Passive/Aggressive

Perfect Prescription: Leaves Festival (Odense)

February 9 2012

Leaves Festival en ny festival for den eksperimenterende og grænseudforskende gren af musik, der gerne vil være den odensianske pendant til fx. Pop Revo og Festival Of Endless Gratitude – navnene er dog primært fra Odense, nogle få fra andre steder i Danmark – og hele organiseringen foregår på et frivilligt basis med en ambition om at præsentere det bedste fra Odense. Læg blandt andet mærke til grupperne Causa Sui, The Dove Is Dead og First Flush (prod. af Jens Benz og en del af AF MED HOVEDET, som p/a skrev om i september).

Nye navne offentliggjort i dag: Syringe og Echo Vamper

“Odense lider af et mystisk og oldgammelt fænomen, som man vil kunne døbe flugtkulturen – et fænomen som lyder på, at alle unge i det øjeblik de har modtaget deres eksamensbevis, spurter ud af hoveddøren for enten at flytte til Århus, København eller Berlin. Dette skyldes primært, at mange unge odenseanere ikke føler, at de kan få tilfredsstillet deres kulturelle behov i Odense, og unge kunstnere føler ikke, at de har mulighed for at blive hørt og anerkendt. Her er en mangel på kulturelt initiativ for dem som er interesseret i, og selv spiller alternativ rytmisk musik, og det er dét hul, som Leaves Festival ønsker at udfylde. Et hul som er paradoksalt i forhold til det odenseanske vækstlags potentiale. Vi satser helhjertet på, at festivalen kan blive det odenseanske potentialefyldte vækstlags stemme, både lokalt og nationalt, og at festivalen kan præsentere en lyd af Odense mange år frem endnu – såvel at potentialet forbliver intakt.”

Festivalen koster 100 kr/350 billetter i salg. Det er et røverkøb. Leaves finder sted den 30.-31. marts.

Leaves har kompileret dette mixtape til passive/aggressive med musik fra årets offentliggjorte kunstnere: Læs resten

Hvorfor elsker jeg Lady Gaga?

January 30 2012

Af Jens Franco

Ja, hvorfor? Udover hendes musik er fandens god at danse til, er jeg ekstremt fascineret af popdronningens måde at iscenesætte sig selv. Nogle gange virker det næsten som om, at hele verden er iscenesat for hendes skyld og alle hendes bizarre idé’er. Lady Gaga har altid total kontrol over Lady Gaga – The Corporation. Hun styrer nådeløst begivenhederne, om det er absurde publicity stunts, rygter, mode eller hendes egne innovative musikvideoer. Den kun 25-årige new yorker sætter sin egen dagsorden i en verden, der ellers er styret af mænd.

Jeg har altid været besat af popkultur, specielt amerikansk popkultur, da den er så skamløs og over-the-top. Og ingen er mere skamløs og over-the-top end Lady Gaga. Alt hvad hun laver, får altid en øjeblikkelig reaktion fra massemediernes side. Og hun lader til at ha det skideskægt, mens hele verden undrer sig over hendes påfund. Lady Gaga er intet offer, som mange af hendes popkollegaer tit udvikler sig til senere i deres karriere. Stærke kvinder har altid fascineret mig. Jeg har holdt adskillige foredrag på universiteter om stærke kvinder og feminisme i 70’ernes exploitationfilm, som b-filmheltinderne Dyanne Thorne (”She Wolf Of The SS”) og Pam Grier (”Coffy”, ”The Big Doll House”). Så da jeg så hendes fantastiske video for ”Telephone”, der netop hyldede 70’ernes women-in-prison film og dens klichéer, var jeg totalt blæst væk og blev øjeblikkeligt megafan af denne visionære kunstner.

Mine omgivelser har altid undret sig over min besættelse, da jeg kommer fra en punk- og heavy metal-baggrund, hvor mainstreampop generelt bliver hånet. Det er efterhånden taget et omfang, hvor jeg altid har et foto af Lady Gaga på scenen, når Tumor Warlord spiller. Min skytsengel, som jeg kalder hende. Når jeg DJ’er i Ungdomshuset, spiller jeg altid en lille håndfuld Gaga-sange i slutningen af sættet, til stor glæde (eller rædsel) for stedets mange punks. At kalde Lady Gaga for en punkrocker er nok at tage munden for fuld. Dog synes jeg, at mange af hendes aktiviteter er en stor fuck finger til konventioner og autoriteter. Hendes ”Judas” video har nok ikke vagt stor glæde blandt religiøse organisationer, og hendes læderjakke i ”Telephone” med diverse stofmærker af bands som Doom og GISM har nok også pisset flere crustpunkere af. Kritikere kan hævde, at det hele er et stort kalkuleret mediestunt. Det er meget muligt, men det foregår altid på hendes præmisser. Hun – The Fame Monster – vil berømmelsen, hvorfor Lady Gaga i mine øjne virker meget ærlig i en generelt meget uærlig branche. Er det mere ’ærligt’ og ’ægte’ at dyrke ’rigtig’ musik som 60’er inspireret retrorock? I think not – so shut up and DANCE!

