Lytning som en politisk handling – Årets danske og internationale udgivelser 2016 (udvalgt af redaktionen)
Indledning
Årslister er noget af det mest forvirrende. De kan laves efter alle mulige kriterier, men det bliver sjældent udtalt, når listen endelig kommer ud. Er en årsliste over albums valgt ud fra de objektivt bedste albums det år? Er det et demokratisk udvalg af, hvad flest mulige har elsket? Er det en øvelse i det obskure, hvor kvaliteten handler mere om at bringe de glemte udgivelser frem i lyset? Eller er det en politisk handling, der sørger for at repræsentere de kunstnere, som ellers bliver udelukket af musikbranchen?
I og for sig er det jo lige meget, hvad en gruppe selvproklamerede smagsdommere synes om andres kreative virke. Vi kan jo danne vores egne meninger. Solanges “A Seat at the Table” bliver jo ikke federe af, at en eller anden Pitchfork-skribent sætter den ind som nummer ét. Men på den anden side … er det ikke netop et stærkt budskab fra et amerikansk magasin at have fire afrikansk-amerikanske musikere på deres liste?
Og smagsdommeriet er jo brugbart! Hvad skal man ellers ty til, når man vil se, om man har gået glip af noget i året, der gik?
Men er det demokratisk? Passive/Aggressives samlede liste er ikke blevet til ud fra en optælling af de personlige lister. Den er ikke demokratisk eller 100% dækkende, men en vægtning af diverse redaktionelle argumenter. Hvis alle stemte på deres yndlingsudgivelser, så blev det bare de plader, der er “hørt” mest, der ender i toppen. Det skal ikke være dem, der er hørt mest, men dem, der har flyttet mest. Der skal ikke være konsensus! Hvis man laver en jury, hvor konsensus bestemmer, kommer man bare til at kåre kompromiset som årets mest interessante, og det kommer vel ikke til at passe?
Hvis vi skal sætte det lidt på spidsen, så er en liste intet værd, medmindre den vil noget socialt og politisk. Da lister alligevel aldrig kan være demokratiske eller “objektive”, er det bedste, en liste kan gøre, at repræsentere det under-repræsenterede.
Har vi overset noget? Selvfølgelig har vi det, når der kun er tre kvinder på listen. Men kvoter og 50/50-fordeling er ikke løsningen. Kvoter er ligestillingsløsningen for folk, der ikke kan tænke kreativt. Hvis man året igennem kun lytter til rock af hvide mænd fra Europa og USA, er det klart, at det er svært at skelne diversitet. Det handler lige så meget om at invitere andre end hvide mænd ind, når der tages beslutninger. Hvis man bare lytter lidt efter, er der utallige kvinder, som har leveret solide udgivelser i 2016. Som sagt er det jo et politisk arbejde, det her. Hvem som helst på listen kan skiftes ud. Ikke fordi det ikke er gode albums, men fordi det her handler om at bryde med en lang historie af underrepræsentation af minoriteter i musik.
Ud over at vi skal have kvinder på listen for at yde retfærdighed over for et køn, der er blevet negligeret i branchen, hvordan er den så ellers politisk? Der er noget med at vælge ikke-rockistiske plader eller generelt fravælge plader, som de mest læste musikmagasiner har på deres lister, men hvad gør vi ellers? Er det noget med race og religion også? Hvor er queers, arabiske danskere, sydamerikanere og netlabels? Hvor er Grønland på den danske liste? Hvor er pladen, der sprænger den heteronormative verdensorden? Skal vi skrive en tekst, der markerer det politiske?
Det er ikke så meget, at Passive/Aggressives liste skal være politisk, men at alle lister er politiske – om de vil det eller ej. Det handler om at have en liste, der er bare nogenlunde repræsentativ. Det er selvfølgelig forskelligt, alt efter hvor man kommer fra. Det handler om, at (alle) læserne kan afspejle sig i udvalget af kunstnere – og måske rykke lidt ved folks forestillinger om, hvor “den bedste” musik kommer fra. Det er et arbejde, der strækker sig ud over årslister; som kan udtrykke sig gennem den musik, vi lytter til. Lytningen selv bliver pludselig en politisk handling.
