Året der gik – De bedste danske oddsize-udgivelser 2019 (udvalgt af redaktionen)
Årets mest værdsatte danske oddsize-udgivelser fra 2019 i vilkårlig rækkefølge – ifølge redaktionen på Passive/Aggressive.
oqbqbo: “Untitled” (Posh Isolation)
Nastya Sipulina er russer, men har boet i Tokyo og har nu base i København – og det er en afgørende biografisk detalje om hendes anden EP. For de ordløse stemmer i numrene indkapsler voldsomt vellykket fornemmelsen af at være fanget i en by uden at kunne sproget. På godt og ondt. Det er følelsen af at stå udenfor og kigge ind. En gennemgående fornemmelse af, at lyden kommer til os gennem vægge. Man er ikke med til festen, men klæber sig til ydersiden af den. Som passerede man ensomt byens barer og fra gaden observerede de varme kroppes smil og stumme samtaler. Men samtidig illustrerer “Untitled” mødet med det fremmede og den genklang og forbindelse, der kan gro der. Hvordan følelser kan kommunikeres (måske mere rent) uden om konventionelt sprog. Hvordan relationer ikke nødvendigvis er betinget af stabil kommunikation, men måske bedst rummes i det utydelige, i det tvetydige. I tågen. (Nils Bloch-Sørensen)
Code Walk: “Distance” (Peder Mannerfelt Produktion)
“Udtalelse fra eksamenskomitéen:
Hermed attesteres det, at Code Walk (J. Nørbæk og S. Gregersen) har bestået den afsluttende eksamen ved Den Københavnske Technoskole med udmærkelse. Eksamensprojektet “Distance” viser, at de studerende har gjort betydelige fremskridt i løbet af uddannelsen. De seks numre på “Distance” demonstrerer således, at duoen har sat sig godt ind i forskellige dele af pensum – f.eks. både kapitlerne om intenst pumpende 4/4-techno og dem, der handler om the hardcore continuum – og mestrer det meste. En mørk undertone er et fællestræk for de seks numre, der ellers varierer en del, både når det gælder tempo og graden af dansegulvsfokus. Sammenlignet med mange andre af skolens dimittender fra de seneste år satser Code Walk markant mindre på melodiske hooks og prioriterer i stedet hårdtslående beats og baslinjer. Og så længe de to producere bruger deres lærdom til at skabe numre, der er lige så stærke som det breakbeat-funderede “Touch”, er vi absolut trygge ved at sende dem videre ud i verden.” (Mikkel Arre)
Yuri: “Menat” (Janushoved)
Yuris tredje udgivelse, “Menat”, kan bedst opsummeres som en slags new age industrial. En konstant flakken mellem det maskinelt voldsomme og det blidt transcenderende, der også er afspejlet i pladens væld af referencer til ikke-vestlige religioner og steder. Mytiske og religiøse referencer, som introducerer et skær af diskurs i de ellers abstrakte landskaber og kobler en übervestlig elektronisk musiktradition med ikke-vestlig mysticisme. Den digitale trance parret med den rituelle. Fælles for disse løse referencer er, at de alle taler om kvindelig styrke og om det feminines centrale plads i oldtidens religioner. En plads, det vestlige hegemoni har ignoreret, undertrykt og bevidst udeladt fra sin historieskrivning. Det er, som om disse henvisninger omdanner pladens landskaber til en slags grobund for nye fiktioner og nye virkeligheder – et rum, hvori der kan drømmes nye ordener frem. (Nils Bloch)
Gate Hand: “Songs to the Keeper” (Sensorisk Verden)
Under navnet Gate Hand smeder Francesca Buratelli og Claus Haxholm en mærkværdig og dragende musik, der oftest er bundet op omkring deres vokaler – enten sammenblandet eller hver for sig. Duoen dyrker pludselige skift i stemming og tempo i de ellers nærmest søvndyssende langsommelige og repetitive passager, hvilket – som hovedregel – er udgivelsens store force. Ofte, når musikken er mest sumpet og søvndyssende, kommer de kompositionelle skift med et mindre chok til følge; en kærkommen påmindelse om at lytte tilstedeværende, opmærksomt og tålmodigt. (Alexander Julin Mortensen)
Julie Bo: “Julie Bo – Collected Songs 2007-2009” (Forlaget Kornmod)
