Kasper Marott – Spraglet debut viser alsidighed og vovemod
Kasper Marott “Full Circle” (Axces, 2021) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen
Kasper Marott har i flere år figureret i dansk elektronisk musik som producer og dj, men hans navn blev i højere grad kendt på et internationalt plan tilbage i 2018. Her udgav Marott den fænomenale EP “Keflavik”, hvis titelnummer med god grund skabte en del opmærksomhed og anerkendelse. Siden da fulgte et samarbejde med Alfredo92 samt endnu en EP på Kulør. Nu er Marott aktuel med sit regulære debutalbum, der trækker tråde til både hans bombastiske og patosfyldte techno-udgivelser og hans mere nedbarberede, rytme-fikserede musik.
På åbningsnummeret “Mr. Smiley” møder vi dog først en tilsyneladende ny side af Marotts musikalske palette: Med vuggende synth vækker nummeret genre-associationer til acid house i en noget anden forstand, end man eksempelvis kunne sige, at “Keflavik” gjorde. Her er den pompøse og optimistiske stemning udskiftet med en sumpet eufori, der strækker sig over knap ni minutter i højt tempo.
“Mr. Smiley” er et interessant åbningsnummer. På den ene side minder den ikke om så meget andet på “Full Circle” (hvilket jeg synes er en god ting, grundet egne personlige præferencer), men på den anden side er nummeret alligevel symptomatisk for albummet. “Full Circle” er nemlig ikke en dybt stringent udgivelse, hvor stilistik og stemning er nogenlunde afgrænset. I stedet er der tale om et spraglet og diverst album, der ikke holder sig til ét bestemt udtryk.
I kølvandet på åbningsnummeret følger et kort dronet interlude, der afsluttes med et kort uddrag af en kæk og kritisk samtale om en tilsyneladende uinspirerende tech-house koncert på Vega og et uengageret publikum. Derefter trækker numrene “Top Soap” og “Mere” med sine livlige rytmesektioner, men mindre patosfyldte udtryk flere paralleller til Marotts musik som Tandoori end hovedparten af hans senere udspil.
At “Full Circle” er en broget affære, bliver for alvor tydeligt på de efterfølgende to numre. “Missing Link” er nok albummets mest smadrede komposition, der med skrabede og frenetiske synths og tempofyldte trommerytmer står i stærk kontrast til det mere vuggende og polerede nummer “Mini Trance”, der følger herefter, eller det blide udtryk på “Pling” for den sags skyld.
Sammen med “Mini Trance” udgør de to afsluttende numre albummets største højdepunkter. På “Kun for mig” viser Marott sine evner til at skabe drømmende og sfærisk techno, ligesom de kom til udtryk på “Forever Mix EP”. På “Sol” er det derimod den førnævnte letsindighed og optimisme, jeg hører i musikkens grundstemning, der tager løfter nummeret til et niveau for sig.
Jeg foretrækker musik, hvor det skinner igennem, at der står et følende individ bag – om det så er vrede, eufori, længsel eller morskab, er til en vis grad underordnet. Dette synes åbenlyst at være tilfældet på “Mini Trance”, “Kun for mig” og “Sol”, der ud over at være massive og fængende danse-hymner også er de mest følelsesfulde momenter på “Full Circle”.
Med det sagt er en af de store styrker ved “Full Circle” også, at Marott også tør kaste sig over så meget andet end netop de musikalske tendenser, der har præget hans seneste udspil. Jeg blev i hvert fald overrasket over albummets første fem numre, men også de mere ambient-klingende “1 – 2” og “Hvad er det”.
Det er svært helt præcist at pege på, hvad der afgør, om et værk lyder alsidigt og ambitiøst eller diffust og usammenhængende. Som lytter står jeg dog tilbage med en følelse af, at “Full Circle” er et eksempel på det første: Jeg værdsætter udgivelsen for ikke at virke så bundet op om stilmæssig stringens. Til gengæld byder “Full Circle” netop på adskillige overraskelsesmomenter, der både bidrager til min nysgerrighed og lyst til at vende tilbage til værket.
Info: “Full Circle” udkom d. 15. januar på Axces.
