ToTo – Tungt manuelt arbejde og en trance til at jage dæmoner bort (interview)
Af Simon Christensen. Foto Rudi Thomas (rudithomas.com).
“Jeg elsker din tekniske Grænseløshed. Jeg elsker Maskinernes endnu ukortlagte Land, Propellernes Tidsalder, hvor Menneskeheden for første gang i Historien løfter sig fra Jorden, hvem ved, for engang helt at forlade den… erobre en anden Klode … gøre den til sin … Jeg elsker alt det, som sker og som skal ske.”
Jeg har altid opfattet den radikale trommeduo ToTos musik ud fra to kontekster: a) en gammel-futurisme, hvor man lader sig begejstre af det matematiske, cirkler, symmetri og det tunge industrielle anslag, at musikken buldrer derudaf af nødvendighed, som et lokomotiv i høj hastighed på løse sveller, kun afbrudt af en sporadisk tuden, og b) en fluktuerende trancetilstand, hvor musikken lever som en hypnotiserende organisme og fortryller i særdeleshed det berusede publikum til ekstrem dans i eksotiske mønstre.
ToTo, som består af Tobias Kirstein og Toke Tietze Mortensen, udgiver sit første album efter to års eksistens som buldrende polyrytmisk lydkontinuum på en række alternative scener og små musikfestivaler i Danmark. Læs: alle de små alternative musik- og kunstfestivaler relateret til denne del af scenen, så selv i den henseende har ToTo været konsistente.
Duoen optræder næsten altid på gulvet med publikum rundt om sig i en cirkel og konsekvent med ét sæt af ca. 20-40 minutters varighed, der former sig som en intensiverende spændingsbue af kollektiv lyd, energi og trance. Dét sæt er blevet optaget ved en session i Radiohusets Koncertsal og udgør den første halvdel af debutpladen “Pois Demonit Pois”, produceret af Martin Vognsen (fra Jvtlandt), mens anden halvdel af pladen er indspillet med Oliver Hoiness og kraftigt efterbehandlet/produceret af Andreas Pallisgaard (Pinkunoizu). Master af Rashad Becker.
Passive/Aggressive streamer B-siden af albummet i en begrænset periode, og herunder finder du også et ekstensivt chat-/mail-interview med ToTo, der går bag om det ostensive, det åbenlyse.
Info: “Pois Demonit Pois” udkommer den 4. april på Cejero, releasefest samme dag (RSVP). ToTo tager i øvrigt på Japan-tour den 13.-20. april via Jvtlandt.
P/A: OK! Kan I fortælle lidt om, hvad I snakkede om, da I først mødtes, og hvad nogle af grundidéerne var omkring at danne ToTo omkring opsætningen, lyden, praksis osv.?
Toke: Som jeg husker det, snakkede vi en del om at gå efter noget rituelt, performativt og trancet. Både på form, indhold og det visuelle. Vi fandt hurtigt frem til den symmetriske opsætning, men i stedet for modulartriggeren i midten havde vi en stor klokke.
Vores første øver var ret tæt på den måde, vi lyder i dag. Der er aldrig blevet ændret noget drastisk, til gengæld er der altid plads til at prøve ting af og udvikle løbende. Så på en måde føles det, som om vi med tiden, i stedet for at have komponeret et værk, har skabt vores egen musiktradition, som vi konstant udvikler og gør stærkere uden at bryde med de grundlæggende virkemidler.
Tobias: Jeg tror, at et af de centrale elementer i ToTo er, at det er en ting, vi gør, noget vi gennemgår, noget vi gør et stykke tid. Noget, der afspejler sig i begge vores kunstneriske praksisser. Toke laver de her fantastiske skrivemaskinebilleder. Jeg flytter jord ind i et galleri og ud igen. Eller graver huller. Tungt manuelt arbejde. Selve produktet får så meget styrke af netop den fysiske proces. I en periode optrådte vi i Lights People (trio med Sune T.B. Nielsen) med glukose, flydende sukker, i stedet for lyd. Når man står med hænderne i det klister, som dækker hver en pore i huden og er enormt svært at få af, så er man bundet i en erfaring, som er ret heftig.
P/A: Hvor vigtigt er det for jer at udkomme et bestemt sted og tilhøre et bestemt miljø? Både Mayhem og Yoyooyoy har en stærk etos, og Cejero må man også sige er kommet fra land med helt vildt ambitiøse projekter (feat. Robert Turman, Morphosis og Rashad Becker).
Tobias: Thomas og Emil er de smukkeste mennesker og kører den reneste stil. Cejero er – ligesom festivalen – et meget smukt og stort projekt, som vi er meget stolte og glade for at være en del af. Vi har som det eneste band spillet på to Sejerø Festivaler. Det betyder vildt meget for os.