Det nystartede selskab Forlaget Kornmods genudgivelse af Julie Bos stygt oversete album fra 2009 (oprindeligt udgivet af Ark Tarp) er en lille gave til og et usædvanligt indspark i det danske musiklandskab anno 2019. Det er noget så sjældent som en samling skitseagtige akustiske perler fyldt med aftryk af 00’ernes freak folk-bølge. Slørede glimt af fortælling, der forskyder sig i tåger af baggrundsstøj og introspektion. Som et barn, tabt i fantasiens rige; ikke en alvorlig voksen, der vil skabe et stort værk. En iturevet skitse til et maleri, der aldrig blev til noget. Endda med en albumtitel, der mest af alt lyder som en hengemt mappe på nogens desktop – som var det hele tiden planen, at pladen skulle udgives med 10 års forsinkelse. Al denne fragmentering er bundet sammen af en mesterlig melodibeherskelse, der ikke har meget plads i 2019’s eksperimenterende musiklandskab af dekonstruerede elektroniske beats og punkede anti-melodier. Det er ret interessant, at et så simpelt naturalistisk lydbillede forekommer en smule radikalt i ører tilvænnet det kontemporære musikparadigme. En optimisme og en ligefrem skønhed, der bærer noget tidsløst. (Nils Bloch)
Ydegirl: “Notes19” (Escho)
Andrea Novel har gennem sit Ydegirl-alias stille og roligt forandret den danske r’n’b-scene. På EP’en “Notes19” præsenterer hun en slags barok-r’n’b, som iscenesættes gennem kammermusikalsk orkestrering med strygere og blæsere, hvilket skaber et radikalt andet og mere eksperimenterende udtryk end den traditionelle soul- og funk-prægede r’n’b-musik. Hun optegner på “Notes19” et selvportræt, hvis ømhed og inderlighed ikke forekommer klæbrig og patetisk, men stærk, åbenhjertig og egensindig. (Emil Grarup)
Vanessa Amara: “NTS 05.09.19” (NTS Radio)
Vanessa Amara gæstede den London-baserede radiostation NTS i september med et overlegent mix, der indeholder en times ikke-udgivet materiale af den danske duo. Mixet bliver kun suppleret af irske Larla Ó Lionáirds vokal, som komplementerer lyden af Vanessa Amaras særlige uendelighed. Er man fan af tidligere udgivelser fra gruppen, kan man forvente samme tidsløse vakuum med vægtløse eksperimenter med organ, piano, violin, guitar. Om muligt er lyden på dette mix endnu mere forlænget og forvrænget end nogensinde. (Sandra S. Borch)
Kasper Marott: “Forever Mix” (Kulør)
På Forever Mix viser Kasper Marott en lidt blødere og drømmende side, end man hørte på sidste års (også fremragende) “Keflavik EP”. Især a-sidens “Drømmen om Ø” giver sig god tid til at bygge op til et forløsende klimaks langt inde i det over 14 minutter lange nummer. B-sidens “Sky Dreams” lægger sig derimod tættere op af den københavnerlyd, der blev introduceret på sidste års Kulør-compilation, men til sammen viser de Marotts spændvidde. (Mathias Ruthner)
My Beautiful Decay 1973: “Bloom” (Cosmopol Music Group)
Komponist og billedkunstner Carsten Bo Eriksen har under navnet My Beautiful Decay 1973 i år begået den flotte EP “Bloom”. Seks numre med neoklassicistisk ambientmusik, der smukt besynger forgængelighedens uundgåelighed, fastholdt i en elegisk dvælende stemning. EP’en består en række fortolkninger af den danske guldaldermaler J. Th. Lundbyes værker, men “Bloom” kan så fint stå på egne ben. Som titlen antyder regerer konceptet forgængelighed kompositionernes indre dynamik. Hvert enkelt nummer på EP’en føles som en gentagelse af bevægelsen fra opblomstring til hendøen. En bitter eksistentiel erkendelse: Alt liv, al opblomstring, er retningsløs, eksisterer blot for at visne og dø uden forløsning. Intet crescendo, intet drama, blot en skrøbelig afblomstring. (Nils Bloch)
Astrid Sonne: “Cliodynamics” (Escho)
På “Cliodynamics” synes Astrid Sonne i høj grad at fortsætte ud af de samme spor som på sin debut, “Human Lines”. Hendes musikalske udtryk veksler mellem maskinel elektronik og et mere menneskeligt og orkestralt lydbillede. Man kunne indvende, at denne splittelse mellem minimalistiske og elektroniske kompositioner på den ene side og et mere klassisk-orienteret udtryk på den anden, ville resultere i et stilistisk inkonsistent helhedsudtryk. Men tværtimod formår Sonne på forunderlig vis at skabe variationer over den samme form for grundstemning ad begge veje. Ingen af hendes kompositioner fremstår som afstikkere fra den samlede sum. I stedet føles hendes EP som en rig og divers oplevelse, hvor der netop er noget helt særegent at komme efter i hvert enkelt nummer – frem for at udgivelsen blot var én stiløvelse udi et sæt af dogmer eller velafgrænsede eksperimenter. (Alexander Julin Mortensen)
