Passive/Aggressive

En introduktion til Raw Birth Records

February 13 2014

deadinstrument_live3

Af Rasmus Moesby

Det er ikke just fordi, det fantastiske internet ligefrem bugner med information om københavnske Raw Birth Records. En hurtig, overfladisk søgning vil afsløre en forbindelse til DIY-scenen omkring Ungdomshuset, de undergrundsorienterede, men internationalt velrenommerede festivaler Heavy Days In Doomtown og Killtown Death Fest, samt bookingbureauet Killtown Bookings. De fleste opdateringer fra selskabet (via rawbirthrecords.blogspot.dk) afleveres i form af en til to sætninger, uden videre udenomssnak eller salgstaler, og ofte med måneders mellemrum. For de fleste, der er bekendt med selskabet og dets udgivelser står det dog ret hurtigt klart, at ordknapheden efter al sandsynlighed skyldes et ønske om lade musikken tale for sig selv – en indgangsvinkel, der ligeledes lader til at deles af kunstnerne, der opererer under Raw Birth-banneret.

Selskabets musikalske profil taler om ikke andet sit eget tydelige sprog; grundlaget er hardcore-punken og de mere ekstreme genreafskydninger deraf i hver sin ende af ekstremitetens spektrum; fra flænsende hurtig grindcore til rødøjet sludge i snegletempo. Alt det slam, der løber i kloakken under den i stigende grad domesticerede danske metalscene. At den iboende ekstremitet hos eksempelvis Dead Instrument aldrig nogensinde ville kunne gøres spiselig for den brede befolkning, lader til at være en naturlig selvfølge, et accepteret eksistensvilkår for Raw Birth, der med et skuldertræk gang på gang fodrer hårdhudede trommehinder med afsindige udgivelser på vinyl og kassettebånd, eksklusivt. Skønt Raw Birth er et dansk foretagende, rækkes der af og til også ud til ligesindede i udlandet; således er sludge-psykopaterne Meth Drinker fra New Zealand og senest det canadiske doom-outfit IRN også blevet tilføjet selskabets rækker. Begge bands trækker, i ligeså høj grad som deres danske kolleger, seriøst tænder ud på lytteren.

Indtil videre er Raw Birth Records’ katalog ret overskueligt, men for nationalfølelsens skyld har jeg udvalgt udgivelser fra tre danske kunstnere, der spænder forholdsvis bredt i deres individuelle tilgang til musikken, men som alle udspringer fra samme forurenede kilde. Spoiler alert: hvis du er typen, der føler, at brugen af intenst overstyrede guitarer og eksplosive blastbeats mest af alt lyder som en løbsk motorsav i en tætpakket hønsegård, bør du sandsynligvis klikke tilbage til hovedsiden nu. Men husk på, at det nogle gange kan være en meget givende oplevelse at få udvidet sin musikalske horisont og åbnet sit sind.

Med en motorsav.

Bottom Feeder – ”Grinding Teeth” LP (2013) Læs resten

artFREQ åbner vildt koncertforår med Glenn Branca

Blog February 11 2014 ascension

Af Simon Christensen

Det var blandt andet artworket, som fik mig til at drømme om og genopdage Glenn Brancas mesterværk “Ascension”, som blev indspillet i New York i 1980, som jeg har fundet, mistet og fundet flere gange i løbet af de seneste år. Coverbilledet er lavet af tegneren Robert Longo og var en del af serien “Men In The Cities” – det ovenstående er brugt på den nylige vinyl-genudgivelse, billedet i bunden er det oprindelige cover. Og netop forholdet, at “Ascension” er ikonisk og en tilbagevendende oplevelse, gør sig gældende både i grafisk og musikalsk forstand.

Med albummet demonstrerede Glenn Branca, hvordan man kunne skabe en elektrisk storm af symfonisk dissonans og smukke spændingsbuer med fire guitarister, bas og trommer (heriblandt Lee Ranaldo og med den glimrende jazz lydtekniker James Farber), der krydsede landskaber over moderne kompositionsmusik, avantgarde og noise, der sammen med ligesindede Rhys Chatham fra samme periode skulle komme til at forme lyden af nowave, støjrock og blackmetal i fremtiden. Ikke mindst fordi musikere som Michael Gira og Thurston Moore faktisk spillede med Branca, som til gengæld udgav de første Swans og Sonic Youth-plader på sit nystartede label Neutral i årene efter.

Siden har Branca også skrevet mere end 30 symfonier med greb fra den klassiske musik, fremført først og fremmest på elektriske (og af og til hjemmebyggede) guitarer.

Albumgennemgang
“Ascension” starter med “Lesson no. 2″ – en abrupt sag med masser af luft og pauser, som får det til at gå helt i stå halvvejs i nummeret, inden det starter op igen som en ny ting. Nummeret er i øvrigt en direkte opfølger til titlen på debutalbummet, som udkom året før. “The Spectacular Commodity” er pladens andet og nok mest karakteristiske nummer; en veltilrettelagt manøvre i at fastholde guitarenes call-respons i soniske og rytmiske yderpunkter – og en komposition, der hele tiden lige nøjagtig når at opbygge systemtræk, inden den bryder dem ned igen. Til sidst forvandles temaet fra begyndelsen til et næsten romantisk udtryk med bløde anslag.

