Tre radioaktive syvtommere fra hovedstaden – Krigsguden anmelder Angkor Wrack, Dead Instrument og Metro Cult
Af Jens Franco
Det lokale Raw Birth Records fik en fornem introduktion på dette site i sidste måned, så det giver god mening at starte de soniske uhyrligheder med den nyeste udgivelse fra selskabet.
Dead Instrument “See Through the Negative” 7″ (Raw Birth Records, 2014)
Dead Instruments andet album, “Violent Death”, så dagens lys på Raw Birth i 2012 og var et kvantespring i forhold til debut-lp’en, både produktions- og kvalitetsmæssigt.
Sidste sommer var jeg forbi Lasse Ballades Subversive Studios og høre rå-mikset af “See Through the Negative”-ep’en. Jeg var svært begejstret, og nu sidder jeg endelig med vinyludgaven i hånden. Otte ultrabrutale grindcore-nedsmeltninger på ca. otte minutter rammer solar plexus så hårdt, at selv Putin ville lægge en dej i trussen og hejse det hvide flag. Produktionen er i top, hvilket virkelig hjælper intensiteten, og specielt Jacobs desperate vokal har aldrig lydt bedre.
Inden for grindcorescenen har Dead Instrument lidt sit eget udtryk. Jeg får dog associationer til amerikanske bands som Terrorizer og Insect Warfare. Jeg vil faktisk påstå, at “See Through the Negative” er relativt lyttervenlig sammenlignet med andre acts i genren, hvorfor skiven slet ikke er et dumt sted at starte for grindcore-rookies. Til orientering er der en split på vej med P.L.F. på Raw Birth, og næste show med det døde instrument er 21. marts til en støttefest i Basement på Vesterbro. (RSVP)
Metro Cult “New Space b/w Ghost” (Adult Crash 2013)
Metro Cults debut-7″ har nogle måneder på bagen, men da den ikke har været omtalt på P/A før, fortjener nogle ord med på vejen. “New Space/Ghost” singlen er – ligesom Dead Instrument – indspillet i Balladens studie, men her hører lighederne også op. Metro Cult spiller 80’er-inspireret koldkrigs-postpunk, hvad der jo er meget passende i disse apokalyptiske tider.
Singlens to numre tager Warsaw/Joy Division-oplægget og tilfører det en del mere tempo og aggressivitet. De fire unge københavnere er beslægtet med deres kollegaer i Moth, Chainsaw Eaters og Melting Walkmen, men har en noget mere punket tilgang. En overbevisende debut, der er 100% godkendt af undertegnede, som har set dem live utallige gange. Metro Cult har om nogen i dette land et perfekt goth-look, men lad dig ikke narre af eyeliners og det store Robert Smith-hår. Det her er postpunk, man kan pogo og stagedive til.
En gut, der hedder Peter Peter, har i øvrigt mastereret udgivelsen på Adult Crash.
Angkor Wrack “Leatherneck” (2014, selvudgivet)
Sidste anmeldelse fra krigsguden er den nyeste skive fra det dybt besynderlige og meget fascinerende Angkor Wrack-projekt, der holder til i Mayhem på Ragnhildgade. Man vil aldrig helt, hvad man kan forvente fra disse galninge. Lige når man tror, man har regnet dem ud, sker der der nye bizarre uforudsigelige ting. Debutsinglen og lp’en “Puma Punkur” ledte tankerne hen mod Chrome, Suicide og Swans tilsat en legende, anarkistisk og opfindsom DIY-hjemmeproduktion.
Jeg havde dog en lille idé om, hvor Angkor Wrack ville befinde sig på en kommende udgivelse, da jeg så dem i Basement sidste sommer. Her havde de fået Klaus fra de opløste hardcorekonger, Love Potion, med på sang. Ingen mestrer den sataniske GISM crust-punkmetal-vokal som dette behårede K-town-ikon, der også spiller sprød techno i Posh Isolation-outfittet Angry Aryans.
Ep’ens fire skæringer indeholder – modsat tidlige udgivelser – ingen synth eller elektronik. Det er simple analog-optagelser uden overdubs, der trækker på både metal og punk, men ud fra deres egen helt unikke og lettere retarderede indfaldsvinkel, som nok ikke lander dem et job på Copenhell. “Vi spiller bare rock,” sagde Zven, da jeg havde ham på besøg på mit radioshow for nylig. Og manden har jo ret. Dog er mødet mellem den nedbarberede ’rock’ og den rådne, næsten dødsmetal-agtige stemme en herlig cocktail af underfundigt vanvid. “Sharp the Blade”, der åbner ballet på side 2, besidder nærmest en iørefaldende pop-æstetik, dog på Down’s Syndrom-måden. Jeg er stor fan! Singlen er ude på Angkor Wracks eget Cult Pump selskab. 200 eks. i grøn og sort vinyl. Der er i øvrigt en split-7″ på vej med The Monoliths.
All hail Angkor Wrack!
