Passive/Aggressive

Jakob Skøtt – Solsprængt action-kraut med John Carpenter i ascendanten (premiere)

Blog November 17 2014, af mikkelakongstad js

Af Mikkel A. Kongstad Hansen

Tidligere på året udsendte trommeslager og synthentusiast Jakob Skøtt soloalbummet ”Amor Fati”. Et album, som på alle måder var et imponerende livligt og opdateret take på krautrocken. Kraut har – som genre – altid været lidt af et spøjst væsen i musikhistorien, i og med den ikke direkte ansporer en bestemt musikalsk retning, men snarere signalerer en mere kosmisk og nærmest transcendental tilgang til musikken. Det handler om forløsning og opløsning af struktur.

Netop her finder vi svaret på Skøtts relation til genren. Han bevæger sig horisontalt gennem musikhistoriske strømninger – fra fusion og afro-beat til electronica, psychedelia og rock – men med et fast holdepunkt: den kosmiske forløsning og opløsning, der finder sted, når teksturer flyder sammen og danner nye soniske landskaber, hvor rytmerne frit kan bevæge sig og udvikle sig med absolut mest medrivende effekt. En tilgang, hvor opløsning af struktur er helt central for musikkens udfoldelse. Denne tilgang blev ikoniseret ved Miles Davis’ mesterlige “Bitches Brew”, men avler stadigvæk nye og frisatte musikalske landskaber, der er værd at dykke ned i. Jakob Skøtts nye album, ”Taurus Rising”, er seneste bud på et værk i den tradition.

På ”Taurus Rising” er lyden forfinet yderligere i forhold til den spraglede, electro-psykedeliske afro-kraut, som Skøtt præsenterede på ”Amor Fati”. Der er kommet – om muligt – endnu flere farver på paletten, men uden at de på nogen som helst måde klumper sammen. Nye tilføjelser er således en række deciderede funky og nærmest hiphop-inspirede beats, samt en række mere sen-70’er-filmiske, mørkere John Carpenter’ske elementer. Alt sammen i ét og samme gennemført musikalske værk, hvor Skøtt som en komplet egenrådig mutant af Harold Grosskopf og Tony Williams begår en samling vibrerende og solsprængte skæringer, der bringer kosmos tættere på jorden.

Albummets åbningstrack, ”Escape From the Keep”, tilbyder en muskuløs synthbas-arpeggio og et tungt groove, der rider på arpeggioens boblende tekstur og bruger denne til at udvikle beatet i løbet af tracket. Et nummer, der nærmest vækker mindelser om Holy Fuck i et af deres mest cool og tilbagelænede øjeblikke, som så bliver badet i vidunderligt himmelstormende psychedelia, der hives ud af Skøtts imponerende synthesizerpark. Herefter følger ”Sangue Verde”, der er urban cementfunk med forvredne og nærmest animalske synths tilsat vanvittigt medrivende beats. ”Pleiades” trækker nutidige referencer som Oneida og Flaming Lips ind i ligningen, men gør det uden at lyde som et fikst opkog. Tværtimod synes referencen her at understrege krautrockens udfasning af genreskel samt dens slægtskab med fusion og nogle af de mere psykedeliske og progressive strømninger i musikhistorien.

”Pleiades” er et to-hovedet bæst, der først tilbyder sandblæste retro-synths oven på et solidt arbejdende og nærmest maskinelt groove. Derefter tager et mere straight-forward uptempobeat over og giver plads til, at en række hvirvlende arpeggioer kan forløse den kosmiske energi, der har ophobet sig i nummerets første del. Et stærkt overgangsnummer fra albummets über-groovy og psykedeliske første del over til albummets anden, mere elegiske halvdel.

Denne sparkes i gang med den episke ”Bucket Brigades”, der er en 10 minutter lang rejse frem mod endestationen, den elegiske forløsning af kosmos, ”Taurus Ascendant”. Her bliver sammensmeltningen mellem pladens kosmiske klange og et John Carpenter’sk synth-mørke total, da en række opklippede synth-engle og en noget nær dystopisk synthlead blander sig med hvirvlende trommer i en storslået og opløftende finale. Mørket hviler et eller andet sted i den kosmiske forløsning, men man ved ikke helt, om det ender godt eller skidt, men man ved det føles så godt, at man absolut nødt til at tage endnu et lyt. Og et til.

Info: ”Taurus Rising” udkommer den 8. december på vinyl og dobbelt-cd (sammen med ”Amor Fati”) via El Paraiso Records. Pre-order her http://www.elparaisorecords.com/. Passive/Aggressive har premiere på “Tauris Rising”, så lyt til hele albummet på SOUNDS fra i dag og de næste to uger.