Homies – Frygtløse hovedspring ned i en jazzkløft
Homies “Cliff” (Escho, 2015) – Anmeldelse af Mikkel A. Kongstad
Den københavnske impro/action drone-trio, Homies, smed i al stilfærdighed deres andet udspil, “Cliff”, på gaden i slutningen af 2015 via Escho. Og selvom det fik sneget sig uden om de fleste medier, er der god grund til at hive fat i albummet, der vender tilbage med nyt liv efter et frygtløst hovedspring ned i en dyb jazzkløft.
Homies. “Cliff.” To vinyler. Fire skæringer nådesløst betitlet henholdsvis side A, side, B, side C og side D. Mere hjælp får du ikke til at afkode musikkens hensigt og verden. I stedet må musikken tale for sig selv og lade dig, kære lytter, danne egne billeder og indtryk. Men inden vi går ombord i, hvad impro/action drone er for Homies, og hvordan “Cliff” finder nyt liv i en jazzkløft, så lad os kaste et blik på, hvem Homies er.
Bandet består af tre musikere, der alle huserer på den danske jazzscene, men bestemt også kan siges at høre til på alle andre scener. Måske er det i virkeligheden også der, hvor jazzen hører allermest til efterhånden? Ikke bare på én scene, men på alle? Det er trods alt 36 år siden, at Miles Davis hev jazzen helt ud af sin comfort zone og optrådte på den legendariske rockfestiva, Isle of Wight sammen med bl.a. Jimi Hendrix, The Doors og Jethro Tull. Den vender vi lige tilbage til.
Anywho, Homies består af den herboende amerikanske saxofonist mm. Ned Ferm, bassist Jeppe Skovbakke og Rune Kielsgaard på trommer. Til sammen har trioen et imponerende CV af udgivelser og musikalske projekter, der rækker fra jazz og eksperimentalmusik til country, pop og indie. Kielsgaard og Skovbakke er heller ikke uvante musikalsk allierede, og de har således spillet sammen i bl.a. I Got You On Tape og samarbejdet med no wave-ikonet Rhys Chatham.
Rastløst liv i samlebåndets sprækker
På “Cliff” serverer Rune Kielsgaard konstant skiftende rytmiske teksturer og en beat-rastløshed, der fremstår som en mere abstrakt overbygning af Jack DeJohnettes rastløse og rytmiske fusions-trommestil, som Miles Davis nød godt af på de legendariske album “Bitches Brew”, “Live-Evil” og “On the Corner”. Samtidig kan der undervejs på “Cliff” spores en række melodiske impressionismer i Kielsgaards spil, når han i små brøkdele af et groove fletter sit spil ind i de to andres soniske løbebaner. Eksempelvis på den nærmest space-jazzede Side A, hvor der er mindelser om både Sun Ra og Albert Ayler. Eller på den mere rastløst boblende Side C, hvor Kielsgaards spil antager en mere Rashied Ali-agtig spirituel vildskab, og trommerne nærmest vælter rundt over sig selv – på en yndefuld, men bestemt også besat-af-et-eller-andet-fra-oven-agtig måde.
Centralt for Homies’ lydverden er Jeppe Skovbakkes bas-spil, der skaber ansatser til et no wave-groove flere steder undervejs, men som også formår at skabe en række abstrakte og ambiente bas-droner, der indeholder fragmenter af alt fra kosmische musik til ambient og electro. Ud over at være tilsat en solid mængde effekter er Skovbakkes basfigurer ofte slemt forvredne. Ikke i stykker eller ødelagte. Men forvredne. Som industrielle affaldsprodukter fra en produktionshal. Du ved, den der ene Tupperware-bøtte, der ikke klarede cuttet, fordi den blev så skæv, at låget ikke kunne passe på bøtten. Disse forvredne figurer giver Skovbakke liv til. Man fristes til at sige, at det er lige her, Homies knytter bånd med punk-ånden. I en trodsig tro på, at liv ikke er noget, der skabes på et samlebånd. Liv er noget, der afviger fra normen. Liv er noget, der findes i sprækkerne i samlebåndet. I samfundets kløfter.
