Passive/Aggressive

Mixtape: Paisley Underground

November 15 2011 The Rain Parade

Paisley-mønstret tilbageskuen anno 1982

De opfandt ikke den dybe tallerken. Slet ikke. Men i begyndelsen af 80erne rullede en bølge af bands ind over kysten omkring Los Angeles, der, trods det forfærdelige mærkat, de fik stukket på sig, skabte en række af 1980ernes bedste rocksange. Og albums.

De kendte hinanden på kryds og tværs. Grillede, chillede og surfede. The Bangs (senere The Bangles, du ved), Dream Syndicate, Rain Parade (hvis hoved-sangskriver David Roback senere dannede Opal, der blev til Mazzy Star), The Salvation Army/The Three O’clock, Green on Red. Sammen med The Jam’s mod-revival, var Paisley Underground-scenen et af de første beviser på, at ikke mindst 1960ernes eksperimenterende rock havde en levetid langt ud over de gamle vinyler.

Der er kommet mange afstikkere af netop sidstnævnte, men få bands har formået så klart at videreformidle tonen fra den første bølge, som eksempelvis Rain Parade og Dream Syndicate. Det er tilbageskuende, men i dag står deres albums som nogle af de stærkeste rockplader fra 1980erne overhovedet. Krydr det med et par afstikkere til loner-land (Bobb Trimble), britisk mod’ish revival (Mood Six, The Soft Boys, The Times) samt The Long Ryders’ country-rock, tænd for varmen, spis en burger, drik et krus tyndt øl. Og nyd det.

Paisley Underground Passive/Aggressive Mixtape, kompileret og forfattet af Husk Lynet, der spiller dette sæt torsdag den 17. november her.

Trackliste:
Bobb Trimble: One Mile From Heaven (short version)
Opal: Strange Delight
Dream Syndicate: Tell Me When It’s Over
Mood Six: Just Like A Dream
The Times: I Helped Patrick McGoohan Escape
The Soft Boys: Positive Vibrations
The Three O’Clock: With A Cantaloupe Girlfriend
The Vipers: Tears (Only Dry)
The Long Ryders: And She Rides
Green On Red: Aspirin
Bangs: Getting Out Of Hand
The Rain Parade: No Easy Way Down

Dirty Beaches – Untitled Film Music Mixtape

October 18 2011

Dirty Beaches er super filmfan, specifikt David Lynch Det kan man høre, når man hører Dirty Beaches’/Alex Zhang Hungtais musik. Din tirsdag. Man kan måske med fordel skelne mellem musik, der er “filmisk”/billedskabende, for det er enten det vageste eller det mest meningsløse begreb. Alt musik og ingen musik er fvcking billedskabende. Men det er tempoet og romantikken og produktionen og citaterne (intertektuelle ref. fx.) til filmmusikkens hovedværker, der gør det til en filmfans musik. Han har lavet dette mixtape til selftitledmag.

Trackliste:

Xavier Cugat – Jungle drums (Film: Days Of Being Wild)
Connie Francis – Simony (2046)
Audrey Hepburn/Henry Mancini – Moon River (Breakfast At Tiffany’s)
Xmas Time Is Here (Charlie Brown Xmas)
Chantal Goya – Tu M’as Trop Menti (Masculine Féminine)
DNA -5:30 (Downtown 81)
Ennio Morricone – Driving Decoy (Diabolik)
Angelo Badalamenti – The Pink Room (Twin Peaks Fire Walk With Me)
Frank Zapper – Chunga’s Revenge (Happy Together)
Chopin/Wladyslaw Szpilman – Mazurka In A Minor (The Pianist)
Michael Nyman – Nadir (9 Songs)

Læs resten

JONAS MUNK – DREAMY SOUNDS FROM ODENSE 2001-2011

October 10 2011

Jonas Munk (Manual, Causa Sui, Limp) har lavet et mixtape til bloggen astranglyisolatedplace, hvor du også kan finde fulltrackliste og beskrivelse. Mixtapet er ikke lavet til p/a, men p/a anbefaler og ville ønske det var…

isolatedmix 21 – Jonas Munk: Dreamy Sounds from Odense 2001-2011

01. Rumskib: Love at first sight
02. Dorias Baracca: Silence
03. Limp: New Autumn
04. Syntaks: Shiftandshade Ahead
05. Scared Crow: I hate you too
06. Balloon Magic: Waking Up
07. Keith Canisius: Omorose
08. Ulrich Schnauss & Jonas Munk: In Odense
09. Manual: Saudade
10. Dead Sunday: Brotherhood
11. The Dove is Dead: Moth
12. Dorias Baracca: Shaky Dreams
13. Aerosol: Airborne

mixtapet er bragt efter samtykke med jonas munk

Introducing: Tremoro Tarantura

Blog September 14 2011

En personlig anbefaling, der lynhurtigt blev en personlig besættelsen. Tremoro Tarantura har en slibrig tone, slørende melodier og instrumental minimalistisk drone progressiv post-nuværende-konventioner pondus. Det kunne være indkapslingen af et foranderligt, ekspanderende rum. En uigennemsigtig suppe af små organiske sandkorn. (Ok, nu er det vist liiige søgt/abstrakt nok). Motorpsycho møder Serena Maneesh. Navnet forestiller man sig som et ordspil på tremolo og tarantula, hvilket passer fint nok med kombinationen af guitaren og de der lidende monster-/dyre-/insekt-/igle-lyde, altså TTs hjemsøgte filmiske passager. Måske en sci-fi-klassikers soundtrack, eller et blodigt shoot-em-up spil.