Toke: Mht. et bestemt miljø er det som sådan ikke vigtigt, som i: Det er ikke noget, vi vælger frem for et andet miljø. Det er derimod det miljø, vi er en del af og har været med til at opbygge igennem årene. Yoyooyoy blev grundlagt for 14 år siden, KNTN er omtrent fra samme tid, og Mayhem er en form for fælleshus for en masse ligesindede mennesker og grupperinger, bl.a. yoyooyoy og KNTN.
Tobias: Vi er dér, fordi det er der, vi vil være. Vi er jo en del af det alt sammen. Mine bedste venner er der. Mange af de musikere, jeg interesserer mig for og beundrer, er der. Det er hverdag.
P/A: Hvad er idéen bag opsætningen, at det er en duo, og at der er noget live electronics? Hvad var nødvendigheden (i mangel af bedre ord) bag, at I skulle starte det her projekt?
Tobias: Vi havde lyst.
Toke: Før ToTo har vi spillet duo på andre måder. Tobias på guitar og mig på trommer og elektronik. Vi har altid arbejdet projektbaseret. Første ToTo-koncert var også tænkt som en engangsopførelse, men efterfølgende havde vi lyst til at fortsætte. Der var en masse potentiale at arbejde videre med.
Tobias: Vi har jo spillet sammen i noget i retning af 10 år og fik muligheden for at lave denne kombination, som opstod i et rent øjeblik. Kombinationen måtte opstå på et tidspunkt. Der har været sindssygt meget energi helt fra vores første reelle duosamarbejde.
P/A: Tillykke med pladen og først og fremmest B-siden på “Pois Demonit Pois”, som for os, der har hørt jer en del gange bare som duo, slipper noget af alt det bagvedliggende og indestængte potentiale ud i musikken med tilføjelsen af guitar og meget stærkere mix. Hvad var idéen med B-siden her, og hvad har I af planer for at åbne ToTo mere op?
Tobias: Tusind tak! Det er interessant at høre andre kommentarer på den udgivelse. Jeg ser det ikke på det på den måde. Jeg forstår ikke den underliggende præmis i dit spørgsmål. Men det er dejligt, at det har gjort indtryk. Kernen er de koncerter, vi laver centreret omkring ToTo-tingen. Ritualet eller arbejdet. Som er så simpelt og komplekst, og som vi begge nyder at spille i. Det er et vanvittigt sted at være inden i. Meget kraftfuldt. Alle de bands, vi er med i (fx Lights People og SMITSTOF), bevæger sig, som vi har lyst til. Og det har ToTo også gjort. Det kan gå i alle retninger og har gjort det hele vejen. At spille musik eller lave kunst er jo en stærkt social ting (minus billedkunst, måske), og det kan til tider afspejle sig i musikken. Vi har også optrådt med strenge på trommerne. Det var der godt nok ikke så mange, der så, men vi vender og drejer det, vi har, hele tiden på mange forskellige måder. Og med hensyn til B-siden – nu er det jo en plade. Plader har – ligesom koncerter – deres eget liv. Og man må sige, at mødet med både Hoiness og Andreas har skabt et smukt muteret levende væsen.
Toke: B-siden var en mulighed for at lette på hatten for Sejerø Festival, hvor vi spillede en koncert med Oliver Hoiness i sommer. Vi vidste hele tiden, at B-siden skulle være noget andet, så Oliver var et naturligt valg. Han er sublim til at glide ind i vores ting. En anden tidlig idé til B-siden var at lave et remix af A-siden, fx af Morphosis eller os selv. Men da vi lyttede på råoptagelserne, kom vi til at tænke på lyden på slut-90’er-Boredoms-pladerne, der er heftigt livemixet med rundhåndet brug af filtre og effekter. Og så faldt valget på Andreas Pallisgaard pga. hans sublime mix af Pinkunoizus ”The Drop”. Det var en god følelse at give Andreas 99% frie hænder og dermed ejerskab over musikken på niveau med Oliver og os.
P/A: ToTo har optrådt både med Valby Vokalgruppe, Morphosis, T.S. Høeg osv. Hvad er der af muligheder i at åbne det mere op? Kunne man forestille sig et Boredoms eller et kæmpe ensemble omkring ToTo?
Tobias: Nej, ikke umiddelbart. Det kan jeg ikke se for mig. Det har Boredoms jo gjort, og de laver en helt anden ting. Men sæt det gerne op! Men der er masser af muligheder. Især muligheden for at fortsætte med at lave det samme. Udvikling og forandring kan jo være mange forskellige ting og foregå på en anden måde, end du lige lægger op til i dit spørgsmål. Vi har i øvrigt også spillet med CTM, Cæcilie Triers popband. Vi er sådan lidt jajoukaerne, som spiller med Stones eller Ornette Coleman, men altid lyder ens – nemlig, som de gør, når de bare er sig selv og gør deres tusindårige ting.
Toke: Når det er sagt, skal man aldrig sige aldrig. Der er fx efterhånden temmelig mange trommeslagere, der har lagt billet ind på at være med i ToTo, så hvis den rigtige lejlighed byder sig, kunne vi måske godt battle Boredoms på antallet af trommeslagere en dag. Men vores styrke ligger i intensiteten mellem os to, når vi spiller. Den intensitet ville vi nok tabe, hvis vi var flere trommeslagere, så det skulle gribes an på en anden måde.
