Rabit – Et unikum i musikalsk grænseoverskridelse
Rabit “Les Fleurs Du Mal” (Halcyon Veil, 2017) – anmeldelse af Alexander Julin
Texanske Eric Burton, bedre kendt under sit alias Rabit, har på mange måder været en hovedaktør inden for det, man med en lidt gennemtærsket term kan kalde kluborienteret eksperimentalmusik. Sammen med adskillige producere, der bl.a. har udgivet på Halcyon Veil, PAN, NON, Janus, Quantum Natives og Tri-Angle, har Burton med sine udgivelser redefineret eller måske snarere dekonstruere, hvad der alment forstås ved klubmusik, og opløse de æstetiske grænser, der traditionelt har omkranset klubmusikken.
Jeg vil ikke plædere for, at vi musikhistorisk nu står over for et kvantespring, hvad angår en ny forståelse af såkaldt “klub-orienteret musik”. Denne undersøgelse og eventuelle ødelæggelse af grænser er sket processuelt takket være adskillige artister gennem musikhistorien. Alligevel er der dog ingen tvivl for mig om, at der i de senere år har været et væld af kunstnere, der har etableret en friere forståelse af, hvad der ofte forbindes med “klubmusik” i en bred forstand. Det skyldes at mange af artisterne – heriblandt Rabit og flere af kunstnerne på hans label, Halcyon Veil – har bidraget med nye perspektiver på og indgangsvinkler til at skabe musik. Deres udgivelser har haft en helt primal nerve, man oftest kun finder i musik, der netop har givet afkald på at være fortænkt. Musik, der har indeholdt en ambivalent energi som sin grundkerne, der simultant har lydt sensuelt og dragende, lige så vel som den har virket voldelig og ødelæggende. Andre eksempler kunne være Elysia Cramptons “Demon City (Break World Records) eller Chino Amobis “Paradisio” (NON); værker, som Rabit selv medvirker på og har foreslået , at nærværende album skal ses i forlængelse af. Det er desuden plader, der også har sat spørgsmålstegn ved seksuel og racemæssig diskrimination.
Rabit har i flere år været et eminent eksempel på musikalsk grænseoverskridelse. Spørgsmålet bliver derfor, hvordan man kan fortsætte sit musikalske udtryk, nu hvor grænserne er udvisket, og pointen klargjort. Hvordan bliver det ikke et konservativt og kedsommeligt foretagende konstant at banke på de samme mure, hvis de allerede ligger ned? Svaret er åbenlyst på hans nye og andet album, “Les Fleurs Du Mal”, der på ingen måde fortsætter, hvor debutalbummet “Communion” slap. I stedet starter Rabit på ny et helt andet sted. En forventning, man med rette også kunne have, hvis man har lagt øre til (de stærkt limiterede og selvudgivne) “Supreme” (i samarbejde med Croww) og “Excommunicate” eller samarbejderne med Chino Amobi på “Izlämic Europe” (NON) og “Burning Tower I+II+III” (Halcyon Veil).
Oftere har numrene udtryk af eksperimenterende soundscapes, snarere end de er genfortolkninger eller dekonstruktioner af mere klubbede genrer såsom grime. Desuden er eksplosiviteten på “Communion” og den energi, der gennemsyrede det album, på “Les Fleurs Du Mal” blevet erstattet med bl.a en sælsom vemodighed. Det mest åbenlyse eksempel er “Bleached World”. Andre gange bevæger pladen sig mellem en højtidelig og ildevarslende stemning og et urbant og immanent kaos (“Possessed” og“Dogsblood Redemption”), hvor der konstant veksles mellem forskellige reallyde, udråb og støn. Som var det en panorering over Houstons gader og hjem, over det skjulte og det, som insisterer på at lade sig vise. Som et sonisk opråb om vor tids undertrykkelse på tværs af kontinenter.
Flere af albummets øvrige numre følger på sin vis samme røde tråd som “Supreme”, da de ligeledes gennemsyres af en mærkværdig paranoia. Lydene nægter at fastholdes, men kravler, flyder eller løber mod lytteren i hvert sit tempo. Man afventer konstant en form for sonisk konfrontation, der dog udebliver, og i stedet holdes lytteren i konstant spænding og bæven. “Les Fleurs Du Mal” er imidlertid mere interessant end “Supreme”, da det overordnede udtryk favner endnu bredere, og idéen om en stilistisk konsistens udfordres. Og selvom stemningen til en vis grad går igen på de to udgivelser, er “Les Fleurs Du Mal” heller ikke på samme måde et alternativt take på grime som flere af numrene på “Supreme”.
Diversiteten gør imidlertid kun de enkelte numre på “Les Fleurs Du Mal” desto mere dragende og formår utroligt overbevisende at gøre en fragmenteret alsidighed og uforudsigelighed til fællesnævner for albummet. Albummet frasiger sig med andre ord en stilistisk stringens. Såfremt “Les Fleurs Du Mal” skal høres som havende en form for slægtskab med “Paradiso” og “Demon City”, værker med tematisk fokus på diskrimination, fremmedgørelse og identitet, er det oplagt ligeledes at høre “Les Fleurs Du Mal” som en kommentar til de samme tematikker. Eksempelvis som en kommentar til højreradikalismens forsøg på så snævert som muligt at definere og tage patent på identitet, således at man lettere kan diskriminere (alt) det, som afviger herfra; som et forsøg på at eliminere subjektiv og kulturel differens. Det udmønter sig i et musikalsk udtryk, der besidder så mange nuancer, at en åbenlys genre-definition ikke synes mulig, at enhver form for kategorisering bliver udelukket eller ville virke vag.
“Les Fleurs Du Mal” er et sublimt og originalt værk, der ikke kan opsummeres fyldestgørende, uden at noget bliver negligeret. Både i stemning og stil favner pladen så bredt, at den virker umulig for alvor at få hånd om. “I wanted to feel something real, even if it means standing alone or being misunderstood”, skrev Rabit i anledning af de første annonceringer af albummet. Og det er netop ved at forkaste flere af de stilistiske rammer fra forhenværende udgivelser samt ved at nægte at dvæle unødvendigt ved det allerede afprøvede og udforskede, at han også forbliver tro mod sin egen kreativitet. “Les Fleurs Du Mal” må muligvis stå alene, fordi der ikke er en tilsvarende musikalsk kontekst at indskrive albummet i, men det er netop også derfor, at den bliver et unikt og eksemplarisk vidnesbyrd om en kunstner, der sætter noget fundamentalt nyt og anderledes i stedet for blot at viderebygge på allerede etablerede udtryk og musikalske ideer. At noget er anderledes, er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det også er godt, men det er i den grad tilfældet med “Les Fleurs Du Mal”. Originaliteten er slående, samtidig med at den bizarre og brede vifte af intense sindsstemninger og udtryksformer også udgør en stor del af dens kvalitet.
Info: “Les Fleurs Du Mal” er ude nu på Halcyon Veil. Foruden Chino Amobi byder albummet også på gæsteoptræden fra bl.a. Drew McDowall (Coil). Læs Nicolai Vesterkær Krogs P/A-interview med Rabit fra sidste år her.
