Årets bedste album 2013 (udvalgt af redaktionen)
Danske album
Iceage – ”You’re Nothing” (Escho/Matador)
Med deres suveræne toer beviste Københavner-slænget, at deres første plade ikke bare var et lucky punch. Bandet flashede flere facetter af deres hårdtspillede rock, og sårbarhed og aggression (ekstra tydeligt i Elias’ vokal) har måske aldrig nogensinde gået så godt i spænd, som de gør på ”You’re Nothing”. Genialt.
Frk. Jacobsen – ”Lobsters” (Eget værelse)
Den første egentligt soloudgivelse fra trommeslager, komponist og leadsinger Anja Jacobsen fra Kirsten Ketsjer, Frisk Frugt, Valby Vokalgruppe, Eget Værelse m.fl. er ep’en ”Lobsters”. En drøm over hjernekirugi og surrealistisk fauna. Pladen er et spraglet, men meget personligt udspil, der trækker på en kærlighed til Steve Reich, afrikansk rytmik og alverdens sangforme. Pladen er blevet til i hænderne på Andreas Pallisgaard med hjælp fra Johs Lund og Cæcilie Trier på den gode “Dr .Riddle”.
Emenkaya – ”s/t” (Vulgar Deformity)
Halvdelen af de hedengangne Cola Freaks dannede Emenkaya blot for at lade det gå i opløsning ganske kort tid efter. Desværre. Eller måske fedt. I hvert fald hvis de fortsætter de gode takter herfra. For Emenkaya var et cirkelspark af dimensioner med hardcore punk med mere poppede mid-tempo afstikkere, som man husker det fra Cola Freaks.
Puce Mary – ”Success” (Posh Isolation)
Frederikke Hoffmeiers første fuldlængde i eget navn er en overbevisende demonstration i, hvor godt esoterisk noise/dark-ambient kan laves. Pladen leder langsomt lytteren ind i mørkt univers, hvor alting tilsyneladende står for fald, og ”Success ”står som en vellykket milepæl i et år, hvor alting lader til at lykkedes for den danske noise-sirene.
Pinkunoizo – ”The Drop” (Full Time Hobby)
Andreas Pallisgaard og co. synes konstant at forfine deres anarkistiske udtryk, selv om dette lyder som jordens største selvmodsigelse. Men alligevel synes de at have en 20/20-vision for, hvordan man kan blande syret krautrock og beskidt, at man både hidkalder Neu! og Can, uden at det bliver plagiat. Langt de fleste sange spiller udenfor normale genreregler, og det er dælme godt gået i år 2013.
Synd og Skam – ”Center” & “Lad mig falde ind til dig” (Escho)
Med sproget og instrumenterne fuldstændig i deres magt manifisterede Af Med Hovedets galionsfigurer sig som den danske undergrunds-scenes mest uforudsigelige orkester. Dundrende kaosudskejelser og skæve ballader var den primære opskrift i år, men kun Gud ved, hvordan de lyder i 2014.
Various – ”Dokument #1” / ”Rosehip, Scallop, Dancer” / ”Belgrade is the World” (Posh Isolation)
Posh Isolation fortsætter den svimlende stime af udgivelser og nåede på dominerende facon at runde selskabets nummer 100 med “Dokument #1” i året, der er gået. ”Belgrade Is The World” er en 2xcs og klart i det støjende industrial-hjørne af PI’s udtryk, mens “Rosehip, Scallop, Dancer” nok næsten kunne overskygge den mere formidlende og udadvendte “Dokument”-plade, hvis man lagde trykket rigtigt. Sand Circles, Marching Church, Iceage, Croatian Amor (LR’s eget projekt), Puce Mary og helt suveræne Age Coin (der også debuterede med en fuldlængde på Alter Records i år) holder kvaliteten ekstrem høj på de tre dokumenterende udgivelser og i deres virke helt generelt. Dokumentationen af musikkens København sker til alle tider på spillesteder og udgivelser, både hos vennerne omkring Posh Isolation og de andre gode – Gud tilgive ordvalget – kollektiver.
