Året der gik – De bedste danske udgivelser i 2017
Årets 10 bedste danske LP’er i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive
An Gella “Perma” (Anyines)
Aske Zidore har under sit An Gella-alias bedrevet ét album, der stikker i alle verdens retninger og samtidig formår ramme en helt bestemt og ekstremt veleksekveret æstetik. Man kan vælge at se “Perma” som en slags register over de æstetiske strategier, der bruges i moderne, eksperimenterende elektronisk musik, og af denne grund optrækkes og overskrides genregrænser konstant, men uden at det hverken fremstår fragmenteret og katalogisk. Udgivelsen er et sandt mesterstykke, og “Zen Cell” er stadig det bedste nummer, jeg har hørt i år. (Emil Grarup)
Billow Observatory: “II: Plains/Patterns” (Azure Vista)
“II: Plains/Patterns” er anden udgivelse fra Billow Observatory, der er et samarbejde mellem den garvede odenseanske musiker, producer og label-mand Jonas Munk og den Detroit-baserede musiker Jason Kolb fra Auburn Lull, og med sit bølgende univers markerer “II: Plains/Patterns” i mine ører et klart højdepunkt i Munks ellers imponerende virke. Titlen indfanger meget rammende pladens prioritering af rumlighed og taktilitet over dynamik og temporal udvikling. Den er et sitrende bekendtskab, der kun lader få rytmiske elementer lov at komme til syne – viljeløse drømmesyn i pladens harmonisk opløftende tåge af synths og guitarloops. (Nils Bloch)
Damien Dubrovnik: “Great Many Arrows” (Posh Isolation)
Det har været et særdeles godt år for Loke Rahbek. Han udgav sit soloalbum, “City of Women”, et aldeles glimrende drone-ambient album på Editions Mego, og så udgav han sjette album med Damien Dubrovnik, som han laver sammen med Christian Stadsgaard. Udgivelsen er samtidig Posh Isolations udgivelse nr. 200. Det er en udforskning af musikken som fysisk objekt uden at forhindre enkelte vemodige melodier i at springe ud af den industrielle ødemark som valmuer i en sprukken asfalt. De seks pile på “Great Many Arrows” trænger gennem kroppen, men deres betagende svæv i luften kan nydes i slowmotion. (Kim Elgaard Andersen)
DJ Sports: “Modern Species” (Firecracker Recordings)
The fact that “Modern Species” was not thought of as an album in the process indicates that DJ Sports, despite his rather young age, has a very matured cohesion and balance within his own artistic practice. It feels like the sort of debut from which your future work can move in many directions and still come out as a fully natural part of the artistic profile. Comparing “Modern Species” to other records is difficult, but one of them would be the SW. album from 2016 on SUED. An album that floats effortlessly in and out of genres, and an artist that is growing from the community of a closely knit group of people around him. One thing is for sure, the album-title suits the DJ Sports moniker perfectly. A modern and very refreshing species in dance music. (Morten Løwenstein)
First Flush “FUWA” (Visage)
First Flush er et efterhånden velbeskrevet og samtidig utroligt overraskende moderne rockorkester, der har klemt sig ind i deres eget hjemmebyggede åndehul af en tidslomme. På én gang er de en tydelig del af fluktuerende, progressive musikscene i Danmark og alligevel ganske uden for de gængse stier med en ærlig og samtidig distanceret tilgang til lyrik, virkemidler og produktion i musik anno 2017. Det er ikke den polerede og vellydende iscenesættelse, men snarere et forsøg på en personlig optegnelse af alt det rod og den moral, der udgør et helt menneske, der har fået mulighed for at rejse frit i fortiden og ind i intime følelsesmæssige rum. (Simon Christensen)
Phrenelith: “Desolate Endscape” (Dark Descent)
“Desolate Endscape” er Phreneliths fuldlængde debut og omtrent så klassisk, som klassisk dødsmetal kan blive. Men det er udførelsen, der er så suveræn, at den må nævnes i et ellers stærkt felt af danske metalplader i år. Selv mestrene af dødsmetal, amerikanske Immolation, der også har udgivet en plade i år, må bøje sig i kirkegårdens støv. Det er de små detaljer, der gør forskellen, de suveræne temposkift, riffene og den knusende lyd, som Lasse Ballade har ramt perfekt. Afslutteren “Channeling a Seismic Eruption” lyder som tektoniske plader, der presser klippeformationer op gennem voldsomme skumsprøjt, og dér drukner man gladeligt. (Kim Elgaard Andersen)
