Passive/Aggressive

Kendrick Lamar – En generations talsmand sætter sig selv i scene

Blog March 25 2015 lamar

Af Lasse Winther Jensen

Det er svært at skrive noget interessant om Kendrick Lamars nye album, ”To Pimp a Butterfly”, hvilket paradoksalt nok kommer sig af, at der er alt for mange åbenlyst interessante aspekter ved pladen. Med sin major label-debut, ”good kid, m.A.A.d city”, manifesterede Lamar sig med ét som hiphoppens mest substantielle nye stemme, og ”To Pimp a Butterfly” har været et af de mest længe ventede albums, lige siden forgængeren blev udråbt til en moderne klassiker i det sekund, den blev udgivet. Ganske som ventet har pladen allerede været genstand for en syndflod af think pieces, rosende anmeldelser og generelt uhæmmet hyldest. Det er et værk, der nærmest tigger om at blive nærstuderet fra første til sidste sekund, og dermed er det i fare for næsten at drukne i sin egen reception.

Alligevel skal der her knyttes yderligere ord til pladen, for der er vitterlig på alle planer tale om en monumental udgivelse. Læs resten

Ø – Lyden af Mika Vainio, eller god musik at høre højt

Feature March 23 2015 Mika Vainio 3

Af Hans Frederik

Mika Vainio er fra Finland. Nu bor han i Berlin, hvor han med godt 20 års erfaring stadig laver musik af den elektroniske slags. Så meget ved vi. Men siden det finske label Sähkö Recordings i 1993 udgav hans første plade, “Röntgen”, under navnet Ø, har hver af hans følgende udgivelser bidraget til et evigt voksende tillægsordskatalog; en forvirrende række mesterværker inden for den litterære genre, jeg kalder Pitchfork-haikuer: avant-techno, minimaldrone, psykedelisk-analog-techno, noise-house-ambient-electronic. Vainio selv har vist en enkelt gang kaldt det horsemeat rockabilly.

En del af denne genre-skizofreni skyldes Vainios eksperimenterende tilgang; han forsøger at finde noget nyt og lader anmelderne om at finde ud af, hvad det hedder. Jeg foretrækker at kalde det god musik at høre højt, hvilket vil sige: musik, der ikke kan træde i baggrunden. Musik, som er en allestedsværende oplevelse. Læs resten

øjeRum – Akustisk sårbarhed på fire spor

Blog March 20 2015 DroemtEfterDoeden

Af Mikkel Arre – collager: Paw Grabowski

Da jeg lige efter nytår opdagede kunstnernavnet øjeRum på en blog, troede jeg først, at der var tale om en amerikansk musiker, der havde taget et skandinavisk navn for at være eksotisk. Men nej, øjeRum hørte til i Danmark, og det viste sig endda, at han havde en ganske betydelig diskografi bag sig – åbenbart uden for alvor at blive bemærket af nogen herhjemme.

Når man lytter til øjeRums nyligt udgivne kassettebånd ”Fraværsminder”, er det da heller ikke musik, der trænger sig på. Optagelserne er så nøgne, at vejrtrækningen og synkebevægelserne kan høres, og hvert et greb på den akustiske guitar er tydeligt, som sad man lige ved siden af ham i en nattemørk lejlighed. Læs resten

Manuel Göttsching i København – Følelsesmaskiner, rockhjertet og den tropiske musikturisme

Feature March 17 2015 manuel

Af Nicklas Sørensen

Kong Gött er en tysk guitarkonge. Han kommer snart til København. I virkeligheden hedder Kong Gott ikke Kong Gött. Men Manuel. Manuel Göttsching. I min verden hedder Kong Gött dog Kong Gött. Han er jo kongen. I min verden. Min verden, som iøvrigt ligner virkeligheden. Som i virkeligheden ligner min verden. Ligner og ligner.

Kong Gött spillede engang i et syrerockende krautrockband, som hed Ash Ra Temple. En trio, som ofte afsøgte en bred, musikalsk favn af trippende, bluesy’e buldrende jamruter og skønhedssøgende, kosmiske ambientplatauer. Det var bandets bassist, Hartmut Enke, som fandt på navnet Ash Ra Temple. Navnet kan forkortes til bogstaverne ART. Navnet var et påfund, som udsprang af en tankerække funderet i Hartmuts interesse for esoteriske emner. Sådan er der så meget. Klaus Schulze spillede i øvrigt trommer på de første ART-plader. Klaus Schulze er også en slags konge. Ligesom Hartmut. ART og ART. Klaus og Hartmut. Læs resten

Neil Ardley – Kaleidoskopiske regnbuer i syv suiter

Blog March 15 2015

Colin Richardson with Neil Ardley and musicians from Kaleidoscope of Rainbows

Det glemte guld – en serie af Mikkel A. Kongstad

Den engelske komponist/pianist/forfatter Neil Ardleys “Kaleidoscope of Rainbows”, er et vildt og sprudlende værk fra 1976, der arbejder med jazzens grænseløshed, nedbryder rammer og formulerer nye retninger i musikken. Pladen blev remasteret og genudgivet efter hans død i 2004.

Albummet er i dag en milepæl i den britiske jazzhistorie, men da det udkom blev der på jazzscenen rystet på hovedet af Ardleys kosmiske amalgam af udtryk og genrer. Tilsyneladende blev det ikke betragtet som “rigtig jazz”, at skille samtidens mangeartede musikalske strømninger ad og samle dem på ny i et banebrydende og fremadrettet udtryk.

Læs resten