Passive/Aggressive

Favorite People #1: Bjørn Lange om Memoryhouse

September 16 2011

Den canadiske vidunderduo Memoryhouse har efterhånden spøgt under overfladen i nogle år. Med et par singler på hhv. Inflated og Suicide Squeeze samt den selvudgivne digital-EP ”The Years” fra 2010 har gruppen, der udgøres af den klassisk uddannede pianist Evan Abelee og Victoria Legrand-klingende Denise Nouvion på vokal, dog opbygget et solidt momentum og en hype, der via Stereogum, Pitchfork – the lot – i foråret udløste en pladekontrakt med ingen ringere end legendariske Sub Pop Records.

Ifølge bandet selv er en fuldlængdedebut at forvente Soon. Very soon, men indtil da må vi nøjes med det reissue af “The Years”, som udkom netop i denne uge, d. 13. september. Genindspillet fra top til tå og med to nye numre – “Modern, Normal” og “Quiet America” – fremstår EP’en, selv for fans af den oprindelige version frisk og relevant og giver i dén grad løfter om et band man skal regne med fremover.

Åbneren, “Sleep Patterns” er med sin støvede rytmeboks mest tro mod det gamle Memoryhouse, hvorimod “To The Lighthouse” er genskabt i en langsommere, mindre balearisk version, som ligger meget langt fra den svømmende, Washed Out-agtige original. Dette synes jeg personligt er en smule synd, så nye lyttere skal hermed også opfordres til at grave lidt i den stjernevrimmel af liveversioner, løsrevne sange, remixes, covernumre osv., som Memoryhouse med nænsom hånd har strøet udover blogosfæren og youtube gennem de sidste par år.

Og netop gruppens covers og remixes er faktisk en god indgangsvinkel til at danne sig et billede af den musik, de to unge canadiere begaver os med. Blandt førstnævnte finder vi på generaliebladet tre enestående versioner af hhv. Grizzly Bears “Foreground”, Jackson Brownes/Nicos “These Days” og sidst en svævende, klaverbåren “When You Sleep” af selveste My Bloody Valentine.

I remixkategorien har Memoryhouse primært arbejdet med dreamwaveprojekter som Mathemagic, Korallreven og Millionyoung og på nummeret “Lately” (som med den nyudgivne “The Years” nu er tilgængelig i sin fjerde version) har Evan Abelee formået at opbygge en hypnotisk drøm af en vuggevise over et evigt repeterende Jon Brion-tema. Memoryhouse må ergo siges at bevæge sig et sted mellem alverdens shoegaze, indiefolk og dreamwave, men skønt inspirationskilderne er klare, lykkes det dog alligevel gruppen at gøre sig fri af diverse genretøjler og fremstår med et aldeles unikt udtryk, som det kun kan anbefales at drømme sig væk i.

Dette er første afsnit af Favorite People. Bjørn Lange (ex-Death By Kite, Flag White) fattede pennen om en af sine aspirationer, Memoryhouse.

The Years (Full EP Stream) eller køb vinylen

Introducing: Tremoro Tarantura

Blog September 14 2011

En personlig anbefaling, der lynhurtigt blev en personlig besættelsen. Tremoro Tarantura har en slibrig tone, slørende melodier og instrumental minimalistisk drone progressiv post-nuværende-konventioner pondus. Det kunne være indkapslingen af et foranderligt, ekspanderende rum. En uigennemsigtig suppe af små organiske sandkorn. (Ok, nu er det vist liiige søgt/abstrakt nok). Motorpsycho møder Serena Maneesh. Navnet forestiller man sig som et ordspil på tremolo og tarantula, hvilket passer fint nok med kombinationen af guitaren og de der lidende monster-/dyre-/insekt-/igle-lyde, altså TTs hjemsøgte filmiske passager. Måske en sci-fi-klassikers soundtrack, eller et blodigt shoot-em-up spil.

Faktum, det er nordmænd (bemærk i øvrigt, hvor stærk den norske scene for støjimpro er!), der udgav debutalbum i 2010 og i denne uge offentliggjorde første track fra den kommende ep, “Avaleeches”. Produceret af Helge Sten/Death Prod. (Supersilent, Motorpsycho). Mastereret af Jaime Gomez Arellano (Ulver, Ghost).

“The band is known by refusing working in studio environment and has a strict policy of capturing their creative outbursts on obscure locations, including everything from haunted buildings to churches. Music of Tremoro Tarantura should be considered as field-recordings, and nothing else.”

Tremoro Tarantura: Wayyns (nyt nummer)

Tremoro Tarantura: Traumarium

AF MED HOVEDET

September 2 2011

Få fem gratis plader på hjemmesiden afmedhovedet.dk, der er et musikkollektiv fra Svendborg/København, der stadig er i sine ynglende år, men der er en konsekvens over indspilningerne og det stilistiske udtryk af fri musik, spedalskpunk og mere. En Yoyooyoy apriori. Således er anbefalingen givet videre.

Passive/Aggressive anbefaler udgivelserne:
Bror m. brødre – Hardcore Superfree (er ikke tilgængeligt længere)
DJ Dark – Dark and miserable souls in hell(er ikke tilgængeligt længere)
DJ Lovedogfromhell – The animals are taking drugs, bitte (er ikke tilgængeligt længere)

John Maus – Kapitalismens magt

August 30 2011

Du har sikkert læst og hørt en del til John Maus, Ariel Pinks nærmeste levende sjælekammerat, som er aktuel med “We Must Become The Pitiless Censors Of Ourselves” på Upset The Rhytm. Maus og Pink startede begge i art- og eksperimental-miljøer, før de skiftede og begyndte at lave, hvad de kalder, popmusik. Synth pop auteur tunes in to the retrospective spirit of the age while resisting the temptation of easy-access nostalgia trips.

