Et blødt ekko af Click Festival – katarsiske kicks, notoriske tåbeligheder og aggressive tonalangreb
Af Andreas Syr (Foto: Adam Heleniak og Henrik Edelbo).
Programmet på dette års Click Festival, den tredje af slagsen, blev med god grund mødt af ikke så få udråbstegn og superlativer, da det blev offentliggjort i løbet af foråret. En blanding af hærdede legender, brandvarme nytilkommere, internationale navne og lokale hoveder. Udover kunstudstilling, workshops, foredrag og en enkelt efternøler-koncert med Laurie Anderson, var festivalen i år, på papiret i hvert fald, delt skarpt op, med et næsten rendyrket technoprogram om fredagen, og et mere spraglet, eksperimenterende program om lørdagen. Det skulle dog (heldigvis) vise sig, at der var langt flere genre- og oplevelsesmæssige ligheder dagene imellem, end der var forskelle.
Festivalen finder sted i Kulturværftet i Helsingør, og vel lugter der lidt kommunalt i sådan en kulturkasse, men det er til gengæld en sjældent forundt oplevelse, at få lov til at høre så god og især så støjende og harsk musik i et rum, der er lavet udelukkende til formålet. Især de meget technoide og de meget noiseprægede koncerter fungerede perfekt, imens de rockede måske havde det lidt sværere. Men i det store og hele gjaldt det, at lyden var uovertruffent god under hele festivalen, og så gør det mindre at omgivelserne ikke er de mest sindsoprivende. Det gælder selvfølgelig ikke for de gamle, smukke haller der husede kunstudstillingen såvel som enkelte koncerter, der forløb parallelt med hovedprogrammet.
Ironisk nok blev festivalens første koncert ellers ødelagt af lydproblemer: Ikke at William Basinski som sådan havde nogen problemer med anlægget, der fint afspillede hans tilskadekomne, patinerede klaveranslag og nervøst rystende båndklange – problemet var noget så banalt som et løst metalpanel eller noget lignende, der rystede højlydt ved alle lave frekvenser, og ganske enkelt gjorde det umuligt at koncentrere sig om koncerten.
Personligt var jeg ikke kommet for at høre Basinski, så min ærgrelse kunne ligge på et temmelig lille sted. Især efter at Voices From The Lake, som var en af de virkelig skarpe bookinger på årets program (Resident Advisor kårede deres selvbetitlede plade til sidste års bedste), gik på og for alvor startede fredagens (techno)program, hvor Basinski i forvejen havde føltes en smule malplaceret. Deres afvekslende og subtilt muterende set, der var udpræget narrativt uden at være fortærsket cinematisk, lagde ud med dyb, dyb skovtechno med kosmiske undertoner, og skiftede så ellers komplet karakter, fra fortættet og varmt organisk, til metallisk hamrende, og videre derfra.
Noget af det absolut mest spændende ved årets Click! Festival, var at programmet, der den ene dag præsenterede elektronisk musik med en heftig slagside imod den mere dansable og technoide af slagsen, og den anden dag det fineste eksperimenterende musik som den kurateredes af et bredt udvalg af københavnske undergrundseksponenter fra Mayhem, Posh Isolation, Escho og Yoyooyoy, hang så overraskende godt sammen. Det skyldes måske først og fremmest at technoen i de sidste par år har sneget sig længere og længere ind på de scener der ellers især har beskæftiget sig med noise, industrial og anden grænseoverskridende larm; men det skyldes også at de to scener i det hele taget har nærmet sig hinanden, til et punkt hvor det efterhånden kan være svært at se forskel. Inden for technoen er det især den vildtvoksende genopblomstring af alt hvad der er tungt, støjende og industrielt klingende, med udgangspunkt i den britiske industrialtechno, der blev hamret ud i midten af halvfemsernes af blandt andre Surgeon og Regis.
En scene der i trak heftigt på post-punk og industrial, og som har afsat tydelige spor i den dystre, støjende og jordslåede ambienttechno der spilles af fx. Raime, Vatican Shadow eller Demdike Stare. Sidstnævnte spillede en glimrende, og fra hvad man kunne forstå på andre gæster, en af de mest imødesete, koncerter. Den var som forventet både intenst sammenbidt, gotisk rumlig og til tider skærende mørk. Men det var også en koncert der momentvist led af det samme symptom som andre af genrens navne: Den påtrængende mørkemands-attitude fremstår simpelthen fjollet og håbløst prætentiøs, hvis den ikke udføres med et skarpt blik for de klichéer som genren bestemt ikke skorter på. Hos Demdike Stare tog især det sene og lidt mislykket katarsiske kick, i kombination med de Bataille-inspirerede, småklamme projektioner, brodden af et ellers godt set, ved at forfalde til en temmelig generisk dynamik, og en ikke helt overbevisende spleen.