P/A: På den måde virker ToTo med sin placering midt i rummet og måske rituelle stil utroligt åbent og velkomment. Hvad er idéen med denne ‘1 sæt/1 nummer/1 stortromme’-trance? Skal det være fysisk?
Tobias: Ja. Der er en dynamik i det her band, som jeg finder ret interessant. Mellem det komplekse og det helt simple. Mellem det tilstedeværende fysiske element og den indre mystiske proces, som rummet gennemgår. Men med Rabih (Morphosis, red.) stod vi på en scene og var mic’et helt traditionelt op. Det fungerede også ganske godt.
Toke: Der er en dejlig ting ved at sidde midt på gulvet, da publikum står rundt om og kan se på hinanden hen over os, hvilket gør, at alle er mere en del af helheden i forhold til den adskillelse, scenekanten normalt laver mellem bandet og publikum.
Det er også noget med at indtage rummet på en nærværende måde. Vi starter altid så svagt, som vi kan, og hvis der er folk i rummet, der snakker imens, bliver vi tit ved med at spille svagt, indtil de holder mund. Det øjeblik er svært at opnå, når man står på en scene.
P/A: Musikalsk opløser repetitionen og de mange mønstre det perkussive og opfattes mere som tonale lydflader. Hvad er der musikteknisk på spil her?
Tobias: Det hele. Volumen, fysik, the good old drone og noget at se på. Mænd, der arbejder.
Toke: Altså…. Det perkussive er der i stor stil. Og der er meget af det. Anja Jacobsen (Frk. Jacobsen, Valby Vokalgruppe, red.) siger altid, når hun har set os, at det fede er, at hun selv kan vælge, hvilket af beatsene hun vil danse til.
P/A: Hvad er der at fortælle, og hvad ønsker I at projicere med jeres musik og måden, den bliver lavet på?
Tobias: Hvad er der at fortælle? Det er musik. Man får noget til at ske. Det foregår et stykke tid, og så er alt forandret derefter. Igen. Der er en grund til, at vi ofte spiller sidst.
Toke: Vi ønsker nok ikke at gøre noget konkret. Til gengæld er det optur, når vi gør noget. Altid fedt at gøre noget.
P/A: Kan I uddybe lidt om stederne/musikscenerne i Danmark? Efter min mening er der faktisk rigtigt mange steder efterhånden, ligegyldigt om man er Osramhuset eller Jazzhouse og får millioner i støtte, eller om man er Mayhem, Kaffebaren på Amager, Koncertkirken eller en bunker ude på Krimsvej, der efterhånden kan lægge hus til mere abstrakt lyd og musik? Hvordan oplever I det, i forlængelse af at det er nogle miljøer, I har bevæget jer i i mange år via KNTN og Yoyooyoy?
Toke: Omkring årtusindskiftet var der ikke rigtig nogle spillesteder med en interessant profil. Det skulle lige være LAB107b, X-kirken i Møllegade eller den lille sal i Den Anden Opera. Til gengæld var der KNTN, Subotnik, Klub Argot, yoyooyoy, Escho og Jazz Club Loco, der begyndte at lave arrangementer på off-venues rundt omkring i byen. Der er kommet en ny generation af arrangører, der kører den stil videre på nogle af de venues, du nævner. Jazzhouse har også fået et momentvist virkeligt godt program. Men Mayhem, derimod, er det første spillested nogensinde i København, der kører en ren profil for nytænkende og grænsesøgende musik og lyd. Det er mit indtryk, at musikmiljøet (uagtet genre) aldrig har haft det bedre i København. I sommerhalvåret er der jo omkring to-tre minifestivaler om ugen. Det var der sgu ikke for 10 år siden.
Tobias: Det har ikke så meget med ToTo at gøre. Men hvis man sammenligner med København for 10 år siden, er byen virkelig stærk og har været det i nogle år. Gode steder, gode folk, som arbejder på kryds og tværs med hinanden, og så er musikken også temmelig god. For 10 år siden var det lidt stramt. A-huset var der i en kort periode, LAB fik støjklager og blev et gå-i-byen-sted oven i købet. Spektakel 14 nede i kælderen ved Vesterport fik støjklager, Ungdomshuset blev ryddet pga. bl.a. støjklager. Den Anden Opera var i en periode en mulighed, men så satte de lejen op og blev besværlige. Huset i Magstræde var præget af administrativt tyranni og fik en tvungen make-over af kommunen, som var helt forfejlet. Vi arrangerede og spillede koncerter over hele byen, men det var sværere dengang at få det til at løbe rundt. Nyt sted hver gang. Det problem har Mayhem løst for mange arrangører. De andre steder, du nævner, har jo alle forskellige musikalske profiler.
Og lige en fodnote. ToTo staves ToTo, ikke To/To.
