Spost – Et abeansigt i konstant mutation
Spost “Monkey Face” (selvudgivet, 2018) – anmeldelse af Morten Hviid Melsen
I slutningen af februar udkom den anden 12″-vinyludgivelse fra det københavnske band Spost. “Monkey Face”, som den hedder, ankom fem år efter vinyldebuten “Manio Døs”. I mellemtiden har bandet også udsendt kassettebåndet med den lettere mystificerende titel “Pussycatificering” via det gode båndlabel Infinite Waves (hvordan ser det ud, når noget pussycatificeres?).
Kan man kalde Spost et band? Måske ikke. Det er i hvert fald en noget anden lyd end de fleste andre bands, Spost frembringer. Men guitar-tromme-bas-setuppet og frontmand på vokal tegner alligevel konturerne af et band. Musikvideoen (!) til nummeret “Ild i brombær”, der er fulgt i kølvandet på udgivelsen af “Monkey Face”, kunne tyde på, at Spost også tænker på sig selv som et slags band. Her krydsklippes der (efter et kort klip med en affyring af en festlig konfettikanon ved åbningen af en Circle K-tankstation) mellem liveoptagelser med bl.a. Talking Heads, Ramones, T-Rex og så Spost selv. Spost stiller sig på denne måde op i rækken af store bands fra det 20. århundrede, om end et skælmsk smil kan anes mellem klippene.
På “Monkey Face” lyder Spost stadig som Spost. Udgangspunktet er fortsat impro-støj med hoppende, hakkende og larmende guitarfigurer og -flader (ved Claus Haxholm, Jan S. Hansen, Kristian Poulsen og Mathias Sæderup) samt Jonas Okholms strøm af mere eller mindre ituslået sprog (halve sætninger, ord og lyde) i fremtrædende roller. Det afgørende nye på “Monkey Face” er dog introduktionen af trommemaskine i stedet for trommesæt på størstedelen af pladen. Hvor Toke Flyvholms bevægelser på trommesættet i forening med Kasper Thems bas før stod en for væsentlig del af den skramlede energi, der blev sluppet fri i forløbene, er det på “Monkey Face” en mere afmålt rytmisk signatur, der præger udtrykket. På flere numre udgør en enkel stortromme en form for styrende puls, hvilket fremhæver det trancefremkaldende element, som altid har været til stede hos Spost. Det bliver dog aldrig statisk, da det rytmiske mønster konstant muterer og arbejder sig nye steder hen. Kombinationen af det mere maskinelle temperament og de repetitive guitarfigurer og støjende flader giver udslag i en slags ny lyd for Spost.
Skiftet til trommemaskine skaber også forskydninger i resten af lydbilledet. Det lyder f.eks., som om der er blevet skruet et par hak ned på volumenknapperne i øvelokalet. I al fald fremstår de enkelte lyde mere distinkte på “Monkey Face” end på tidligere udgivelser. Der er mere luft i sprækkerne, og det samlede billede fremstår mere koncentreret og lidt mindre skramlet (det kan muligvis også tilskrives kyndig mastering af Andreas Pallisgaard). Denne ilttilførsel giver også mere plads til Jonas Okholms vokal, der får mulighed for at arbejde mere roligt med sit ofte ret sparsomme sprogmateriale. Som på åbneren “Flere”, hvor Okholm hen over et veldisponeret trommemaskinebeat og gennem et kort ekko pendulerer mellem de to ord “flere” og “har”. Vokallyden er renere og flere steder tilføjet netop ekkoeffekter, der tillader Okholm at arbejde på nye måder med gentagelser og hjælper til at udviske grænsen mellem lyden af stemme og lyden af øvrige instrumenter yderligere.
Den økonomisering, der gør sig gældende på “Flere”, er på en måde karakteristisk for hele “Monkey Face”. Det betyder ikke, at den forvildede energi og det tætpakkede lydbillede, der kendetegner Spost, er væk. Der er blot tale om en mere afmålt brug af disse virkemidler. På titelnummeret – måske pladens bedste – øges intensiteten tålmodigt fra den indledende stortrommes puls og små guitarbevægelser over MIDI-(pan)fløjte og yderligere rytmiske indslag fra trommemaskinen, mens Okholms stemme går i hak, indtil Spost som en velsmurt maskine blæser ud over et terræn, ingen rigtig kender, før det hele igen opløser sig, og de enkelte lyde ligger og vrider sig på gulvet i spasmer. Så stilhed.
Mere præcist to minutter og 36 sekunders komplet stilhed, før “Untitled” spiller pladen ud. Stilheden kan man vælge at høre som en langvarig pause, men man kan også vælge at høre den i sin egen ret. Som lyden af ingen lyd, der sætter alle pladens øvrige lyde i relief. Det vil jeg anbefale. To et halvt minuts stilhed, hvor Sposts lyde stadig hopper og danser i den umiddelbare erindring, før lytteren følges ud af døren og ind i det iskolde, men spirende forår.
Info: Monkey Face udkom d. 20. februar.