Hos Anstam, der havde spillet umiddelbart inden, var genreeksperimenterne i højsædet, omend inden for en rendyrket techno/rave-ramme. Her var ikke megen støj, men til gengæld et frenetisk og underholdende mix af alt fra EBM og digital italo, til happy hardcore og gabber. Det kan ikke undre at han udgiver på et selskab drevet af Modeselektor, der jo også netop er kendt for at lave rykkende festligheder uden skelen til genrepurisme. Den største fare er selvfølgelig en vis skøjtende overfladiskhed, men Anstams set var præget af så meget hysterisk rave-energi, at det på ingen måde var et problem. Ydermere var det første gang (jeg lagde mærke til), at den veritable kampvogn af en projektor, der hang i midten af lokalet, for alvor fik lov at vise hvad den kunne, med klassisk futuristiske, men ikke desto mindre imponerende, visuals.
Den visuelle side endte til gengæld med at være det bedste der kan siges om Squarepushers afsluttende koncert, der ærlig talt var en småpinlig affære (som det retfærdigvis skal siges at jeg ikke engang gad at se færdig). Når man ikke kan komme op med bedre idéer end at genbruge sine mest ikoniske tricks, i dette tilfælde et udvalg af opklippede rytmestumper og breaks, blandet op med tarvelig og for længst uddateret pop-dubstep, er det nok på tide enten at trække stikket på karrieren, eller i det mindste holde en god lang pause. Hans til lejligheden medbragte LED-visir (!) var ganske vist flot, men sgu ærlig talt også temmelig fjollet. Alt i alt fik man indtrykket af en midtvejskriseramt mand, der kun lige med nød og næppe stod tilbage for Richie Hawtins efterhånden notoriske tåbeligheder.
Det er heldigvis til at leve med at festivalens hovednavn skuffede (selvom man egentlig ikke havde haft de store forventninger), når nu de fleste andre navne var så gode. Umiddelbart inden Squarepusher havde Diamond Version spillet en af festivalens allerbedste koncerter, og en af dem der for alvor viste hvor skarp og muskuløs en lyd, der egentlig kunne laves i Kulturværftets sal. Diamond Version er et samarbejde imellem Carsten Nikolai (aka. Alva Noto) og Olaf Bender (aka. Byetone), der er hovedmændene bag selskabet Raster-Noton. Især Nikolai er kendt for sin videnskabeligt akkurate og afmålte tilgang til lyd, så selvom Diamond Version officielt er et festligt sideprojekt for de to, kan det ikke undre at produktionen er så godt som uovergået i ren og skær højglanspoleret præcision. Diamond Version spiller ikke den mest originale electro i verden, men blandingen af knastørre, slagkraftige beats, paranoidt maskinelle stemmesamples og epileptiske visuals virker ganske enkelt. Ballistisk techno i HD.
Hvis de billige Wiibroe-bajere ikke havde forhindret én i at komme tidligt afsted mod Helsingør, var der mere sortrandet techno at finde hos lørdagens første band, Age Coin (der består af den ene halvdel af Lower, hvis jeg ikke tager meget fejl): Pånær 5-10 minutter hen imod slutningen af sættet, hvor teknikken tilsyneladende drillede, spillede de en stort set fremragende koncert netop i krydsfeltet mellem industrial, mørk ambient og tromlende industrialtechno. Age Coins referencer virker åbenlyst til at være den britiske industrial, men ikke desto mindre lød gruppen med deres rungende hule og klaustrofobisk udtryk i lange passager som en lidt mere monokrom og klagende udgave af Ancient Methods eller Regis.