Mellemblond – ”Lysvågen” (Tigerspring)
Absolut en af de allerbedste dansksprogede udgivelser i år. Med Kristoffer Muncks sædvanlige, CV Jørgen’ske nasalitet og skarpe lyriske pen kastede bandet sig ud i atmosfærisk, skæv og smuk drømmepop og fik rystet de sidste Bad Rebel Motorcycle Club-referencer af sig. Deres selvstændige udtryk skabte et soundtrack, der på overnaturlig vis synes at omfavne alle fire årstider.
Rhye – ”Woman” (Innovative Leisure)
Det er ikke hver dag, at man støder på en så formfuldendt debutplade i Danmark. Bevares soulmusik er ikke en nyopfindelse, men med Robin Hannibals luksuriøse – men underspillede – detaljerigdom og Milosh’ androgyne stemmeføring leverede duoen et album, der kommer til at blive lavet mange børn til. Børn med god musiksmag.
Goodiepal – “Havet” (Alku)
Denne udgivelse skal spores helt tilbage til Kristian Parl Vesters musikalske vorden i den uncool new age-musik. Oprindeligt indspillet på Færøerne i 1989/1990, men først i 2013 er debuten her udgivet som et audiosvar på nettet og i bogen “El Camino Del Hardcore – Rejsen til Nordens Indre”. Derfor lever “Havet” i den grad op til Gæoudjiparls levemåde; at lade musikken rejse så langt og besværligt som muligt. Det her er den mest uaktuelle af 2013s danske udgivelser, men med mange længder den mest hippe og moderne.
Boblere: Tex Fuller “Flooded Lawns”, Yung “s/t”, Several Things “s/t”
Internationale album
Fire! Orchestra – ”Exit” (Rune Grammofon)
Fire! Orchestras plade er noget af det vildeste, der er sket i skandinavisk jazz, ja sågar europæisk, i lang tid. Med Mats Gustafsson i front forener det 28 mand store orkester krautrock, freejazz, rock og alt midt i mellem i en totalt mindblowing cocktail, der veksler mellem det skønne og brutale.
Pusha T – ”My Name Is My Name” (G.O.O.D Music)
Førhen på året udtalte Pusha T, at hans dengang kommende plade, ”My Name Is My Name”, var den bedst producerede hiphop plade, overhovedet. Det er god markedsføring og muligvis en kende overdrevet, men med ”My Name Is My Name” har Pusha T ikke desto mindre skabt sit indtil videre indiskutable opus. Med perler såsom de Kanye-producerede ”Hold On” og ”Numbers on the Board” samt Mase-hyldesten ”Make Me Love You” har Pusha T lavet en plade, der klart demonstrerer, hvordan man succesfuldt kan balancere mellem, hvad der er for letkøbt, og hvad der er langtidsholdbart.
James Ferraro – ”NYC Hell, 3:00 A.M” (Hippos in Tanks)
Den flimrende, glitrende og hypermoderne zapperstil, som Ferraros kritikere har kaldt overfladisk, fik en pause på dette noir-dragende og fremmedgjorte opus. Åbne og afpillede kompositioner, tågede synth-akkorder, spøgelsesagtige optagelser af fremmede stemmer og Ferraros vokal, der inspireret af r’n’b fremstår overraskende personlig og blottet. En kompleks, modsætningsfyldt besyngelse af storbyen som tilstand og New York i særdeleshed.
Kanye West – ”Yeezus” (Universal)
På ”Yeezus” skriver Kanye West stadig musikhistorie med endnu et værk, der hverken gør op med den generelle populærmusik, men langt fra heller stryger den med hårene. Med eksempelvis åbningsnummeret, ”On Sight”, det politisk ukorrekte sample af ”Strange Fruit” på ”Blood on the Leaves” eller den mildest talt alternative kærlighedserklæring på ”Bound 2” fremstår pladens auditive udtryk dybt skizofrent og/eller alsidig, men samtidigt formår Kanye alligevel at lave en plade, hvis diversitet stadig går op i en højere enhed. Der tegnes en rød tråd, og der skrives et stykke musikhistorie.
