artFREQ åbner vildt koncertforår med Glenn Branca
Af Simon Christensen
Det var blandt andet artworket, som fik mig til at drømme om og genopdage Glenn Brancas mesterværk “Ascension”, som blev indspillet i New York i 1980, som jeg har fundet, mistet og fundet flere gange i løbet af de seneste år. Coverbilledet er lavet af tegneren Robert Longo og var en del af serien “Men In The Cities” – det ovenstående er brugt på den nylige vinyl-genudgivelse, billedet i bunden er det oprindelige cover. Og netop forholdet, at “Ascension” er ikonisk og en tilbagevendende oplevelse, gør sig gældende både i grafisk og musikalsk forstand.
Med albummet demonstrerede Glenn Branca, hvordan man kunne skabe en elektrisk storm af symfonisk dissonans og smukke spændingsbuer med fire guitarister, bas og trommer (heriblandt Lee Ranaldo og med den glimrende jazz lydtekniker James Farber), der krydsede landskaber over moderne kompositionsmusik, avantgarde og noise, der sammen med ligesindede Rhys Chatham fra samme periode skulle komme til at forme lyden af nowave, støjrock og blackmetal i fremtiden. Ikke mindst fordi musikere som Michael Gira og Thurston Moore faktisk spillede med Branca, som til gengæld udgav de første Swans og Sonic Youth-plader på sit nystartede label Neutral i årene efter.
Siden har Branca også skrevet mere end 30 symfonier med greb fra den klassiske musik, fremført først og fremmest på elektriske (og af og til hjemmebyggede) guitarer.
Albumgennemgang
“Ascension” starter med “Lesson no. 2” – en abrupt sag med masser af luft og pauser, som får det til at gå helt i stå halvvejs i nummeret, inden det starter op igen som en ny ting. Nummeret er i øvrigt en direkte opfølger til titlen på debutalbummet, som udkom året før. “The Spectacular Commodity” er pladens andet og nok mest karakteristiske nummer; en veltilrettelagt manøvre i at fastholde guitarenes call-respons i soniske og rytmiske yderpunkter – og en komposition, der hele tiden lige nøjagtig når at opbygge systemtræk, inden den bryder dem ned igen. Til sidst forvandles temaet fra begyndelsen til et næsten romantisk udtryk med bløde anslag.
Tredje nummer “Structure” er som titlen antyder en mere matematisk sag, som har samme tilgang til guitarens skrigende lyd med små harmoniske forskydninger og skulle lede til Brancas senere eksperimenter med mikrotonalitet. Samtidig bliver det tydeligt, hvor vigtig en rolle trommerne spiller i forholdet mellem de hvinende guitarer, ikke som timekeeper, men med et regelret spil, som guitarerne kan udfolde sig over. I den henseende starter B-siden kedeligt i en ny lang postrocket spændingskurve på “Light Field (In Consonance)” med unisone guitarlag. Og så bliver der ellers bygget en massiv undergangsmaskine på titelnummeret og pladens sidste skæring “The Ascension”, der slutter med den totale opløsning.
Branca har tidligere optrådt i Danmark, ifølge internetleksikon til åbningen på Aarhus Festuge i 1996 foran Dronningen og Thorkild Simonsen. Man kan nok også med en vis usikkerhed påvise en inspiration fra Branca til nyere danske grupper som Musik for Seks Elektriske Guitarer, Shitpiece og Spost.
Glenn Branca giver solokoncert på torsdag i Huset-KBH (RSVP) og indleder et på alle måder fortræffeligt forår for koncertgruppen artFREQ, som byder på en række af de store musikikoner i løbet af februar, marts og april (desværre til relativ stor mønt). Interview med artFREQ følger inden længe.
13.2: Glenn Branca solo + Stephen O’Malley (Sunn O))))
1.3: Blixa Bargeld & Teho Teardo feat. Messer Quartet
2.3: Blixa Bargeld & Teho Teardo feat. Messer Quartet
14.3: Michael Gira (Swans) + Okkyung Lee
3.4: Michael Rother (Neu!/Harmonia) + Tangerine Dream + Dieter Moebius
