Passive/Aggressive

Årets danske og internationale albums 2014 (udvalgt af redaktionen)

Feature December 24 2014, af passive/aggressive Puce Mary 2014

Årets fuldlængde udgivelser udvalgt af redaktionen på Passive/Aggressive.

I de kommende dage kåres også årets koncerter, oddsize udgivelser (kassettebånd, ep’er, digitale) og skribenternes individuelle lister.

 

Årets danske LP

1. Puce Mary “Persona” (Posh Isolation) – Hvis Frederikke Hoffmeier ikke allerede havde slået sit kunstnernavn Puce Mary fast med en stribe fantastiske koncerter og en konstant udforskning af feltet omkring noisemusik, performance og lyd tidligere, så udkom det for alvor på print med hendes to første solo-LP’er “Success” (fra 12/2013) og “Persona”, som i 2014 har placeret hende i en absolut international liga. Puce Marys udsigelse er fysisk, lyrisk, politisk og ekstrem i sin rene grundform. SC

2. To\To “Pois Demonit Pois” (Cejero) – Den rituelle trommeduo To\To, Tobias Kirstein og Toke Tietze Mortensen, udgav sit første album efter længere tids eksistens som buldrende polyrytmisk lydkontinuum på en række alternative scener og små musikfestivaler, undertiden også i samspil med Morphosis, Valby Vokalgruppe o.a. Den første side af albummet er en liveindspilning fra Radiohuset, der former sig som en intensiverende spændingsbue af kollektiv lyd, energi og trance. B-siden er en genial tilføjelse til deres velkendte livesæt med Oliver Hoiness på guitar og kraftig efterbehandling/mix af Andreas Pallisgaard. SC

3. Iceage “Plowing Into the Field of Love” (Escho) – Fuldstændigt blændende og modent tredje udgivelse fra Østerbros enfants terribles med inspiration fra bl.a. The Gun Club og Nick Cave. Iceage viser format som bannerførere for dansk musik på den nu tredje Best New Music-plade, som udover marchtrommerne og skærende guitarflader også har sat ekstra fokus på sangskrivningen – som forsangeren Elias blandt andet allerede også har demonstreret glimrende smag for i sideprojektet Marching Church. SC

4. Yung “Falter” (Badstue Rock/Mastermind) – Den uimponerede tilgang til musiketablissementet kendetegner den nye aarhusianske undergrundsscene, og én af deres primære drivkræfter er musiker, labelejer, koncertarrangør Mikkel Holm/Yung. Både som sangskriver og instrumentalist viser Yung på sit debutalbum uset overskud med respekt for traditionerne. Én af de helt store forcer ved “Falter” er også, hvor eksplicit personlig den er. Det lyder muligvis som en kliché, men man er på intet tidspunkt i tvivl om, at sangene kommer fra hjertet, og at sangenes temaer udspringer af Mikkel Holms eget liv. AJ

5. Mischa Pavlovski “Kapitel” (Posh Isolation) – Som et debutalbum fra en autodidakt musiker er Mischa Pavlovskis ambient/techno LP “Kapitel” overraskende formfuldendt. Lydbilledet er frem for alt tålmodigt og monumentalt med et stort rum og omridset af massive figurer, som er behandlet gennem industrial-musikkens lydmølle. Kun i glimt tangerer Pavlovski technoens forskellige subgenrer, men mest af alt males med få effektfulde og vellydende virkemidler her et storslået billede af dyndet fra en mørk og levende post-industriel storby – et billede, som København har svært ved at leve op til. SC

6. Selvhenter “Motions of Large Bodies (Eget Værelse)” – En smeltedigel af en ny plade fra Selvhenter på Eget Værelse, hvor genrekonventioner sprænges og blandes. Noiserock, drone, krautet rytmik, fri jazz, effekter og det fjerne østen, giver sammenlagt en omskiftelig, men underligt homogen, oplevelse. Homogeniteten opstår i den evige fornemmelse af bevægelse i musikken, præcis som pladens titel indikerer. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er den tunge dronemetal, den østligt spirituelle stammemusik eller om det hele lyder som et massivt tågehorn på en diset sø, så er der den samme bevægelse, der binder pladen sammen til et. PS

7. Jakob Skøtt “Taurus Rising” (El Paraiso Records) – På ”Taurus Rising” er lyden forfinet yderligere i forhold til den spraglede, electro-psykedeliske afro-kraut, som Skøtt præsenterede på ”Amor Fati” tidligere på året. Der er, om muligt, kommet  endnu flere farver på paletten; deciderede funky og nærmest hiphop-inspirede beats, samt en række mere sen-70’er-filmiske, mørkere John Carpenter’ske elementer. Alt sammen i ét og samme gennemført musikalske værk, hvor Skøtt som en komplet egenrådig mutant af Harold Grosskopf og Tony Williams begår en samling vibrerende og solsprængte skæringer, der bringer kosmos tættere på jorden. MK