Son Ash: “Easy Listening For The Hearing Impaired” (År & Dag)
“Easy Listening for the Hearing Impaired” er Andreas Pallisgaards første soloplade som Son Ash og lyder som en række poetiske fysikforsøg med analoge synthesizere, sequencere og spolebåndoptager. Flere af numrene er korte og afsøger en enkelt idé. De virker nærmest som skitser, men ud af forsøgene kommer der alligevel smukke, fascinerende toner. Albummet synes inspireret af tysk, elektronisk musik fra 1970’erne, det er kosmische og progressiv elektronisk musik i en forførende blanding, samt den lidt ældre, eksperimenterende elektroniske scene. Pladens grundåre er ren, simpel og skævt harmonisk. (Kim Elgaard Andersen)
Sonja LaBianca “About Rooms, Room To Be, Rooms” (Eget Værelse)
Man må formode, at 2017 kommer til at stå som et godt år for saxofonisten Sonja LaBianca, der blandt andet vandt en velfortjent DMA Jazz-pris for sit første soloalbum “About Room, Room To Be, Rooms”. Albummet er optaget on-site i en række forskellige lokaler, der er udvalgt pga. deres særprægede lydlige karakter (bl.a. Forbrændingen i Albertslund og klokketårnet i Simeons Kirke). “About Rooms, Rooms To Be, Rooms” centrerer sig derfor omkring samspillet mellem saxofonens toner og de forskellige lokalers resonans, hvilket skaber en utroligt smuk og dvælende følsom atmosfære hele albummet igennem. Man kan sige, at LaBianca bruger de forskellige rums ambiens til at fratage saxofonimprovisationen den hovedrolle, den er så vant til at spille i traditionel jazzmusik, og overlader den i stedet til de lokaler der omslutter den. Således bliver de musikalske motivers primære rolle at aktivere rummet, ikke omvendt, og der tages tid til blot at lytte til lokalets vibrationer; til at lade rummet svare på de spørgsmål, saxofonen stiller. (Nils Bloch)
Vid Edda: “Bergtal til Vingmal” (Sensorisk Verden)
Det københavnske label Sensorisk Verden har i det seneste år præsenteret fem afsnit af Former Commodity, en serie af kombinerede musikudgivelser og udstillinger med kunstnere som Jonathan Pyon, Tobias Kirstein, Kristoffer Raasted og Ragnhild May. Ud over at være frit tilgængelige er en af seriens store kvaliteter, at den ikke kræver andre forudsætninger på nogen scene end åbne ører og åbent sind. Bag projektet står Alexander Holm, der sammen med amerikanske Chris Shields også udgør Vid Edda, der med udgangspunkt i feltoptagelser af samtaler, baggrundsstøj og andre lydkilder skaber nye abstrakte lydkompositioner, der på én gang er et intuitivt originale og svært detaljerede. Og “Bergtal til Vingmal” er bare én af de fem stærke udgivelser i hver sin ret fra det ihærdige Former Commodity-projekt fra ca. det seneste års tid. (Simon Christensen)
Värmland-forsamlingen: “Festival” (Visage)
Värmland-forsamlingen af 2016 blev dannet på en pilgrimsrejse til Mårbacka, den svenske nyromantiker Selma Lagerlöfs fødegård, og spiller stemningsmættet, filmisk americana. Gruppen, der tæller medlemmerne Asger Hartvig, Jonathan Carstensen, Mads Rubin og Thea Thorborg, lader på deres andet album, “Festival”, guitarmelodierne vandre gennem landskabet, mens fløjte og violin danner et intenst flimrende bagtæppe. Värmland-forsamlingen af 2016 er folk, der efterlader dig både lykkelig og melankolsk. (Emil Grarup)
Indland – Årets bedste danske oddsize-udgivelser i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressiv
Lyra “Synkronudspring I Tomt Bassin” (12”, Petrola 80)
Den københavnske duo Lyra bidrog med deres debut-ep “Synkronudspring I Tomt Bassin” i høj grad med en særtrængt diversitet til det mere technoide spektrum af den elektroniske musik i Danmark i år. Udgivelsens tre numre kan kendetegnes ved en exceptionel energi og dynamik. I modsætning til flere af årets mere “straight-forward” techno udgivelser er “Synkronudspring I Tomt Bassin” i højere grad en atmosfærisk og legende udgivelse, som det bl.a. kommer til udtryk på nummeret “PPP”, hvilket er bygget op om sample-kollager. (Alexander Julin)