Stefani Joanne Angelina Germanotta er ikke fotomodel smuk, langt fra. Men som Lady Gaga formår hun ved hjælp af store mængder makeup, udsyret hår og meget lidt tøj at skabe sin egen identitet og sex appeal. Ja, jeg synes, hun er sindssyg sexet på helt sin egen unikke facon. Hendes musik er tillige uhæmmet liderlig med nogle herlige skamløse tekster. Let’s have some fun/This beat is sick/I wanna take a ride on your disco stick (”Love Game”). Linier som denne får altid et stor smil frem hos mig. Rent musikalsk er hendes musik nok ikke særlig innovativ, der stjæles flittigt fra cheesy europæisk elektronisk dance fra 80’erne tilsat lidt storladent glamrock. Lady Gaga er teknisk en fremragende sanger, der også kan leverer varen live uden brug af lip sync, modsat mange af hendes kollegaer. Hendes hits har altid et fedt beat, man kan danse til. De helt rigtige beats per minute, hvad der er vigtigt, når man som mig – specielt under indflydelse af alkohol – er vild med at vælte rundt på dansegulvet. Jeg har endda udfordret piger til Lady Gaga dansekonkurrencer til fester og for det meste vundet.

Som David Bowie og Freddie Mercury i 70’erne og senere Madonna, Prince og Michael Jackson, har Lady Gaga skabt et popkulturelt ikon af overjordiske dimensioner. Til stor glæde (eller afsky) for masserne. Hun har endda navngivet sine fans ’Little Monsters’, hvad der vidner om format og overskud i verden fyldt med grå middelmådige eksistenser. Det bliver spændende at iagttage, om hun kan fortsætte sin komet karriere, og blive ved med at forny sig og forarge. Marry the night? Marry me, Gaga!

Dette er en del af gæsteskribeternes serie, Favorite People. Jens Franco – Gaga’s Little Monster, Tumor Warlord-sanger, universitetsbetjent, skribent for bl.a. Devilution og Wormwood Chronicles, DJ på Christianshavns Radio, forfatter til ”Kitsch, Camp & John Waters”-bogen samt ansvarlig for Virus Bio filmklubben i Mayhem.

Introducing: The Dove Is Dead

Blog January 24 2012

Et soveværelsesprojekt, der balancerer mellem det pulserende og ambiente, en flydende tekstur i fast form, som blandt andet kom med på Jonas Munks mixtape “The Dreamy Sounds From Odense 2001-2011“. The Dove Is Dead (soundcloud) fra Odense er Jens Aagaards soloprojekt, som er ved at forlade puppestadiet. The Dove Is Dead er realiseret via eksperimenter både i optagelsen (brugen af rum/krukker/mikrofoner) og arrangementerne på computer, som blander det statiske ambiente med rigtige popmelodier. Mere balearisk end krautet, mere internationalt end dansk. Endnu intet udgivet, men en smagsprøve (en lille premiere) på nummeret “Alarcoma” herunder.

“The music he creates under the name The Dove is Dead blends together ideas from different genres such as lo-fi, post-rock, electronica and alternative pop. Sometimes he will do stuff in the tuneful end of the spectre and sound somewhat similar to Ariel Pink or Washed Out – other times he will sound closer to the repetitive and ghostly sounds of early Seefeel or Slowdive’s 5 EP.’’

The Dove Is Dead – Alarcoma (passive/aggressive rough mix)

Call it a comeback: At the Drive-In og Refused!

January 17 2012

Af Adam Thorsmark, som en del af Favorite People, åben klub for gæsteskribenter.

Holy guacamole! De to sejeste post-hardcore bands omkring årtusindskiftet er blevet genforenet. Først (latin)amerikanske At The Drive-In. Og dagen efter var det svenske Refused. Indtil videre blot for Coachella Festival (og i Refuseds tilfælde Way Out West og – mens jeg skriver det her – to festivaler i Belgien og en i Italien). Og vi ved jo alle, hvordan det plejer at gå med genforeninger: Når først de har slået hul på bylden, vælter tilbuddene ind – og de kan ikke sige nej. Hvilket forhåbentligt ender med, at de dukker op på Roskilde Festival. At the Drive-In skylder faktisk en optræden. De aflyste til min store skuffelse i 2001, hvor jeg fik taget min Roskilde-mødom med den lamme undskyldning: ”Vi er gået i opløsning”… Pfff, whatever.

Det er mildest talt ikke længere breaking news, når opløste bands bliver gendannet. Alligevel er der nok ikke mange, der havde regnet med El Paso- og Umeådrengene. Ikke mindst da det at blive genforenet og cashe in på fortidens bedrifter står i skærende kontrast til hele deres punk-essens. Alligevel siger jeg det her til dem:

Go ahead and sell out. We’ll buy in! Læs resten

Into the world w. Etniske Bjarke

January 12 2012

af Bjarke Svendsen, booker på Atlas, der præsenterer Tinariwen, Fire!, Master Musicians of Jajouke, A Hawk And A Hacksaw, Cass McCombs, Tim Hecker, WU LYF ++ i foråret 2012.