Dean Blunt – ”The Redeemer” (Hippos in Tanks/World Music)
Med ”The Redeemer” lavede Dean Blunt årets mest vellykkede plade om hjertesorger, men også et af nyere tids mest udfordrende værker i det hele taget. Selv om det er svært at opsummere essensen af ”The Redeemer” på forholdsvis lidt spalteplads, er det ikke ensbetydende med, at pladen som lytteoplevelse er uoverkommelig. Langt fra. Albummet er et monster, både når det kommer til de mest nøgne sange, de sentimentale ballader, men også når det kommer til de mere skæve og små interludes. Disse er ikke bare med til at komplimentere pladens mere bløde punkter, de udfordrer også lytterens generelle tilgang til pop- og mere avantgardistisk musik, og hvori forskellen overhovedet ligger.
Dirty Beaches – ”Drifters/Love is the Devil” (Zoo Music)
Hvor første halvdel (”Drifters”) emmer af neonlys og attitude, er anden halvdel (”Love is the Devil”) et spyd gennem hjertet af trøstesløshed og forsvindende horisonter. Og det giver mening, når nu Dirty Beaches’ dobbeltalbum var ligedele inspireret af forlist forhold og den evige nomadetilværelse. Det mest udfordrende og mest givende udgivelse til dato fra Alex.
Mohammad – ”Som Sakrifis” (Pan Act)
Græske Mohammad beskriver sig selv som en kammermusiktrio, men selv om celloen vejer tungt i lydbilledet, er drone eller dark ambient nok mere rammende for de ekskursioner udi mørket, man bliver udsat for på ”Som Sakrifis”. Gruppen består bl.a. af Ilios, der også startede det nylegendariske selskab Pan Act, hvor pladen udkom på vinyl tidligere i år. Musikken er ekstremt langsom, men bevæger sig uden sløvhed mellem forskellige stemninger og nuancer inden for det samme, tunge lydlandskab. Modsat nogle af åndsfrænderne fra Pan Act er Mohammads musik aldrig decideret ubehagelig at lytte til, men til gengæld altid ekstremt stemningsmættet.
Milk Music – ”Cruise Your Illusion” (Fat Possum)
Washington/Olympia-bandet har med deres album ”Cruise Your Illusion” lavet en plade, der klart beviser, at selv om fundamentet for ens musik ikke nødvendigvis vidner om noget nyt under solen, så er det ikke ensbetydende med, at den (musikken) ikke kan være dybt autentisk. Man kan høre flere årtiers musikhistorie i albummet, men med deres nerve og sans for power-akkorder og sangtitler fremstår bandet langt mindst ligeså friskt, som dinosaurerne indenfor lo-fi og grunge-suppe gjorde tilbage i deres debuterende tider. Det er bare rockmusik, og det er sygt svedigt.
RP Boo – ”Legacy” (Planet Mu)
Footworkens fremmeste innovator udkom endelig i 2013 med sit debutalbum, der samlede op på 10 års benbrækkende beatmageri direkte fra Chicagos dansegulve. Den hektiske blanding af makulerede samples, afgrundsdyb pneumatisk bas og beats, der var synkoperede grænsende til det uforståeligt abstrakte, resulterede i en aldeles suveræn plade, der ved årets udgang stadig troner som en af genrens definerende og mest forrykte øjeblikke.
Max Loderbauer – ”Transparenz” (Non Standard Productions)
”Transparenz” er en plade, der forklæder et følsomt og vidtrækkende musikalsk sigte som stålgrå minimalisme. En plade, der hovedsageligt består af løbende sekvenser af rytmiske og (næsten) melodiske mønstre, der faseforskyder umærkeligt omkring hinanden, men er gennemskinnet af en organisk glød fra Loderbauers analoge synthezisere. ”Transparenz” befinder sig sitrende i et felt afgrænset af klassisk minimalisme, pionérelektronik, kosmische musik og techno, og resultatet er lige så sobert velproduceret som det er sært romantisk.
Boblere: Tm404 “st”, Oneohtrix Point Never “R Plus Seven”, Vampire Weekend “Modern Vampires of The City”, Mikal Cronin “MCII”