8. ILLDJINN: “ILLDJINN” (Oede Oe) – Altmuligmand-trommeslager Mads Forsby udgiver sit første soloalbum under navnet ILLDJINN og begiver sig dermed på en form for ekstrem rejse ind i et trommesæts udtryksformer, fra den eksplosive lyd af kontaktmikrofoner på et trommeinstrument til den klassiske freejazz’ bækkeners akustiske ringen. De i alt otte instrumentale numre bygger mere eller mindre udelukkende på solo-improvisationer på trommesættet, som så er optaget med ekstra kontaktmikrofoner og forskellige triggers til synthesizere. Hvordan kan noget så simpelt lyde så stort? SC

9. Søren Kjærgaard/Ben Street/Andrew Cyrille “Syvmileskridt” (ILK Music) – Søren Kjærgaard har en stribe notable projekter og samarbejder på sit cv med fx. Torben Ulrich, Simon Steen-Andersen, Paul Lovens osv., som går på tværs af jazz, improvisation, klassisk musik og lydkunst, fra Duke Ellington til John Cage. Men det er som solomusiker og specielt med hans egen trio med Cecil Taylors gamle trommeslager Andrew Cyrille, at jazzpiansten S.K. efter min mening folder sig allermest ud. “Syvmileskridt” er den fjerde med hans transatlantiske trio, som altid finder nye systemer at udtrykke sig i. SC

10. We Like We “A New Age of Sensibility” (Being Music) – De fire medlemmer af We Like We er uddannet på klassisk kons, men formår at lægge det skolede til side på deres første udspil på Jomi Massages nye selskab. Der bliver eksperimenteret med lydgrundstoffet og det klassiske repertoire (og dermed fx. ikke popmusikken) – fra den polyfoniske ekspressionisme og flydende tonalitet til det minutiøse og overkomponerede hele værk for vibrafon, trommer, cello, violin og vokal. SC

11. Causa Sui & Ron Schneiderman ”Pewt’r Sessions vol. 3” (El Paraiso Records) – Syrerockbandet med de odenseanske rødder har ofte henvist til free-jazz som en vigtig inspirationskilde, og på gruppens tredje plade med Ron Schneiderman kunne det for alvor høres. De gængse former og fremgangsmåder blev ignoreret, og klimakser såvel som soli var afløst af omskiftelige grooves og en tydelig impro-fornemmelse. Fri rock med mere tryk på ‘fri’ end på ‘rock’, og det klæder Causa Sui. MA

12. Gooms “Beyond Life” (Escho) – I en tid, hvor visse kredse forsøger at indsnævre visse genrer ud fra tilbageskuende eller stillestående kategoriseringer, er Gooms’ fremragende debutalbum, “Beyond Life”, landet som en anarkistisk alien fra det ydre rum. Et album, der – som ‘jazzen 2014′ – er næsten umuligt at genredefinere, men som står som et funklende eksempel på, at avantgarde og pop ikke behøver at være to uforenelige størrelser. AT

 

 

objekt

Internationale LP:

1. Objekt: Flatland (PAN) – Britiske og nu Berlin-baserede T.J. Hertz, bedre kendt som Objekt, udgav endelig i 2014 sit første fuldlængdealbum “Flatland” på PAN. Efter en række temmelig fænomenale 12″-udgivelser, der legede med techno- og electrokonventioner uden at give køb på den grundlæggende funktionalitet, er der på “Flatland” givet ånderum til at eksperimentere og til at udnytte albumformatet mod det sublime. AR

2. Grouper “Ruins” (Kranky) – Symmetry, repeating patterns, calls, responses, and loops have long occupied Grouper, but they’ve never been used to strike so close to her waking interiority — or at least not this clearly, using this approach. Harris’s analog mastery has created an inhabitable space of intense clarity, so that the silences become suggestions of the room she made them in, a sustained window. The affective work of Ruins is to translate with heartfelt precision the time and space of its recording, to collapse the world of its making and its consumption (as deep calls to deep). In the quietness between piano notes and breaths and rolls of thunder and frog croaks, when the atmospheric hiss in your ears spills out into the sounds actually around you, it seems at the same time to invite your surroundings in.

3. Run The Jewels “Run The Jewels 2″ (Mass Appeal)” – Ingen havde nogensinde regnet med, at Run the Jewels ville være verdens mest omtalte hiphopduo i år 2014, ingen. Og på papiret er der heller ikke meget, der taler for, at El-P og Killer Mike nogensinde skulle have skabt et så vitalt samarbejde, som de på stort set ingen tid har. Men med “Run the Jewels 2″ nærmer de sig den liga, der tæller GangStarr, Pete Rock & C. L. Smooth og Boogie Down Productions. Så stort er det. Så indflydelsesrigt kan det blive. Den hidtil flotteste symbiose mellem under- og overgrund i moderne hiphop. Jeelsmark

4. Dean Blunt “Black Metal” (Rough Trade) – ‘Black Metal’ is Dean Blunt’s first album for Rough Trade and it’s got stone cold classic written all over it. Seemingly impossible to pin down he takes a swerve once again and delivers his most beautiful piece of work yet. Swamped in atmosphere, melody, guitars and a drum machine, ‘Black Metal’ begins with the looped strings of ‘Lush’ and climbs from there on in. It’s got traces of Lee Hazelwood and even Scott Walker yet Mr Blunt still maintains his trademark brand of song writing.