Tænk på den mad, du spiser. Den står på toast, flødeboller, k-salat og hakkebøf. Men den står også på dal, burritos, sushi og pho-suppe. Husk på, hvordan du var kræsen som barn, men med tiden lærte også at elske oliven, rødvin, muslinger og kaffe. Risengrød, pasta med ketchup og cola var og er stadig godt, men det er ligesom ikke nok. Læs resten

ÅRSLISTE

January 1 2012

Årets Bruce Springsteen jam band: The War On Drugs – Slave Ambient

Årets Bon Iver-album: Josh T. Pearson – Last Of The Country Gentlemen

Årets dullstep album: Youth Lagoon – Year Of Hibernation

Årets flødebolle: Destroyer – Kaputt

Årets fladeste coverband: Peter Hook & The Light performing Joy Division “Unknown Pleasures”

Årets idiosynkratiske musikdokumentar: Beats, Rhymes & Life – The Travels of A Tribe Called Quest

Årets oversete album: Julian Lynch – Terra

Årets hensynsløse ådselsæder: Thee Oh Sees – Carrion Crawler/The Dream

Årets pastiche album: Dirty Beaches – Badlands

Årets afrikanske loopstation: tUnE-yArDs – Who-Kill

Årets svenske overraskelse: S K R I E T  – Det Beslutande Organet

Årets space out album: Shabazz Palaces – Black Up

Årets trancendental album: The Men – Leave Home

Årets økologiske album: Liturgy – Aesthetica

Årets mixtape: Nguzunguzu – The Perfect Lullaby (DIS magazine)

Årets Rocazino-melodi-grandprix-punk-overraskelse i kortformat: Dig & Mig – Skyggerne EP

Årets vigtigste danske album siden Supertanker: iceage – The New Brigade

Årets vigtigste udenlandske album: Oneohtrix Point Never – Replica

ÅRSLISTE: Citater, der formede musikåret 2011

December 27 2011

When I talked to Politiken’s Martin Finnedal for this article, he had no opinion about the connection between his country’s fringe politics and its punk rock. He’d never heard of Dogmeat, nor had he heard of the bands Iceage regularly performs with. “If they were fascist,” he assured me with the paternal cadence of a government bureaucrat, “there would be enough writers here who would flag it right away and expose it to the rest of the country.” Thirty-six hours after our interview, Politiken published a series of alarmist articles by Finnedal about Iceage’s supposedly disturbing imagery. I couldn’t believe that he had grabbed the story straight out of my hands, in the process sensationalising it beyond recognition.
(Benjamin Shapiro, Vice, Triumph Of The Thrill)

Som moderne, identitetssøgende verdensborger er jeg interesseret i, at den tid, jeg lever i, skal være noget specielt. At lige netop min tids musik er vigtig. Som forbruger i et overflodssamfund og musikelsker ønsker jeg, at der skal udkomme mesterværker hver dag. Men når jeg hører Animal Collective, Grizzly Bear, Yeasayer, Deerhunter, War on Drugs, Bear in Heaven, John Maus, Ariel Pink, Arcade Fire, Wavvves, Crystal dit og Crystal dat, så trækker min indre Erik Jensen, rockist, kulturchauvinist og -anakronisme sgu også i sine waders og gør klar til at drukne tidens toner i fadbamser i det mest folkelige forum, han kan komme i nærheden af.
(Torsten Larsen, Passive/Aggressive, På røven i spejlkabinettet (igen))

Chillwave came along, and it turned ambient music into this perfume that overwhelmed the room. It used to feel therapeutic, but then it started to feel like people would put anything through three delay pedals.
(Bradford Cox, interview in Pitchfork)

Hey, don’t do anything that I say in this song, okay? It’s fuckin’ fiction
If anything happens, don’t fuckin’ blame me, white America, fuck Bill O’Reilly
(Tyler, The Creator – Radicals)

It would take more than 100 years to listen to Spotify’s catalogue of around 15 million songs – on of the world’s biggest music libraries – and to which we add more than 20,000 new tracks every day. We have agreements with the four major labels and many thousands of smaller indie labels, and the overwhelming majority of our label partners are thrilled with the revenues we’re returning to them.
(Spotify statement, Digital Music News)

Men hvad der synes at undslippe musikredaktøren, er, at enorme samlende begivenheder også kan være repressive. Og at få spredt festen ud på mange scener og i mangfoldige varianter er en åbning ud til flere former for fællesskaber ud af den monokulturelle osteklokke.
(Ralf Christensen, Information, Snart vil ingen lytte)

Metallica og Lou Reed sammen er et hult drøn af to velpolstrede franchises, der clasher med et desværre ringere resultat end summen af delelementerne. Et musikalsk ‘Alien vs. Predator’, om man vil, eller lyden af to ronkedorer, der i et rørende anfald af enighed har morgendiarré over kors.
(Anders Cold, Soundvenue, anmeldelse Lou Reed & Metallica “Lulu”)

We all live in a murderous world, as the events in Norway have shown, with 97 dead. Though that is nothing compared to what happens in McDonald’s and Kentucky Fried Shit every day.
(Morrissey, under en koncert i Warszawa)