Visionist – Angst som en accelerator for euforien
Af Alexander Julin
Med afsæt i angsten – eller mere præcist: angstanfaldet og dets opbygning – udfolder den britiske producer Visionists debutalbum, “Safe”, sig som et narrativ, der rækker, fra angsten opstår, til den fortoner sig, så man atter – apropos titlen – er i sikkerhed. Man skulle umiddelbart tro, at der ville opstå en vis ambivalens mellem det musikalske portræt af sygdommen og Visionists beats, der hovedsageligt retter sig mod natten og mørket med deres konstante vekslen mellem skæv, klubbet aggressivitet og abnorm sensualitet. I stedet bliver udfaldet, at Visionist underordner angstens intensitet under et euforisk udtryk, hvor euforien bliver taget til et sådant yderpunkt, at man føler, den kan briste til hver en tid.
Det interessante ved Visionists debut på PAN er, at han på trods af sit psykologiske afsæt i sindssygen, ender med at skabe et album, der i sit udtryk og opbygning fremstår klart og stilbevidst (i positiv forstand) frem for forskruet og fremmedgørende. På “Piteous Gate” af M.E.S.H (også PAN) fra tidligere i år hørte vi en kunstner, der tog forsøget på at dekonstruere klubmusikken til et sådant ekstrem, at hans værker konstant faldt fra hinanden for at bygges op igen og forvandle sig til noget andet. På Lotics “Heterocetera” (Tri-Angle), ligeledes fra i år, så vi præcis, hvad jeg uden tvivl vil kalde et forsøg på at skabe ambivalens på dansegulvet, hvor værkets fem dele omformede en uimodståelig popappel til noget faretruende. På “Safe” bliver angsten som tematik og nerve i musikken aldrig til et assimilerende og udfordrende aspekt for mig som lytter, men er derimod et forstærkende element af noget ganske menneskeligt. Underlagt pladens følelsesmoment af eufori får angsten ligefrem en positiv rolle; den styrker kun lysten til at give slip yderligere.
Info: “Safe” udkommer på PAN i dag. Stream hele pladen via Dazed.