5. Dirty Beaches “Stateless” (Zoo Music) – Stateless is the sixth full-length release from Dirty Beaches, the artistic identity of multiinstrumentalist/composer/singer Alex Zhang Hungtai. Stateless is a reflection on Zhang Hungtai’s upbringing in various locales (Taipei/Honolulu/Montreal) and the past two years of living and drifting in Europe. The title reflects several years of reflection on associated ideas like Diaspora, borders and hybridism. A somber meditation on memories from an exiled man on a never-ending search for an imaginary homeland, Stateless puts the finishing touches on a chapter of artistic activity that began when the Badlands LP captured the imaginations of listeners the world over.

6. Theo Parrish “American Intelligence” (Sound Signature) – Given that this is the first original album from the great Detroit artist Theo Parrish since 2007 (not counting the amazing “Black Jazz Signature” Compilation in 2013), it’s unsurprising interest in “American Intelligence” has rocketed over the course of the year as Sound Signature left a trail of hints. Happily, American Intelligence is a fine album; deep and woozy in parts, undeniably soulful, shot through with jazz influences and full to bursting with killer cuts – Theo Parrish is searching further back and further afield in black cultural accomplishment to create his own densely interwoven sonic tapestries.

7. Shabazz Palaces ”Lese Majesty” (Sub Pop) – ”Space is the place,” konkluderede Sun Ra, og bedømt ud fra den grundsætning var Shabazz Palaces’ andet album årets hiphopudgivelse anno 2014. Vers, omkvæd, mellemspil, tekster, taktarter – ja, noget nær alt forekommer at være i opløsning på et album, hvor man som lytter til en start føler sig lige så rundt på gulvet, som sangstrukturerne virker til at være. Mirakuløst nok lykkes det alligevel duoen at forvandle al vægtløsheden og alle vildvejene til et sammenhængende stream-of-consciousness-værk. MA

8. Afrikan Sciences “Circuitous” (PAN) – Afrikan Sciences laver musik fra en anden verden, hvor kosmiske mønstre skabes igennem polyrytmiske temposkift og genrenedsmeltende elektronik. Det komplekse lydunivers trækker på alt fra deep house, hip hop, Sun Ra-inspireret jazz og vestafrikansk musik, men med et udtryk, der har et stærkt personligt præg. Traditioner brydes og smeltes sammen i melodi- og beatstrukturer, der fluktuerer frit og presses ind og ud af fokus, i konstant muterende konstellationer. AK

9. Sun Kil Moon “Benji” – Mark Kozelek fortsatte 2014 ufortrødent sin overbevisende karriere både som sangskriver og provokatør. Selvom hans angreb mod War on Drugs var morsomt kan det i sidste ende ikke stjæle opmærksomheden fra, hvor høj kvalitet sangene på Benji er. Blue Crab Cakes. FD

10. Freddie Gibbs & Madlib “Piata” (Madlib Invazion) – Piñata is the collaborative studio album by Indiana rapper Freddie Gibbs and California hip hop musician Madlib. The album was released on March 18, 2014, under Madlib Invazion. Entirely produced by Madlib, the 17-track LP features contributions from Raekwon, Earl Sweatshirt, Danny Brown, Domo Genesis, Scarface, BJ the Chicago Kid, Ab-Soul, Casey Veggies, Meechy Darko, Mac Miller, and more. The album was recorded by Josh “The Goon” Fadem and Glenn “G-Wiz” Browder between January 2011 and October 2013. It was mixed and mastered by Dave Cooley for Elysian Masters, except for “Shame” and “Terrorist”, mixed by Kelly Hibbert.

11. Amen Dunes “Love” (Sacred Bones) – This project has always seen McMahon guided by traditional song and sound, but Love is the first work in which this clearly shines through. The result is definitively the most substantial Amen Dunes record to date. These are elemental songs about time, love and memory, as much about the listener as they are about the writer: pure, open, and beautiful. While the previous Amen Dunes records have all been largely improvisational first-take affairs, Love is the product of close to a year and a half of continuous work by Damon McMahon and a series of guest musicians like Elias Bender Rønnenfeldt, Colin Stetson and more.

12. Pharmakon “Bestial Burden” (Sacred Bones) – Margaret Chardiet, the singer behind the noise project Pharmakon, wrote her second album Bestial Burden when she was just recovering from an emergency surgery that left her bedridden for three weeks. “It took a while for my brain to catch up to the reality of what my body was doing. It created this separation between the two that resulted in me feeling almost as though the body had this separate will from my own — just this vessel I was stuck inside of.”