Passive/Aggressive

Malakitt – Opløftende drømme om Østen

Blog March 21 2017, af nilsbloch Malakitt 2

Af Nils Bloch-Sørensen

Malakitts nye EP, ”Blossom”, er produktet af bagmand Mads Mølstrøms rejser i Japan og Myanmar, hvor han har optaget de reallyde, der danner grundlaget for EP’ens lydbillede, både tematisk og ad omveje også musikalsk.

Foruden disse feltoptagelser blandes harpe, klaver, synths og vinylsamples i et lydunivers, Mølstrøm selv beskriver som ambient. Dette er ikke totalt misvisende, og på mange måder danner ambientgenren da også grundlag for EP’ens numre, men vi er alligevel langt fra dens teoretiske grundlag, når “Blossom” folder sig ud med sine relativt fremaddrivende beats og insisterende melodiske figurer. Der er en nærmest barnagtig lethed over pladen, jeg snarere vil kalde drømmende end ambient, og som i et nummer som ”Ohayō” manifesterer sig i en opløftet stemning, der ligger langt fra ambientmusikkens tålmodige droner.

Mølstrøm påpeger selv, at han er fascineret af ”forholdet mellem kontekst og indhold og hvordan netop dette forhold kan antænde en historie, et billede eller en følelse”, hvilket synes ganske rammende for måden, man som lytter oplever “Blossom”. Ved at placere nogle meget konkrete referencer til Fjernøsten aktiveres et helt kulturelt begrebsapparat i lytterens hoved, der med ét oversvømmer hele lydbilledet. Der er på ingen måde tale om en stiløvelse relaterende sig til orientalsk musik. Snarere får man fornemmelsen af, at minder om rejser i Asien hjemsøger en ellers vestlig musik og på bedste poltergejst-manér styrer pladens instrumentale og melodiske udformning.

Info: Malakitts EP ”Blossom” udkom digitalt den 3. marts på Scala Tapes. Vinylen er på vej.