Kvartalets bedste singler #2 – Passiv voldsvoyeurisme, Helmigficering og en ruskende doom-orkan
Kvartalets bedste singler – udvalgt af Adam Thorsmark
Fire gange om året samler jeg med vanvittigt subjektiv facon op på de bedste nye sange fra ind- og udland (samt en enkelt perle fra gemmerne), som har sat det tydeligste præg på mig i det forgangne kvartal. Et miskmask af både oversete og mere kendte sange, med fællestråden: ren kærlighed til det, der har gjort størst indtryk. Her er mine highlights fra andet kvartal af 2016. På gensyn, når september er omme!
Merchandise “Flower of Sex”
Sanger Carson Cox’ sammenbidte baryton, dundrende bølger af trommer og dramatisk phaser-guitarflader sætter dagsordenen på seneste udspil fra amerikanske Merchandise. Det er sortromantisk og pompøs slå-sig-på-brystet-musik, der let kunne være way over the top, hvis det bare ikke var så forbandet godt skrevet og så overskudsagtigt produceret.
Chino Amobi & Rabit “Burning Tower”
Med den modbydelige ’Bagdad collateral murder’-video fra Chelsea Mannings militærlækage til WikiLeaks fik man tydeligt bevis for den ringe grad af respekt for menneskeliv, den amerikanske hær til tider besidder. Nu har et af medlemmerne fra det (diaspora)afrikanske eksperimenterende kunstnerkollektiv NON skabt et audiovisuelt værk, ”Burning Tower” sammen med Houston-produceren Rabit, der retter spotlyset mod denne slags brutale magtanvendelse. Værket starter med sociopolitisk spoken-word flettet sammen med, hvad der angiveligt er den autentiske militære kommunikation bag billederne.
Og billederne … puha. Helikopternedskydninger og dronedrab på anonyme infrarøde menneskeskikkelser. Voldsomheden forstærkes med et brag 12 minutter inde i videoen, når musikkens maskinelle buldren slippes løs som en testosteronpumpet udgave af Portisheads ”Machine Gun”. Mens dronepiloten lydløst cirkulerer rundt med et hungrende, søgende sigtekorn, lyder en kølig kvindelig stemme: ”Do you see that? Bear witness” tilsat sampling af skrig og ammunitionsgenopladning. Og så sidder man tilbage her. Med en ubehagelig følelse af at være passiv voyeur og medskyldig i nedslagtningerne.
Vellness Mixtape Vol. 2
Oven på sådan en omgang har man brug for noget easy listening til at rense lærredet. Og det sørger Vellness Plader for med sit andet mixtape proppet med eskapisme, ungdommelighed og virkelig velskrevet odd-pop. Vi har tidligere skrevet om dem på disse sider http://passiveaggressive.dk/vellness-et-bud-pa-dansk-popmusiks-renaissance-interview/ , men siden da har de sluppet endnu et mixtape, der bl.a. indeholder Anders Boserups skæve synth-delikatesser, Franske pigers italo disco og et vaskeægte sommerhit i form af Hong Kongs Helmigficerede ”Blomster og porcelæn”. Ret så meget talent samlet på ét sted!
Deakin “Just Am”
Efter Animal Collectives seneste lidt skuffende album kommer on/off-medlemmet Deakin os til undsætning med et kærkomment introspektivt album, der har været syv år undervejs. Albummet er delvist skrevet og indspillet på en slags dannelsesrejse til Mali, og det er, som om Deakin i bogstaveligste forstand har fundet sin stemme. Bevares, den er måske ikke helt så original som to andre stemmer i bandet, men det er p.t. den røst, der har mest på hjerte og har de bedste sange at synge. Det otte minutter lange ”Just Am” er højdepunktet, hvor Deakin med stilfærdigt drømmende og malerisk musiceren reflekterer over at finde retning i sit liv. Det er noget, alle kan relatere til, men måden, hvorpå han gør denne sjælesøgen til noget både personligt og universelt, rammer bare totalt plet.
Trust Punks “Good Luck With That”
Australien har været stærkt leveringsdygtige i skarpskåret garagerock- og punk de sidste par år med bands som Royal Headache og Total Control som frontløbere på den internationale scene. Trust Punks er måske næste skud på stammen. Bandet lyder lidt som en uptempo-version af Women med sine skæve riffs, dissonante breaks og lofi-æstetik. Er man til den slags, er singleforløberen fra OMNI – den tidligere Deerhunter-guitarist Frankie Boyles nye projekt, som albumdebuterer 8. juli – i øvrigt også et lyt værd.
Tirzah “Time Moves Slow Reach Hi”
Mica Levis højre hånd, Tirzah, giver her endnu et af sine sjældne pip i form af en soulet, simpel omgang spøgelsespop. En tålmodig sang, der snildt kunne have varet 10 minutter i stedet for blot to. Det er en af den slags underspillede sange, hvor det er de helt små finesser, der gør indtryk, og der tegner sig efterhånden et billede af en musiker, der fortjener lidt mere rampelys.
Factory Floor “Dial Me In”
Factory Floor har tidligere bevæget sig et minefelt af postpunk, industrial, noise og acid-house. Nu er trioen blevet til en duo, og sidstnævnte genre træder nu frem i lyset som den mulige vej frem for bandet. En monoton four-to-the-floor acid-basmelodi gentages non-stop med ekstra lag af percussion, synths og vokallinjer, der gradvist bygges ovenpå og hele tiden lokker med et ’drop’, som aldrig rigtig kommer – og det er fedt.
Sumac “Image of Control”
Det er selvsagt ikke længere fedt at hedde Isis. Det har helsesnack-firmaet og det ellers opløste post-metalband af samme navn måttet indse. Sidstnævnte har således ændret deres Facebook-profilnavn til ’Isis the band’ (godt at vide, så man ikke melder sig som rekrut det forkerte sted). Siden 2015 har frontmand Aaron Turner dog været at finde i sit nye, Roskilde-aktuelle band Sumac, der tidligere på måneden udgav halvårets bedste metalalbum. Åbningsnummeret byder på kolossalt tungt og klaustrofobisk doom-metal, hvor en sangstruktur langsomt muterer sig ud af kakofonien, og denne tilgang til musikken er en forfriskende kompromisløs drejning efter Isis, der til sidst kørte lige lovlig meget på loud-quiet-autopilot. Så, please, tag lige 10 minutter ud af din dag, og lad dig ruske lidt rundt af denne orkan.
… og til sidst: én fra gemmerne
Severed Heads ”Dead Eyes Opened”
Det her nummer kommer helt sikkert til at være en fast bestanddel i det festlige hjørne af mit sommersoundtrack. Australske Severed Heads, som for mig er et relativt nyt bekendtskab, lavede fra slut-70’erne til midt-80’erne nogle virkelig gode sange, der lånte elementer fra både avantgarde, industrial og elektronisk popmusik. Bandet er begyndt at spille koncerter igen, men det var hér i deres heyday, at gruppen for alvor gav mening med sin smågotiske coldwave.
Andre virkelig gode sange fra kvartalet:
CE Schneider Topical “Exit All Seasons”
Eric Copeland “Rip It”
The Avalanches “Colours”
Palace Winter “Dune Wind” (find den på diverse streamingplatforme)
Inga ”Infinity”
Cass McCombs “Opposite House”
Deerhoof “Plastic Thrills”