Ned Ferm er den spirituelle guru på “Cliff”. Hans saxofonspil veksler ubesværet mellem Albert Aylersk vildskab og en række mere nærmest lyriske passager. Alt sammen fritlevende og flydende rundt på Skovbakkes og Kielsgaards rastløse beatkonstruktioner. Men Ferm lyder sjældent besat som Ayler eller den freejazzede Coltrane. I stedet virker han til at have slæbt Pharoah Sanders’ post-freejazzede varme og melodiske snert med ind i sine ellers abstrakte udbasuneringer. Således finder man op til flere små lyriske åndehuller med fragmenter af en melodi undervejs på “Cliff”. Ikke at du finder et decideret tema eller et hook i Ferms spil, men du finder perfekt doserede flader af dvælende lyd, som glimrende kontrasterer de mere ekspressive freejazz-forløb, der ellers er dominerende.
Post-industriel free jazz eller action drone
Tilbage til jazzen, der ikke længere hører til på én scene (chok!), men på alle. ”Call it anything” mumlede Miles Davis om musikken fra koncerten på Isle of Wight i 1970, hvor både længden og graden af udfordringer i øvrigt var tilpasset rockpublikummet. Således var sættet skåret ned til godt og vel 38 minutters kalejdoskopisk opkog – primært – af materiale fra det genreudblæsende jazz/fusion/rock/funk/whatever-album “Bitches Brew”.
Det er lidt den samme fornemmelse, man sidder med, når Homies tager os med rundt i kløften. Man kan kalde det hvad som helst. Det her er lyd, der emmer af liv og indtryk. Det er lyd, der nok har en vis velcro-evne og derfor hægter sig fast i visse genreudviskende fænomener som jazz, improvisationsmusik, free form, freejazz, no wave, avantgarde og eksperimentalmusik. Men det er mest af alt lyden af en sprække ned i musikhistorien, hvor lyde alle vegne fra fosser ud. En sprække, der nok blev delvist skabt af Miles Davis’ optræden på Isle of Wight, men som i sin størrelse har vokset sig til en gigantisk kløft, som der kan hældes alskens lyde ned i. Og kløften bliver kun smukkere og mere frugtbar af det.
Homies’ lyd fremstår på flere måder som summen af 36 års musikhistorie senere. Dog uden at den får andet end små brøkdele af referencer til historien med. Siden 1970 har jazzen været alle steder. Vitterligt. Trioen samler fragmenter op fra nogle af alle disse steder i form af no wave, impro-jazz og ambient musik samt moderne, avantgarde- og eksperimentaljazz. Disse fragmenter smeltes sammen og får nyt liv i Homies’ rastløse hænder. Musikken vækker mindelser om den sprudlende Chicago-jazzscene og musikere som Rob Mazureks (Chicago Underground Duo og Exploding Star Orchestra) mangeårige arbejde i en nærmest post-industriel, freejazzet lydverden, hvor kosmos og spiritualitet ofte manifesterer sig i form af impulser fra revner i storbyens eller industriens mekaniske rytmer og rutiner. Således har Homies’ musik ligesom mange af Mazureks projekter en nærmest industrial-kosmisk vibe. Hos Homies er kompositionerne dog eksploderet, og i stedet for en sprække, hvorfra der kan slippe liv ud, er der nu en stor og åben kløft.
Imens nogle har travlt med at grave grøfter og skyttegrave på den ene side af kløften, kaster Homies sig altså frygtløst direkte ned i den og finder (mere) nyt liv. I modsætning til eksempelvis Miles Davis’ Isle of Wight-optræden, er der dog ikke tale om nogen større epokeskabende musikalsk revolution her. Men mindre kan også gøre det. Og selvom Homies nok nærmere er lyden af et frygtløst spring ned i en jazzkløft, betyder det ikke nødvendigvis, at Homies er hoppet ned i kløften for at udvide den. Der er nok – som i meget improvisationsmusik – snarere tale om en mikro-undersøgelse af dybdeforholdene og kløftens gevækster, knaster og potentielt rumlende sten. En kløft, der er kraftigt bearbejdet gennem rigtig mange års musikalsk nedbrydende eksplorationer i jazzens navn. Og selvom Homies ikke er et decideret fremmedlegeme, der indføres i kløftens sprudlende fauna, tilføjer trioen bestemt et livligt bekendtskab hernede. Kald det impro/action-drone. Kald det free jazz. Kald det hvad som helst.
Info:”Cliff” er ude nu på Escho.
