Passive/Aggressive

Femten nuancer af grå og myrekrig på LAK festival 2013

Feature October 3 2013

Af Frederik Denning. Foto Vlad Kamenskyy.

“Høre en vedvarende tone bliver ret hurtigt så temmelig uudholdeligt. Enten bliver vi desperate, eller vi fortrænger den.” -K. E. Løgstrup (“Skabelse og Tilintetgørelse”, 1979)

Jeg sad tilfældigvis og læste lige præcis den passage i “Skabelse og Tilintetgørelse” lige før Band Ane gik på. Selvom citatet godt nok er en del af et eksempel i en afdækning af Husserls tidsopfattelse, så er det sådan meget rammende for den store myrekrig på LAK. Lad os starte bagfra ved Band Ane, fredag aften, der blev sidste punkt på årets LAK festival for mig.

Band Ane, der plejede at lave sådan noget meget cute indietronica, har åbenbart bevæget sig over i lydkunst nu. Til LAK Festival havde hun en guitarist med, og spillede ellers på sin laptop, et slags bonzaitræ med klokker og en række andre mere eller mindre åndssvage rekvisitter. Og det var så en blanding mellem føromtalte indietronica og, well… gøgl. Som eksempel lad mig citere en dialog mellem Ane Østergaard og hendes guitarist. Et slags lille skuespil de opførte kort inde i koncerten.

Ane Østergaard (holder sig for næsen og taler meget fjollet med børnetv agtig stemme): Ja, hvad skulle det være?
Guitarist (også ekstremt fjollet): Ja, hej hej, jeg vil gerne have et nyt liv.
Ane Østergaard: Ja, så skal du bare køre frem til næste vindue.
Guitarist: Okay, tak tak.
Ane Østergaard: Var det det hele?
Guitarist: Ja, tak, hej hej.
[indsæt selv fnis her og der]

Her sprængtes mit wtf-barometer, og ikke på en god måde. Hvis man får det privilegium at have folks opmærksomhed klokken 22:00 en fredag aften, så skal man godt nok forvalte den bedre. Jeg kan simpelthen ikke regne ud om Ane Østergaard selv synes det er godt nok. Gjorde publikum? Der stod et par fyre foran mig, som nikkede til hinanden på den der: ”Oh yeah” agtige måde flere gange, men måske var de ironiske? Det var simpelthen fuldstændig uacceptabelt nederen, og det hørte mere hjemme i et efterskoleøvelokale efter fem joints end det gør på en scene, der angiveligt skal præsentere den vigtigste lydkunst i landet.

Men ok, Lad os spole tilbage og starte fra begyndelsen: Læs resten

Skammens Vogn – Noget med en rasteplads

Blog October 3 2013 angels

Af Simon Christensen. Foto ukendt.

Dét har længe været uklart for mig, om Skammens Vogn i virkeligheden har været dem, de andre medier ikke ville røre ved, eller ikke. Anmeldelserne vælter sig i fart-, uheld-, bil-metaforer og taler om forloren amatørisme, ironisk distance og andre litterære fjollerier.

Sjovt nok er det anmeldelsernes egen knudrede ironi, der har fortabt sig i tågerne, mens jeg altid har hørt Skammens Vogn som ærlig umiddelbarhed, der nydes med samme afmålte absurdisme som Peter Seeberg.

Efter fem års albumpause er trioen Oliver Hoiness, Jakob Millung og Nikolaj Zeuthen tilbage med “Asfalt”, der er et oplivende*, dansende musikalsk gadekryds mellem funkjammere, synthesizerkærlighed og ustressede melodier med hjælp fra Valby Vokalgruppe og Firgårdes Ungdomskor.

Der er en åben ende på lyrikken og de musikalske indfald, der gør det til en uforlignelig og uforudsigelig oplevelse at lytte på; ikke mindst fordi produktionen stadig føles frisk og relativt ubearbejdet, og fordi referencerne skyder i alle retninger. Læs resten

First Hate – mystiske slangerytmer og hellig smitte

Blog October 2 2013

First Hate

Af Alexander Julin. Foto Lasse Dearman.

First Hate er en københavnsk duo bestående af Anton Gansted & Joakim Nørgaard. Lydbilledet består af bløde toner af synth, distorted bas samt langsomme trommerytmer. Hertil tilføjes en reverbet vokal, hvis tone varierer mellem sentimentalitet og lettere depressivitet. Melodierne og produktionen bærer til gengæld præg af en vis naivitet eller akavethed på samme vis, som eksempelvis kom til udtryk over Girlseekers debut LP, “1-800-Greed”. Muligvis ikke nogen ubrugt reference på bloggen, men ikke desto mindre reel at inddrage.

First Hates sangkatalog bærer indtil videre præg af at være ligefrem og umiddelbar, men tager til gengæld også udgangspunkt i mere specifikke – og i nogle tilfælde usædvanlige – inspirationskilder. Bandet udtaler eksempelvis om baggrunden for ”Holy Contagion”, at ” i gamle dage tog man helgenes lemmer og balsamerede dem og brugte dem i ritualer. man rørte dem for at opnå helligdom (hellig smitte/holy contagion).” Samtidigt handler sangen også om at røre ved et andet menneske og er derfor ligeledes en kærlighedssang.

Dobbeltheden i First Hates sange udgør derfor nogle mere eller mindre bizarre rammer for de ellers umiddelbare popsange og iklæder de velkendte følelser en vis mystik. Et udtryk for en række inspirationskilder, der på den ene side tæller universet, naturen, frustration; og på den anden side også mosefund, og måden hvorpå slanger bevæger sig. Læs resten

Moonrises – forfrosne og udsyrede måneskinssonater

Blog September 27 2013 576863_432336823468116_1680264754_n

Af Andreas Melchior

Moonrises fra Chicago har et helt særegent udtryk, men er alligevel svære at placere rent musikalsk. For nyligt udgav bandet sit andet album, Frozen Altars, hvor Moonrises giver sig i kast med progressiv spacerock, udforskende støjforvrængninger og folkemusik med okkult heksekraft.

Moonrises består af to månemænd og en enkelt -kvinde; Libby Ramers stikkende orgel veksler mellem nyligt afdøde Ray Manzarek fra The Doors’ improvisationspraksisser og Nicos dystopiske harmonium. Dommedagsstemningen på albummet Desertshore fra 1970 lurer i afkrogene, formørket af den samme besatte og monotone spøgelsesvokal, der leverer hymniske besværgelser. Steve Krakow, tilsyneladende også kendt under pseudonymet ”Plastic Crimewave”, bidrager med en dyb, chantende vokal og en guitar, der byder på eksplosiv fuzz og eksplorative rundture i wah-wah-land. Trioens lejlighedsvist tunge lyd opblødes af sammenkrøllede jazztrommer, serveret af Ben Baker Billington (selv hans navn emmer af jazz!), som letter stemningen, når det en gang i mellem går hedt for sig. Læs resten

Gooms – bølgeskvulp i syrebadet

Blog September 25 2013 gooms

Hej Verden, mød Gooms. De består af Aske Zidore (fra de hedengangne popeksperimentalister i Oh No Ono) og vennen Suni a Argjaboda, og med seneste tilføjelse af Jens Ramon er de nu…you guessed it… en trio. Deres debutalbum udkommer, inshallah, engang i starten af 2014. På baggrund af de to første musikvideo-smagsprøver, bandet har lagt ud,  lover albummet virkelig dejligt uforudsigeligt. Læs resten