Tredje nummer “Structure” er som titlen antyder en mere matematisk sag, som har samme tilgang til guitarens skrigende lyd med små harmoniske forskydninger og skulle lede til Brancas senere eksperimenter med mikrotonalitet. Samtidig bliver det tydeligt, hvor vigtig en rolle trommerne spiller i forholdet mellem de hvinende guitarer, ikke som timekeeper, men med et regelret spil, som guitarerne kan udfolde sig over. I den henseende starter B-siden kedeligt i en ny lang postrocket spændingskurve på “Light Field (In Consonance)” med unisone guitarlag. Og så bliver der ellers bygget en massiv undergangsmaskine på titelnummeret og pladens sidste skæring “The Ascension”, der slutter med den totale opløsning.

Læs resten

Kvindebandet – Vokalharmonier og modularsynths i ekliptiske kredsløb

Blog February 9 2014 kvindebande

Af Simon Christensen. Foto Simon Kjær.

Det er ikke til at finde hoved og hale i musikken fra Kvindebandet, som på det selvudgivne debutalbum “Cyklus” lader sig skifte tempo og humør adskillige gange. Ifølge en mail må vi lytte til hele pladen. Numrene er nemlig meget forskellige fra hinanden – deraf titlen.

Det er ikke så flot og forfinet som fx. Valby Vokalgruppe og de andre udgivelser fra (pige-)kollektivet Eget Værelse, som (sammen med f.eks. Laurie Anderson) kunne være et sammenligningsgrundlag. Til gengæld er der mere anarkisme over Kvindebandet, der snurrer om vokalharmoniernes klassiske klang og modulare skift i tonearter. Samtidig bringer de også et avantgardistisk og genrefrit syn med til bordet, om det så skyldes en baggrund i Esbjerg og andre steder i provinsen eller slægtskabet med for eksempel jazz- eller hippie-kollektiverne i København. Under alle omstændigheder er “Cyklus” et fint bud på nutidens mangefacetterede DIY, og pladen bliver fejret med releasefest den 20. februar med Spillet & Spillet, Tidlige Armbånd og Rød Himmel på lidt hippe Angel’s på Nørrebro. Læs resten

Alucarda – Kværnende riffs, kultritualer og D61-dåb

Blog February 7 2014

rsz_0001866453_20

Af Emil Thorenfeldt

Da Jus Oborn fra Electric Wizard i sin tid skrev en guide til sine yndlingshorrorfilm, fremhævede han bl.a. bikerfilmene “Devil’s Angels” og “Psychomania” med begrundelsen: “[they] represent how a band like Electric Wizard should be … like a crazy fuckin’ bike gang; burning, looting, raping and shooting. There’s so many inspirational moments in those movies.” En anden af Oborns yndlingsfilm er den mexicanske kultklassiker Alucarda, en kontroversiel blanding af satanisme, orgier, blod og lesbisk sex, der nu også har lagt navn til et nyt, dansk projekt.

Selvom både inspirationskilderne såvel som musikken kunne lede tankerne i anden retning, er Alucarda i bund og grund et enmandsprojekt signeret Hampus Wahlgren, med hjælp fra diverse musikere fra bl.a. Scavenger Brats og Mold. Demoen “D.F.F.L.” fra efteråret 2013 er første udgivelse fra Alucardas hånd, men 2014 tegner til at blive et produktivt år; foruden en debutkoncert i aften i Ungdomshuset er en 12”-udgivelse også i støbeskeen.

Indtil mere materiale foreligger kan man dog med fordel forsøge at få fingrene i “D.F.F.L.”, der er udgivet på kassebånd i 100 eksemplarer. Musikalsk og tematisk ligger båndet tæt op af Electric Wizards rifftastiske dommedagsmetal krydset med øresønderrivende fuzz punk i stil med Satan’s Satyrs, fint eksemplificeret på åbneren, “Electric Tower”, hvis tekst om sadisme, åndemanere og sort magi ledsages af lige dele tung, slæbende doom og kværnende punk. Læs resten

Radio- og transmissionskunstens free-form potentiale

Feature February 6 2014 transmissionskunst

Af Jan Stricker

Den 12 december 1901 lykkes det den italienske fysiker Guglielmo Marconi a transmittere det første radiosignal over Atlanten fra Cornwall i England til New Foundland tæt ved New York.

Den 24 december 1906 transmitterer den canadiske opfinder Reginald Fessenden verdens første radioprogram fra Brant Rock Massachusetts. Programmet indeholder sangen Oh holy night, som Fessenden fremfører på violin, foruden oplæsning af passager fra biblen.

Den 2. marts 1951 har John Cage premiere på sit stykke Imaginary Landscape No. 4 for 24 operatorer, 12 radioer og et partitur, der nøje angiver, hvornår frekvensen skal skiftes, og at radioerne skal være indstillet på AM frekvensbåndet (520kHz–1,610kHz).

Radioen har for de fleste en relativt fast betydning, som et apparat hvorfra der løber en jævn strøm af formidling, snak eller musik. Radioen er noget ufarligt, som lyder i baggrunden. Men inde i radioen gemmer sig hele verden båret af radiobølger, og inde i støjen imellem frekvenserne ligger et særegent lydunivers med en næsten ubeskrivelig dybde.

Derfor har radioen været et foretrukket instrument i både avantgarde- og eksperimentalmusikken tidligst fra russiske Leon Theremins instrument fra 1920’erne over John Cages mere legende brug af radioen i 1950/60’erne. Hos et antal kunstnere har radio, her særligt kortbølgeradio, været et betydeligt omdrejningspunkt i dele af deres karriere: John Cage, William Basinski, John Duncan, Karlheinz Stockhausen etc. Læs resten