Astrid Sonne – Balancen mellem gentagelse og fornyelse (interview)
Af Alexander Julin
Astrid Sonne er et af de nyeste navne inden for den blomstrende eksperimentelle, elektroniske musik i Danmark. Med alsidige og livlige kompositioner har hun på sit debutalbum, “Human Lines” (Escho), skabt et værk, der både bærer præg af improvisation og en velovervejethed om, hvordan værkets numre komplementerer hinanden – stilistisk, kompositionelt såvel som stemningsmæssigt. Astrid Sonne dyrker gentagelsen uden at udelukke muligheden for fornyelse og uforudsigelighed.
I anledning af “Human Lines” har vi interviewet Sonne om bl.a. improvisation og tilfældighed, indflydelsen fra hendes musikalske skoling i bratsch og sang, om ikke at tøjle musik til bestemte følelser og udtryk, at placere bestemte æstetiske udtryk i alternative sammenhænge og at droppe “den kristne arbejdsmoral”.
P/A: Hvornår er “Human Lines” skrevet, og over hvor lang tid har du arbejdet på albummet?
AS: “Albumet er skabt mellem efteråret 2016 til sommeren 2017 – bortset fra “Alta”, som er pladens sidste nummer. Det var det første stykke musik, jeg komponerede, og jeg følte, at det var vigtigt, at det kom med på pladen, selvom det ikke er fra samme arbejdsperiode og skiller sig ud, idet at det kun er bratsch.”
P/A: Hvad er din musikalske baggrund, og hvilken indflydelse har det haft på “Human Lines”?
AS: “Min musikalske baggrund er klassisk med skoling i bratsch og sang. At jeg har beskæftiget mig så indgående med klassisk musik, har uden tvivl meget at skulle have sagt, når jeg komponerer. Den måde, jeg skaber form på, mit harmoniske sprog og fraseringerne er meget farvet af min musikalske baggrund, om jeg vil det eller ej, på godt og ondt.”
P/A: Hvad har været dine største inspirationer i dit arbejde med “Human Lines”?
AS: “Det er virkelig svært at opridse kunstnere eller oplevelser, jeg har været inspireret af, for så snart man nævner noget, udelukker man noget andet. Der findes ikke én eller en håndfuld oplevelser, der har skabt inspirationen til “Human Lines”, men derimod mange store og små oplevelser, sansninger, erfaringer og åbenbaringer.
Men jeg kan ikke komme udenom, at jeg har været inspireret af og lyttet ekstremt meget til amerikansk og europæisk minimalisme (komponister som Reich, Glass, Pärt, Ligeti, Vasks, Messiaen, Pelle Gudmundsen-Holmgren, Hans Abrahamsen, Per Nørgaard osv.). Desuden synger jeg i et klassisk kammerkor kaldet Hymnia, hvor jeg også finder meget inspiration.
Hvis jeg skal finde en rød tråd i de kunstnere, jeg beundrer, er det, at de kan finde ind til det allermest væsentlige. De kan virkelig komme ind til kernen af, hvad de gerne vil udtrykke.
I musikalske sammenhænge er det for mig evnen til at skabe melodi, harmonik, tekstur og form, der skaber en følelsesmæssig genklang i mig. Jeg kan godt lide musik, der ikke kommunikerer for tydeligt, så der er plads til éns egen oplevelse og fortolkning af det. Og så kan jeg nok ikke komme uden om alt det andet fantastiske musik, der bliver skabt i Danmark for tiden og specielt i min omgangskreds.”
P/A: Har det musikalske musikmiljø i Danmark inspireret dig i arbejdet med albummet?
AS: “Uden tvivl! Jeg er omgivet af nogle af de mest inspirerende og dygtige folk til daglig, og det er en kæmpe gave. Xenia (Equis, c.cell) har været en af de mest indflydelsesrige personer ift. inspiration og motivation. Vi har været tætte venner i mange år, og vi bruger ofte hinanden som sparringspartnere. Villads og Aske fra Anyines har lært mig uendelig meget både ved at dele ud af deres viden, lære det fra sig og generelt hjulpet mig.
Derudover elsker jeg at suge til mig fra alle dem, der ikke direkte laver det samme musik som mig: Soho Rezanejad, ML Buch, Molina, Catherina og Henriette fra Smerz, Twin Cities, Fast Forward, Ectotherm, Posh Isolation og Petrola80. Jeg har nok glemt en masse. Der er så mange gode ting, der kommer fra Danmark lige nu, og jeg føler, at miljøet er opbakkende og rummeligt. Det er så dejligt at opleve og være en del af.”
P/A: De enkelte numre varierer meget måde stilistisk, stemningsmæssigt og flere også kompositionelt. Har du bevidst ønsket at udtrykke dig så diverst som muligt?
AS: “Nej, det har jeg ikke. Arbejdet med albummet har været båret af en meget fri proces, hvor jeg ikke har villet tøjle musikken til specifikke følelser eller udtryk. Det skulle bare være mig og vidnesbyrd fra forskellige stemninger, oplevelser og følelser. Jeg er ikke særlig optaget af én bestemt æstetik eller genre.”
P/A: Har du haft intentioner om, at albummets numre skulle komplementere hinanden på en bestemt måde?
