller fjerne galakser, og det er desværre netop, hvad new age-musik meget ofte gør. Ligeledes er meget af den moderne avantgarde eller … ahøm, ”lydkunst”, for tvingende i den anden retning: Den bliver for grænseoverskridende, brutal og krævende for sanserne, til at lydene får lov at hvile i sig selv, og man kan dvæle uforstyrret ved deres substans.
Jeg havde personligt behov for en gennemført behagelig plade, der var mere abstrakt og uden alt for tydelige associationer til noget som helst, hverken musikalsk eller kulturelt. Denne tilgang er der selvfølgelig intet nyt i, men overraskende få har udført det med den helt rette soniske balance. Det bliver ofte enten meget banalt eller for konceptuelt.
Da jeg begyndte at interessere mig for elektronisk musik i slutningen af 90’erne, skete der utroligt meget med lyd og rytmik, men meget få udforskede mulighederne for at skabe elektronisk musik med interessante harmoniske forløb. Det hele var repetitioner. Samtidig var minimalisme i mange år nærmest obligatorisk, en slags kodeks – der blev i elektroniske kredse set ned på musik, der ikke passede ind i en form for ”less is more”-æstetik. Selvfølgelig har der aldrig været noget forkert i en minimalistisk tilgang – og strengt taget heller ikke i de billige slogans, der som regel følger med – men dengang virkede det enormt ekskluderende og kunstnerisk ufrugtbart. Jeg fandt stor personlig tilfredshed i at dyrke det modsatte – en art musikalsk maksimalisme – og lave 1980’er-prægede albumcovers med palmer. Men nu er der gået 15 år, hvor jeg har udgivet den ene plade efter den anden, og interessen for dén side af mit virke er dalet til stort set ingenting.
Mit fokus har også langsomt ændret sig – for 10 år siden beherskede jeg endnu ikke lyd, men havde til gengæld masser af kompositoriske idéer og visioner om nye måder at blande stilarter på. Men de sidste syv-otte år er størstedelen af min tid gået med at indspille eller mixe plader for andre, og det har givet mig en dybdegående forståelse af lyd som selvstændigt fænomen. Så på den måde er der sket en forskydning: Musikkens kompositionelle aspekt har ikke samme tvingende greb om mig, og samtidig er jeg blevet bedre til at forstå og beherske lydens stoflighed. Og det er denne plade et resultat af. På den måde føles den langt mere kølig og moden end mine tidligere udgivelser. Faktisk var arbejdstitlen i lang tid ”Age of Reason” efter Sartres roman om at forlade ungdommens romantiske livssyn.
Det er vigtigt for mig, at musikken i en eller anden grad har et organisk udtryk, når vi taler minimalistisk og/eller elektronisk musik. Og det er interessant, hvor stærkt f.eks. Terry Rileys værker fra 1960’erne og 1970’erne står i dag netop i kraft af en sådan kvalitet. Man kunne også nævne Hans Joachim Roedelius’ projekter i denne sammenhæng, måske især hans soloplader, men også samarbejderne med Brian Eno, Cluster og Harmonia. Selvom det er repetitionsmusik, er der en bevægelse og vitalitet, jeg ofte savner i minimalistisk og/eller elektronisk musik. Den minder mig om den måde, hvorpå man kan dvæle ved simple naturfænomener. Hvis man f.eks. betragter bølger skylle i land på en strand, er det på sin vis et repeterende fænomen – den ene bølge skyller i land efter den anden – men samtidig er der hele tiden en enorm variation og forandring til stede i kraft af den måde, dønningerne bevæger sig på, ændringer af lyset, der reflekteres forskelligt alt efter solens vinkel og eventuelle skyers filtrering af det osv. Sådan er det også med den bedste minimalistiske musik. Man kan ”zoome ind” og blive ved med at opdage bevægelse og detalje, hvorimod det syntetiske udtryk, der ellers har domineret den elektroniske musik, hurtigt viser sig fladt og udtømmende ved nærmere granskning, præcis ligesom syntetisk materiale som plastic eller nylon gør det.
Det har jo været en kæmpe fristelse for alle, der har lavet musik med synthesizere, siden de blev tilgængelige i 1960’erne at forbinde musikken med rumskibe, industri og alskens former for teknologi, men den tidlige elektroniske musik, der holder bedst i dag, er helt klart den, der har formået at styre uden om fristelsen for derimod at væve elektronikken ind i naturen.
Der er i det hele taget et eller andet ved den der rene teknologi- og innovations-fascination, jeg ikke bryder mig om – det bliver nemt ekstremt narcissistisk, både på det konkrete plan, men også på et mere abstrakt fænomenologisk plan. En verden, hvor man kun møder sig selv, bliver hurtigt kedelig og udtømt, og det gælder også for den musik, der udelukkende spejler teknologien. Det er derimod befriende at give afkald på beherskelsen, at deltage i en aktivitet, der ikke er menneskeskabt – i noget, der hviler i sig selv. Sådan et naturscenarie virker for mig befriende og besidder en særlig ro, netop fordi det er funktionsløst og ikke er menneskeskabt. Musikken er selvfølgelig også menneskeskabt, men jeg kan godt lide musik, der på sin særegne måde kan fremkalde en lignende form for uskyldig dvælen ved tingene, og det er netop det, Terry Rileys musik kan: Den væver elektronikken ind i naturen.
Info: ”Absorb/Fabric/Cascade” udkommer på El Paraíso Records mandag d. 2. marts.