Maus er blevet disskeret 100-vis af gange før, så her er det skæve blik på hans person. Det er tilladt at danne sin egen mening og høre musikken (i bunden), mens man læser. Er det ikke okay?

x. The title is from Alain Badiou’s “Fifteen Theses On Contemporary Art”, which really cast a spell, when I was younger. I think the general idea is that in a situation where everything is encouraged and permitted, one of the possible ways of overcoming that is by struggling to do something else than it. Struggling to censor oneself, as opposed to joining in with the praise, going with the flow.

x. Every musical moment is almost entirely reducible to the discursive regime and the mechanisms of power. Pop music is how it is because our master today is commercial capitalism. Just as bourgeois aristocratic court music was what it was because it was part of pleasing the aristocracy.

x. The only workable name for the musical truth procedure that begins with Elvis Presley, and continues through the Beatles, the Sex Pistols, et al.1, is “punk rock.” (fra Theses on Punk Rock)

1 Subjects to this musical truth include: Madonna, Bob Dylan, Cabaret Voltaire, The Rolling Stones, Nirvana, Johnny Cash, Tangerine Dream, James Brown, The Pink Floyd, The Supremes, Amon Düül II, Bob Marley, Burzum, Mahmud Ahmed, The Bee Gees, Technotronic, Grateful Dead, Duran Duran, The Beach Boys, Hall and Oates, Bon Jovi, Panda Bear, Govinda, Harry Merry, The Human League, Black Flag, Merle Haggard, Ariel Pink, Metallica, R. Stevie Moore, etc. It includes moments, not only from record albums, but also from television programs and commercials, video games, unrecorded performances, jingles, “the head,” etc.

x. “If we want to enter a conversation with those pieces and those works, we have to do it with own objective historical moment, using the vernacular, which… as far as I can tell… is pop music.” (totalt sindssygt)

“Hey Moon” (2011)

“Do Your Best” (2007)

P/A presents Ford & Lopatin

Blog August 28 2011

Ford & Lopatin tog navneskifte efter den umulige, nørdede Games “That We Can Play”-ep. Inden da havde Daniel Lopatin ild i sit projekt under navnet Oneohtrix Point Never, et noget mere art-anerkendt buldrende, analogt, elektronisk, stressende droneprojekt; så det engelske musikblad Wire skriver om det.

Man behøver ikke forstå, hvad Ford & Lopatin går ud på, måske. Det er surrealistiske hooks via samplede vokaler, cembalo, robotter og andre opklippede passager, mens melodien bliver spillet på elektriske guitar og et udvalg af syntetiske casio- og for mange MIDI-input, der lyder 27-30 år gammelt. Det er ofte her anmeldelserne slutter, men hvis man skal være retfærdig, er “Channel Pressure” (Mexican Summer/deres album*) langt mere detaljeret og undersøgende end at være fra 80’erne. Det er transcendental sarkasme.

Konklusion: Se!, det er spacetechno, hvor værktøjerne kan være analoge eller digitale, men hvor det handler om konstruere et groove, der er out of this world. Man skal svæve og være blæst.

*Bonusinfo: “It’s got a concept, even, with the songs forming a largely incomprehensible narrative concerning a teenager who resists evil technological overlords, though understanding that component of the record has virtually nothing to do with one’s enjoyment of these songs.”

Passive/Aggressive er vært for Ford & Lopatin på Ideal Bar den 15. september: (link). Musikvideotrix til “World Of Regret”:

Note to self: Oneohtrix Point Never (Daniel Lopatin) udgiver “Replica” den 5. november.

Oneohtrix Point Never

Perfect prescription #1: Festival Of Endless Gratitude

August 25 2011

Dét, der startede som et venskab med Ron Schneiderman (Sunburned Hand Of The Man) i nordøst-usa i 2007, blev begyndelsen på Festival Of Endless Gratitude. Taknemmelig, fremsynet, undergrund, psych, new weird america, drone, freak med internationalt snit i KPH Volume (Enghavevej). I 2009 var Schneiderman visiting artist i Danmark, og i den samme periode blev festivalen grundlagt i Kbh.

P/A anbefaler Festival Of Endless Gratitude fra den 15.-18. september (event). Festivalen er nonprofit-dedikeret; billetterne er billige (220 kr. for hele festivalen! hos insula eller sort kaffe), og der er specialøl fra et lille bryggeri. Alle kan nyde at lytte til noget nyt. Man kan vælge at opfatte det således: Det eksponerede er ikke nødvendigvis bedre end det ikke-eksponerede. Den nysgerrige alternative musik har mindst den samme tiltrækning, som den mest eksponerede; lad det være dit dagens mantra.

FOEG deler 40 navne ud på fire dage. Der er fridyk i programmet og flere navne bliver offentliggjort inden for kort tid. Fx. Matthew ‘Doc’ Dunn, Norberto Lobo, Jozef van Wissem, Bäddet För Trubbel, Chris Corsano/Dennis Tyfus, Jakob Olausson:

Introducing #1: Dirty Beaches

Blog August 15 2011

Suicide møder Elvis. Rumklang og en 50’er-60’er lyd. Der er konstante strejf af referencer til andre musikstykker gennem historien. “Horses” lyder som et Velvet Underground-nummer, “True Blue” indeholder brudstykker fra The Ronettes-nummeret “Be My Baby”, men efterlader Roy Orbisons aftryk. Fraseringerne i “Sweet 17” er ren Elvis. “A Hundred Highways” minder mig om, hvad er det nu, Supremes?

Velkommen på passive aggressive fm.