Minais B: “Deep Care” (Fugtighedscreme/DL, Anyines) + “As The River At It’s Source” (12″, Petrola 80)
Musiker og producer Villads Klint afrundede et produktivt udgivelsesår med det både formmæssigt og musikalsk eksperimenterende album ”Deep Care”. For nogle vækker navnet Minais B måske mest af alt associationer til den nye gruppe Khalil, men han har tidligere udgivet to bånd som Minais B på Blodrøde Floder samt en 12-tommer EP på Petrola 80. At kalde “Deep Care” et album er imidlertid ikke helt præcist i traditionel forstand. De 12 numre er udkommet som en download-kode indeni en lille beholder af fugtighedscreme, og det er ikke så underligt. Som den første udgivelse på det nye københavnske label Anyines får det næsten karakterer af et manifest: Følelsen af merværdi i produktet, brugsværdien og anvendeligheden i et stykke såkaldt kultur. (Emil Néné Rasmussen)
ML Buch: “Fleshy” (12″, Being Music)
Flere gange mens jeg lyttede til ML Buchs debut-EP, fik jeg fornemmelsen af, at Buch var i gang med at bekende sine mest intime tanker til mig, men at disse aldrig blev forståelige for mig, fordi de konstant blev tynget af at blive formidlet i sangform. Som om mediet konstant blev en barriere for samtalen og ikke midlet. Dermed bliver det, der ved første ørekast kan forekomme lidt ‘firkantet’ i udtrykket, til et greb, der faktisk forstærker pladens emotionelle potentiale. Et dybfølt forsøg på at række ud mod et andet menneske spærret inde i en tre minutters popform, et kunstnernavn og en iscenesættelse. Fanget i internetgenerationens korte koncentrationsspænd og forventning om kronisk underholdningsværdi. Ikke grundet manglende musikalsk og lyrisk formåen fra Buchs side. Nej, tværtimod er der tale om en meget elegant artikulering af nutidens mellemmenneskelige præmis. (Nils Bloch)
Rosen og Spyddet “Fantasia” (CS, Janushoved)
Båndselskabet Janushoved fortsætter ufortrødent med at udsende musik for mere eller mindre anonymiserede musikere. Med albummet “Fantasia” følger duoen Rosen og Spyddet op på, hvor de slap med sidste års “Drengen ved Brystet”. Form og udtryk har ikke ændret sig radikalt, men det udgør heller ikke noget problem for projektets berettigelse. Med enormt fængende melodier og en unik evne til at forene en stemning af naivitet og ømhed med en underspillet eufori formår duoen på “Fantasia” fortsat at hæve sig over standarden af alskens generiske lo-fi synth-projekter. (Alexander Julin)
SØS Gunver Ryberg / Aïsha Devi / Rrose / Paula Temple: “Decon/Recon #2” (12″, Noise Manifesto)
Det er muligvis ikke den mest dansevenlige technoudgivelse, 2017 har haft på hylderne. Men det er uden tvivl en af det mest beundringsværdige tanker, der går forud for udgivelsen, og bestemt en tankegang og et manifest, som kan være et eksempel til efterfølgelse. Paula Temple grundlagde Decon/Recon-serien tilbage i 2015 med henblik på at udgive kollaborativt musik uden egentligt forfatterskab og derved tage afstand til den egoisme, som dette kan medføre. På udgivelsen er hvert nummer således produceret i fællesskab af alle medvirkende artister. Så uafhængigt af hvem der kom med lyden, hvem der formede den og finpudsede den, så krediteres SØS Gunver Ryberg, Rrose, Paula Temple og Aisha Devi ligeligt. (Sandra Borch)
Sandra Boss & Jonas Olesen: “På Sporet af den tabte Teknologi” (Podcast, The Lake Radio) + Hector Rottweiler: Infrastruktur (12”, BIN)