Det er ikke kun den industrielle techno der har fundet vej tilbage i undergrunden, der er i det hele taget en udpræget tendens til at noisemusikere har opdaget glæden ved et kværnet 4/4 beat. En mand hvis karriere altid har befundet sig netop i på grænsen imellem noise og techno, er finske Mika Vainio: Selvom han måske nok i dag er mere kendt for at lave hyperkonsekvent og klinisk støjmusik, var han ikke desto mindre en af de vel nok mest indflydelsesrige medskabere af den tidlige minimaltechno (i hvert fald uden for Detroit), med udgivelser som Ø og Pansonic på det indflydelsesrige Sähkö-selskab. Det viste sig at man fik ham at se ikke bare én med to gange på Click; solo lørdag aften, og med Lights People, der altså i dagens anledning stillede op som kvartet. De spillede uden tvivl den bedste koncert jeg har set dem fremføre, et stramt okkultistisk set-up med de fire seriøse herrer bag et bord fuld af alskens strømførende hardware, som de bogstaveligt talt gik i fysisk nærkontakt med. En temmelig fænomenal koncert, der forløb som en afsøgning af rå elektricitet og dens alkymistiske kvaliteter, en transsubstantiering af krop til lyd. Afsindigt afvekslende, og meget langt fra den monotone og ustoppeligt aggressive stil, som noisekoncerter kan dyrke. Ustoppeligt aggressivt var til gengæld Dror Feilers totalangreb af en koncert, der smed skingrende, hvinende freejazz i en malstrøm af tektonisk, tyktflydende støj, der mest af alt lød som om verden var ved at rives fra hinanden. Dror Feiler er politisk aktivist, og har gentagne gange protesteret imod Israels fremfærd i mellemøsten, og hvis hans musik skal frembringe en fysisk fornemmelse af frustration, rædsel og tænderskærende uretfærdighed, så er budskabet i dén grad modtaget. Uafrystelig og egentlig temmelig elegant udført overgreb på sanserne, som jeg ikke har oplevet magen til siden Borbetomagus i Lygtens klinkebeklædte stationsbygning. Det diamentralt, emotionelle modstykke til Mika Vainios sterile, millimeterpræcise lydafsøgninger. Hans koncert var ligeledes noget af det bedste på festivalen, og det arsenal af fremmedartede klange og lyde, der vel efterhånden er en form for varemærke for ham, er stadig endeløst fascinerende. Især når hallens flydende gulv, der ret beset var en vigtig medspiller i mange af koncerterne, lod én opleve frekvensrækkerne fysisk fra fødderne og op, var rækkevidden og omskifteligheden af Vainios musik ærefrygtindgydende. Detaljerne fortaber sig, men det efterladte indtryk er et af en mand der så intenst har dyrket sit eget hermetiske hjørne af den elektroniske musik, at han er i komplet og fuldkommen kontrol.
Der var flere koncerter i den ekstreme ende af spektret, og som udfordrede folks tolerance over for lyden af tungt maskineri der splittes komplet ad ved hjælp af noget andet tungt maskineri. Hector Rottweilers brutalistiske smaddertechno gik ikke synderligt hurtigt, men når et beat er tungt som en damptromle i frigear, er det altså inertien og ikke tempoet der tæller. Tossegodt, pumpet og nådesløst kværnende.
R. Stevie Moore virkede som en lidt malplaceret booking, og selvom han bestemt var underholdende, var Søren Kjærgaards meget fine klaverkoncert i den store hal alligevel mere tillokkende. Han opførte et skrøbeligt, minimalistisk stykke af den canadisk komponist Ann Southam, der gjorde sig virkelig godt i det enorme rums bløde, lange ekko. Synd & Skam er stadig uden for kategori (?!). Eller måske er de nærmere ved at udforme deres egen. På en eller anden måde er de simpelthen bedre end man synes de burde kunne være, og i den nye opsætning med fast fyr på trombone blandt andet, har de stadig Kaptajn Bøfhjerte i blodet og et næsten uanstændigt energiniveau. Det der virkelig imponerer, er hvor løst de kan spille det ene øjeblik, for det næste at fokusere fuldstændig og spille tæt og skarpt. Og hvor organisk og selvfølgeligt deres råt kantede freerock bare flyder.
Frisk Frugt spillede sin overvejende instrumentale koncert på et hjemmeflikket orgel konstrueret af blokfløjter, der ifølge Meldgaard selv virkede ved, at ”der kommer luft ind i den ene ende, og lyd ud af den anden”. Nuvel, det var den klassiske minimalisme, der var i højsædet, nærmere betegnet en Terry Riley’sk new-age/afro-inspireret orgelpsychedelia, tilsat højfrekvente droner og en sjælden, og i hvert fald af undertegnede højt værdsat, udgave af ”Et Eventyrligt Blomsterrige” fra Guldtrompeten.
Programmet om lørdagen var så grotesk tætpakket, at det ganske enkelt ikke var muligt at få alt med, især ikke når der både skulle råbes og ryges smøger med udsigt til Kronborg. Puce Mary, Jonas Frederiksen, Johs Lunds, First Flush, Gaslamp Killer, Fictional Boys og Dean Blunt måtte således vige for andre prioriteringer (ok, sidstnævnte så jeg strengt taget det første kvarter af, men det var noget teatralsk pjank). Da Angry Ayrans lukkede festivalen med et barskt og klassisk råt acidtechno-set, havde store dele af publikum kapituleret og taget et tog hjem, men det var fandme en fest ikke desto mindre. I det hele taget var Click en helt og aldeles awesome festival, som man må håbe kan gentages med et lige så vanvittigt program til næste år.
Info: Se mange fine videoer fra Click Festival lavet af Tone på Youtube med Jonas Frederiksen, Puce Mary, Lust For Youth og Frisk Frugt med “Eventyrligt Blomsterrige”.