AS: “Ja, det har jeg. Jeg arbejder meget med kontraster både inden for de enkelte numre, men også med albumet som helhed. A-siden er en suite, der arbejder med transition, form og kontraster. Både udtryksmæssigt er der stor forskel på numrene, (“Also” og “In” er mere ladede, “Real” og “Life” mere legende). Derudover er det de mindre kontraster (f.eks. trance-synth og korsample i “Real”, og det tonale og atonale i “Life”). B-siden er ikke på samme måde ét sammenhængende forløb, men mere en form for collage over forskellige oplevelser, men man finder i hvert nummer en form for kamp mellem det bløde og det hårde, det støjende og det melodiske osv. Numrenes rækkefælge er også sammensat efter, hvordan de komplementerer hinanden i forhold til numrenes forskellige dynamik og stemning. Man får ikke lov til at være i det samme stadie for længe, hvilket bidrager til en dynamisk og måske til tider udfordrende lytteoplevelse.”
P/A: Hvilket udstyr har du primært gjort brug af, og hvordan har det formet albummets udtryk?
AS: “Computer, optagelser fra EMS i Stockholm (Buchla, Waldorf etc.), software synthesizer: Serum, Access Virus Indigo, OP-1 TI, audio til midi-converter (bratsch til computer). Der er meget få optagelser, der er, som de er indspillet. For det meste har jeg manipuleret alle de lyde, jeg indspillede. Jeg tager få lydkilder ud, som jeg processerer på forskellig vis på computeren, hvilket gør arbejdsprocessen meget intuitiv. Meget af albummet er også skabt ved at spille forskelligt materiale live. Når jeg får materialet lidt væk fra computeren, føler jeg, at jeg kan agere mere musikalsk især i forhold til timing.
Valget af udstyr og synths har i forbindelse med pladen handlet meget om, hvad der sker, når man tager en sterotyp lyd (f.eks. Serum pre-set, meget klassisk dubstep-lyd) og blander det med et David Lang-korsample. Dertil har jeg en kærlighed til analogt simulerende digitale synths, både Waldorf og Access Virus, som igen har nogle klare æstetikker indbygget, som man på en måde fucker med, når man placerer dem i en anden sammenhæng og æstetik, end det måske ellers var tiltænkt.”
P/A: Hvordan vil du beskrive din arbejdsprocess? Har den været kendetegnet ved et eller flere bestemte arbejdsmønstre, dogmer, etc?
AS: “Jeg er generelt meget disciplineret og arbejder gerne fra om morgenen til eftermiddag/aften, lige meget om det går godt eller ej. Jeg er helt klart ikke lige så disciplineret, som da jeg øvede meget bratsch og spillede klassisk musik, for det var også noget, jeg gerne ville væk fra. Men jeg tror ikke, at jeg kan gøre mig fri af tanken om, at jeg skal arbejde i hvert fald et vist antal timer pr. dag. Jeg er dog begyndt at arbejde efter mantraet om, at jeg skal stoppe på toppen og droppe den kristne arbejdsmoral og tvang. Det kan være efter 2 eller 10 timer i studiet.
Dogmatisk set har jeg arbejdet meget med transition, og hvordan man kan skabe det på forskellig vis. Eksempelvis består “Also” af et minuts Access Virus-sample, som jeg har skabt form af ved at automatisere Abletons arppegiator på forskellige måder. “Overexisting” er også meget et transitionsnummer, der ligesom “Also” har meget den samme bevægelseskurve. Helt grundlæggende er jeg meget glad for ABA-form, eksempelvis roligt – intenst – roligt, hvilket er noget, jeg også fremover gerne vil prøve at udfordre noget mere.”
P/A: Hvilken rolle har improvisation spillet i arbejdsprocessen?
AS: “Jeg føler mig meget tryg i det improvisatoriske rum, og det spiller en stor rolle for, hvordan jeg skaber musik. Det er meget sjældent, at jeg har en fuldkommen plan over, hvor et nummer skal bevæge sig hen, eller hvad jeg vil med det. Jeg reagerer bare på, hvad der sker i løbet af processen. Jeg tegner dog tit et forløb eller forskellige bevægelser, jeg har forestillet mig, før jeg går i gang, simpelthen for at starte med noget.
Generelt er jeg glad for at arbejde med tilfældigheden, smide en masse bolde op i luften og se, hvad der kommer ned igen. Det, der er kunsten i at arbejde med tilfældighed for mig, er, hvordan man derefter finder frem til det mest væsentligste, og det kan godt være en udfordring.”
P/A: Hvad har du ønsket at frembringe eller berøre med udgivelsen?
AS: “Med “Human Lines” har jeg ønsket at udforske balancen mellem gentagelse og fornyelse i forskellige universer, der svarer til forskellige følelsesmæssige stadier. Det er vigtigt for mig, at musikken indeholder en vis følelsesmæssig relaterbarhed. Om det så er den ene følelse frem for en anden, går jeg ikke op i. Jeg skaber helst musik, der ikke skal være mere, end det er. Der er ikke budskaber eller temaer, det er ikke 1:1. Det er uden logisk sans, i følelsernes vold, et menneskeligt præmis.
Info: Astrid Sonne “Human Lines” er ude den 16. februar på Escho.