Kunstnerparret Sandra Boss og Jonas Olesen har foruden mange andre interesseområder specialiseret sig i analoge musikapparater, uddateret hardware og lydarkæologi i bred forstand. De har blandt andet undersøgt testplader, orgeler, spolebåndoptager, alskens lydmaskiner og senest også fundet en række telefonsvarere fra genbrugsbutikker, storskrald, loppemarkeder og dødsbo. I værket “På Sporet af den tabte Teknologi” giver Boss & Olesen (her under navnet Maskinel Terapi) et spruttende morsomt og rørende indblik i en privatsfære, som ikke har været tiltænkt at skulle høres af andre end de samtalende. Disse optagelser danner et kor af stemmer, der er musikalsk sammenvævet med materiale fra telefonsvarenes særegne lydverden af klik, brum og biplyde. Er lydværket en slags radiomontage, ny kompositionsmusik eller lydbidder i tilfældig rækkefølge? I øvrigt bør man tilføje, at samme Jonas Olesen på sit eget label BIN også har udsendt en glimrende 12″-tommer EP under navnet Hector Rottweiler, der bedst kan beskrives som aleatorisk ‘elektronisk musik’ lavet i et system af synthesizere og effektmaskiner. (Simon Christensen)
Sortlegeme: “Kolossal” (12″, Self-released)
Jeppe Dalsgaard Andersen har efterhånden rumsteret i det danske musikmiljø i nogle år. Tidligere skabte han loop-baseret ambient som Outer Nothingness, men med sidste års ”untitled”, ”daf” og ”the returning” fik han for alvor sparket liv i sit nye projekt, Sortlegeme. Med Sortlegeme befinder Andersen sig i en noget anderledes boldgade: langsomme og udstrakte samples af mellemøstlig folkemusik blandes med industriel techno. ”Kolossal” er ikke et genremæssigt kvantespring i forhold til Sortlegemes tidligere udgivelser, men kvaliteten er hævet betragteligt, og ”Kolossal” sætter der en stor fed streg under Sortlegemes status som et af de absolut mest interessante navne på den danske i forvejen bugnende technoscene. (Mathias Ruthner)
sæNk: [Trailer] seasoNs, [HEXEI] m.fl. (Digi/video, Youtube)
Dansk tværæstetisk impro- og videoband, der udkommer løbende. sæNk er lavet af billedkunstner Sufie Elmgreen og klassisk guitarist Mathias Klarlund, af og til med Mads Egetoft, Jesper Christoffersen og Lasse Buch. Det er et band! I hvert fald også lyd. I noget, der i høj grad minder om tungt støjende fri-rock. Mindre rock og mere fri. Men guitar og distortion får mig til at tænke på rock. Alt dette igennem mine ører, ud igennem mine fingre. Flere forskellige typer støj er der gerne og nogle gange en klar nok rytme, ikke nødvendigvis urytmisk, men opløst og repeterende, som den mest simple form for rytmisk fremdrift eller fravalg af samme. Mange forskellige lyde over en række af Youtube-videoer. Fra helt rene midi-kadence-undersøgelser til rock til abstraktion og betitlede afdelinger til hele klodser af samlet vilje som i form for bandisk udlyd. (Claus Haxholm)
Vanessa Amara “Like All Mornings” (CS, Posh Isolation)
Den danske trios 2017-bånd tegnede videre på udviklingstendensen fra de tidligere Vanessa Amara-udgivelser. Hvor debuten var præget af brusende orgel og skramlede trommer, var sidste års album anderledes elegant og sluttede med to numre, der nærmest gik i opløsning. “Like All Mornings”-båndet fortsætter endnu længere ind i dette tyste territorium, hvor den tydeligste lydkilde er sarte, slørede klavertoner. Loops, feedback, intet andet. Man kan med en vis ret hævde, at de 72 minutters varighed er til den vel rigelige side, i og med at de 15 numre er temmelig ens i deres udflydende udtryk. Men det er svært at få øje på andre danske udgivelser fra i år, der lykkes med at skabe så rørende patos på så underspillet en måde. (Mikkel Arre)
Various Artists: “Underwater Gestures” (3CS, Infinite Waves)
Underwater Gestures er en compilation bestående af tre kassettebånd med musik komponeret specielt til udgivelsen af henholdsvis Zanzi, Simon Littauer, Assembler, Son Ash, Isorinne og Grøn. Det er et prominent udpluk af labelets tråde ud i den nordiske musikscene, der er i spil på “Underwater Gestures”. Blandt andet dækker Zanzi over et samarbejde mellem Aske Zidore (Gooms, Oh No Ono) og Suni, bag Assembler gemmer Claus Haxholm sig, Grøn over Infinite Waves’ selv i skikkelse af Bjarke Rasmussen, mens Son Ash er en forsmag på Andreas Pallisgaards (Pinkunoizu, Anden Enhed etc.) nyeste kreationer. Fra Assembler og Grøns sfæriske kompositioner over Littauers glimtvis storladne og Flying Lotus-agtige beats til Son Ashs retroklingende tyskerdroner. (Nils Bloch)