Soho Rezanejad: “Torino” (Silicone Records)
“Torino” er et ambitiøst audiovisuelt samarbejde mellem Soho Rezanejad og instruktør Kamil Dossar. Seks numre med en 30 minutter lang tilhørende video. En sælsom rejse gennem et mytologisk og dog intimt landskab. Længsel mod fortiden løber som et centralt motiv gennem værket. Nostalgiens markører og erindringens dynamikker. Stilhed, der fyldes af båndstøj, synthezisernes nostalgiske 80’er-fornemmelse, Hi8-kameraets udviskede univers. Mindelser om VHS-bånd, erindringens visuelle udtryk. Det er som at se på selve handlingen at mindes. Længslen manifesterer sig også i værkets endeløse række af spirituelle henvisninger: engle, elementerne, kirkerum, labyrinter og okkult litteratur. Det høres i musikkens svagt new age-klingende undertoner. Pejlemærker i marsklandet mellem det håndgribelige og det uhåndgribelige. (Nils Bloch)
Lunden: “Lunden” (Abstract Tits)
Helt tilbage i 80’erne begyndte japanske Ruins at eksperimentere med, hvor meget lyd man kan klemme ud af kun bas/guitar og trommer. I 00’erne fulgte andre bands efter så som Lightning Bolt og Pink & Brown. Senere kom danske Fossils til. Der var også en masse andre powerduoer i 00’erne, men de var alle interesserede i at skrive sange, mens bands, der er fulgt i Ruins’ spor, er interesseret i at skabe kaos. På mange måder lægger Emil Palme og Lasse Bækby Buchs duo, Lunden, sig i denne tradition, men de vil også finde balancen. De søger lavmæltheden såvel som støjen. EP’en bevæger sig gennem no wavede skronk-riffs, tudende vokal, hylende guitar og løbende trommer i mange retninger. Højdepunktet er “Ultraprisme”, der fordeler et væld af rytmiske lyde, glassede, kantslagede, undervandsagtige, der myldrer frem som insekterne under David Lynchs pæne forstadshaver, mere og mere hektisk arbejdende, krybende, vrimlende. Og så! Implosion. (Kim Elgaard Andersen)
Fryd Frydendahl & Lars Greve: “Solhverv” (Roulette Russe)
Der er noget ved provinsen, der drager os. Som et åbent sår, vi ikke kan lade være med at stirre på. Incest-sager, vækkelsesprædikanter og rådden banan. De flade landskabers uendelighed. Men provinsen er også nærhed og fællesskab. Den er at blive set. Denne tvetydighed tages der kompetent favntag med i fotograf Fryd Frydendahl og musiker Lars Greves audio-visuelle værk “Solhverv”, der er en kunstnerisk bearbejdning af deres fælles hjemstavn, den vestjyske kommune Ringkøbing-Skjern, og som strækker sig over både fotografi, video og musik. En simultan kærlighedserklæring og kritisk undersøgelse af landskabets, lokalhistoriens og foreningslivets indvirkning på mennesker. Særligt fællesskab står som værkets ubestridte hovedtema, både på indholdssiden og i forhold til dets tilblivelse. Frydendahl har indhentet visuelt materiale fra lokalbefolkningen, mens Greve har ladet sine kompositioner opføre af eller i samarbejde med lokale grupper. Fællesskabet er dog ikke en entydigt positiv størrelse på “Solhverv”, men beskrives snarere som en simultan inkluderings- og ekskluderingsmekanisme. Nogle gange gælder fællesskabets favntag kun, så længe man retter ind efter de mere eller mindre uskrevne regler. (Nils Bloch)
Redaktionens note – Denne årsliste over udvalgte danske oddsize-udgivelser og compilations fra 2019 bringes i vilkårlig rækkefølge. Årslisten er ikke baseret på en kollektiv afstemning eller konsensus-afgørelse på redaktionen, men er et udvalg af de mest værdsatte eller mest interessante udgivelser hos de enkelte skribenter. Der er pt. omkring 15 skribenter og/eller redaktører tilknyttet Foreningen Passive/Aggressive. Da vi i sagens natur ikke har hørt alle oddsize-udgivelser fra 2019, så er det ikke et repræsentativt udsnit, men i stedet kan listen læses som en række nedslag og anbefalinger.
