Mikhail Chekalin – Det undervurderede, post-impressionistiske geni bag jerntæppet
Det Glemte Guld – En serie af Mikkel Kongstad
Denne uge står i Phono-festivalens tegn, og derfor har nærværende signatur udvalgt et g(l)emt elektronisk album, der helt i tråd med Phonos tema ‘Encourage’, er en kolossal og grænseudvidende oplevelse for det nysgerrige og åbne sind. Vi skal se nærmere på den russiske synth-komponist og -avantgardist, en af Ruslands mest indflydelsesrige, moderne komponister Mikhail Chekalin (f. 1959) og et af hans hovedværker. “Post-Pop-Non-Pop” fra 1989 er et electro-avantgardistisk og post-symfonisk værk, der på trods af Chekalins høje status i Sovjetunionen aldrig rigtigt er nået ud af den nu forhenværende unions skrumpende grænseområder.
“Post-Pop-Non-Pop” er en art udknaldet, men dragende og nærmest melodisk, elektronisk symfoni, der består af kompositioner fra perioden 1984-1987. Chekalin fremstår som en gal troldmand, hvis trylleeliksir, netop er blevet spildt på gulvet og herfra vokser den ene bizarre soniske skabning efter den anden op af jorden og vralter manisk koreograferet rundt med armene i vejret. Musikken er brygget på et obskurt mix af dansegulvsæggende synth-arpeggi, nøjsomt koordinerede og ordløse vokal-rablerier, mundperkussion, trommemaskiner og musique concrete-agtige lunser af forvredne synths flettet ind i en række multi-lagrede lydtapeter, der i overvejende grad opererer i et enten weird vuggende dansegulvs-tempo eller i et elektronisk udsplattet og pulsløst, ambient rum.
Dette er et på alle måder vildt værk, der eksisterer et sted i krydsfeltet mellem tidlig Tangerine Dream, Klaus Schulze, Morton Subotnick, Edward Artemiev og Wendy Carlos. Det er abstrakt, kosmisk elektronisk musik med et touch af musique concrete, new-age og klassisk. Og så alligevel er værket gennemsyret af Chekalins ikonoklastiske tilgang og de post-impressionistiske syntetiseringer, der gør, at man konstant overraskes undervejs på pladen. For eksempel, når man undervejs støder på den lille ordløse acapella “Genetic Code”, hvor Chekalin synger duet med sig selv takket været evighedsrumklang. Eller når man bliver vækket af den udknaldede electro-tango på “Erotic Fish Marouani” ved pladens afslutning. Og så er der selvfølgelig albummets centrale skæringer i form af de nærmest poppede “Ecstatic Lullaby” (der er tilmed, i tidens ånd, lavet en ret moderne musikvideo til) og “Torn Page”, der begge lyder som en Peter Gabriel-produktion ført gennem et synt(h)etisk musique concrete-filter, og derudover er det værd at fremhæve de næsten Berlinerskole-venlige “Origin Of Species” og “After The Sound”.
Mikhail Chekalin har over 40 udgivelser på CV’et, der efter nærværende signaturs møde med en solid håndfuld af dem (der er til at opstøve fysisk eller digitalt), synes at have dét til fælles, at Chekalin har en en umættelig appetit for at videreudvikle egen lyd og undersøge potentialet i at opbygge nye territorier ved hjælp af nye syntetiseringer. Der er i al fald sjældent noget formularisk over Chekalins musik, der konsekvent fastholder sin egen aparte selvstændighed og bastardisering af velkendte troper og kompositionelle regler. Således er Chekalins bagkatalog er et overvældende skattekammer af elektroniske symfonier, kammermusik, elektronisk og psykedelisk musik, sågar jazz og rock-eksperimenter.
Den russiske komponist er utvivlsomt en af en af de mest radikale og innovative synth-troldmænd ikke bare i Rusland, men i det hele taget. Det er ikke uden grund, at Oneohtrix Point Never har fremhævet Chekalin som en af de mest undervurderede elektroniske komponister. Det paradoksale er netop, at vi på denne side af Berlinmuren kun er ved at finde ud af det nu. Dette skyldes i høj grad Sovjetunionens kulturelle protektionisme og det anstrengte forhold til musikalske eksperimenter og innovation, hvor staten har en nærmest århundrede lang tradition for at holde udvikling og private initiativer nede, og hvis man partout skulle skabe en musikalsk revolution, så skulle man på en eller anden måde agere statsfinansieret hofkomponist og skabe revolutionen i kløerne på styret, uden at træde nogen over tæerne. En svær balancegang i et stalinistisk styre, hvor pionerer som Evgeny Murzinman blev betragtet som kriminelle for at arbejde selvstændigt / uden om staten med sine elektro-optiske eksperimenter. Det var blandt andet det arbejde, der ledte ledte til udviklingen af den myteomspundne ANS-synth og Edward Artemievs nu legendariske soundtracks til tidlige Tarkovsky-film som Solaris og The Stalker. Soundtracks, der i øvrigt udkom via det sovjetiske, statsejede label Melodiya, der også står bag Chekalins udgivelser.
Chekalins kompositoriske virke er gennemsyret af en nysgerrighed og vildskab, der er ansporet af energierne fra post-impressionismen og avantgarden, og i særdeleshed måden, hvorpå musik som kunstform kan agere opposition til såvel den politiske som den kulturelle magt-monopol og det herfra udviklede konformitetens kvælertag. Desværre har musikken været holdt fanget bag et statsejet, monopolitisk pladeselskab og ikke mindst en mur, der alt for længe har holdt udvekslingen af kulturelle troper på tværs af øst og vest til noget nær nulpunktet. Derfor er det først nu, næsten 30 år efter murens fald og opløsningen af Sovjetunionen, at vi, takket være internettet kan begynde at danne os et indtryk af hvor vild en samtidsmusik, der er blevet skabt på den anden side af jerntæppet.
Info: “Post-Pop-Non-Pop” udkom i 1989 via det statsejede, russiske pladeselskab Melodiya. Andre skæringer fra pladen kan desuden findes på antologien “Looking East (Estonia & Russia)” fra 1992. Find to yderligere anbefalelsesværdige værker af Mikhail Chekalin herunder.
“Meditative Music For A Prepared Electric Organ Vol. 1 & 2” (1982) – Abstrakt og fortættet ambient bygget på effektindsmurte, nærmest messende vokaler og weird synths.
“Poruganie Patsiphika” (2007) – Et grotesk værk, der bedst kan beskrives som John Zorn-gone-electronic. Udgivelsen findes på diverse kommercielle streamingtjenester.