Faktum, det er nordmænd (bemærk i øvrigt, hvor stærk den norske scene for støjimpro er!), der udgav debutalbum i 2010 og i denne uge offentliggjorde første track fra den kommende ep, “Avaleeches”. Produceret af Helge Sten/Death Prod. (Supersilent, Motorpsycho). Mastereret af Jaime Gomez Arellano (Ulver, Ghost).

“The band is known by refusing working in studio environment and has a strict policy of capturing their creative outbursts on obscure locations, including everything from haunted buildings to churches. Music of Tremoro Tarantura should be considered as field-recordings, and nothing else.”

Tremoro Tarantura: Wayyns (nyt nummer)

Tremoro Tarantura: Traumarium

P/A presents Ford & Lopatin

Blog August 28 2011

Ford & Lopatin tog navneskifte efter den umulige, nørdede Games “That We Can Play”-ep. Inden da havde Daniel Lopatin ild i sit projekt under navnet Oneohtrix Point Never, et noget mere art-anerkendt buldrende, analogt, elektronisk, stressende droneprojekt; så det engelske musikblad Wire skriver om det.

Man behøver ikke forstå, hvad Ford & Lopatin går ud på, måske. Det er surrealistiske hooks via samplede vokaler, cembalo, robotter og andre opklippede passager, mens melodien bliver spillet på elektriske guitar og et udvalg af syntetiske casio- og for mange MIDI-input, der lyder 27-30 år gammelt. Det er ofte her anmeldelserne slutter, men hvis man skal være retfærdig, er “Channel Pressure” (Mexican Summer/deres album*) langt mere detaljeret og undersøgende end at være fra 80’erne. Det er transcendental sarkasme.

Konklusion: Se!, det er spacetechno, hvor værktøjerne kan være analoge eller digitale, men hvor det handler om konstruere et groove, der er out of this world. Man skal svæve og være blæst.

*Bonusinfo: “It’s got a concept, even, with the songs forming a largely incomprehensible narrative concerning a teenager who resists evil technological overlords, though understanding that component of the record has virtually nothing to do with one’s enjoyment of these songs.”

Passive/Aggressive er vært for Ford & Lopatin på Ideal Bar den 15. september: (link). Musikvideotrix til “World Of Regret”:

Note to self: Oneohtrix Point Never (Daniel Lopatin) udgiver “Replica” den 5. november.

Oneohtrix Point Never

Perfect prescription #1: Festival Of Endless Gratitude

August 25 2011

Dét, der startede som et venskab med Ron Schneiderman (Sunburned Hand Of The Man) i nordøst-usa i 2007, blev begyndelsen på Festival Of Endless Gratitude. Taknemmelig, fremsynet, undergrund, psych, new weird america, drone, freak med internationalt snit i KPH Volume (Enghavevej). I 2009 var Schneiderman visiting artist i Danmark, og i den samme periode blev festivalen grundlagt i Kbh.

P/A anbefaler Festival Of Endless Gratitude fra den 15.-18. september (event). Festivalen er nonprofit-dedikeret; billetterne er billige (220 kr. for hele festivalen! hos insula eller sort kaffe), og der er specialøl fra et lille bryggeri. Alle kan nyde at lytte til noget nyt. Man kan vælge at opfatte det således: Det eksponerede er ikke nødvendigvis bedre end det ikke-eksponerede. Den nysgerrige alternative musik har mindst den samme tiltrækning, som den mest eksponerede; lad det være dit dagens mantra.

FOEG deler 40 navne ud på fire dage. Der er fridyk i programmet og flere navne bliver offentliggjort inden for kort tid. Fx. Matthew ‘Doc’ Dunn, Norberto Lobo, Jozef van Wissem, Bäddet För Trubbel, Chris Corsano/Dennis Tyfus, Jakob Olausson:

Introducing #1: Dirty Beaches

Blog August 15 2011

Suicide møder Elvis. Rumklang og en 50’er-60’er lyd. Der er konstante strejf af referencer til andre musikstykker gennem historien. “Horses” lyder som et Velvet Underground-nummer, “True Blue” indeholder brudstykker fra The Ronettes-nummeret “Be My Baby”, men efterlader Roy Orbisons aftryk. Fraseringerne i “Sweet 17” er ren Elvis. “A Hundred Highways” minder mig om, hvad er det nu, Supremes?

Velkommen på passive aggressive fm.