Tekst af Tobias Linnemann Ewé.
Indland – Årets 10 bedste danske udgivelser 2016 ifølge P/A
DJ Sports + Sportscentral: “Person Hideaway” (Help Recordings)
“Jeg finder ikke meget ynde i at forklare mine pointer ved at parafrasere anden kultur, men den her vanvittige, trope-lune og æteriske house kan ikke forklares meget bedre end gennem en passage fra et af Marguerite Duras’ værker: “Al begyndelse og al ende forsvandt rundt om os. Overalt tømtes havet, løb ind i sprækkerne i himlen.” For trods sin længde på blot en halv time formår udgivelsen alligevel at skabe en total ned-/sammensmeltning af tid og rum. Uden et eneste ord i musikken bringer den en enorm billedrigdom med sig, der for en kort stund udvisker skellet mellem min egen fantasi og virkeligheden.” (AJ)
Jakob Skøtt: “All the Colours of the Dust” (El Paraiso)
“Pladen er kendetegnet ved søgen: En indre søgen, men også udadvendt, kosmisk søgen, som afspejles i titlerne ”Iron Nebula” (en sky af gas og jern?) og ”Age of Isotopes”, der så må være den ny tid, der følger efter vandmandens tidsalder, isotopernes tid. Nogle isotoper er radioaktive, og sådan lyder albummet også til tider. En geigertæller, der sprutter af aktivitet. Sådan falder naturvidenskab og spiritualitet sammen på pladen, ikke som hinandens modsætninger, men forbundne på tværs af tid. Finder Skøtt så det, han leder efter? Jeg gætter på, at det ikke er målet, men processen, der er i fokus, og den proces er inspirerende at følge. Især fordi han formår at formidle den med en særdeles vital live-lyd, til trods for at han nødvendigvis må have indspillet hvert instrument for sig.” (KEA)
Jaleh Negari: “Arch Waves” (Eget Værelse)
“The resonance of metal objects is used as an expansion point, a ripple ends where a new core of sound begins. The overlap of epicenters concur, and their metallic resonance is allowed to widen, yet kept in orbit by a recurrent set of wooden knocks. These floating patterns are the product of bells, gongs, singing bowls and other metallic percussions. The sounds are as revealing as the silences that mediate them. An undulation leads to the next one.” (JO)
Narcosatanicos: “Body Cults” (Bad Afro)
På Narcosatanicos’ andet album, “Body Cults”, brøler sekstetten videre fra samme fyrkælder som på den første plade. De rødgløder som Comets on Fire og Crystal Antlers og til dels hjemlige Causa Sui, men er bestemt mere begejstrede for at pløje guitarerne hen over cementgulvet og direkte ind i møget. Bandet lytter nok i virkeligheden mere til Hawkwind, Stooges’ “Fun House” og rocknumrene på de første King Crimson-plader. Især fordi Zeki Jindyls saxofon spiller flere uregerlige soli end bandets tre guitarister til sammen. Der er rigeligt med freejazz og støj i deres tunge noiserock. Så meget, at vokalen ofte drukner. Nogle gange flyder bandet ud, men der går ikke længe, inden Johannes Krøyers trommespil pacer bandet fremad mod mere brutal vrælen og vrængen som en shitstorm ude af kontrol. (KEA)
Puce Mary: “The Spiral” (Posh Isolation)
“Lyden omkring Puce Mary er fuld af selvmodsigelser. Den er minimalistisk i sin form og maksimalistisk i sit udtryk. “The Spiral” er klaustrofobisk af stemning samtidig med sine vanvittigt store armbevægelser, der buldrer gennem højtalerne. Generelt bærer kompositionerne præg af en konstant udvikling gennem pladens otte numre, der dog alle er dømt til kollaps og ender i forfald. Det, som står klart tilbage, er pladens ekko og Puce Marys bemærkelsesværdige og beundringsværdige beherskelse og forståelse af noise-idiomet. “The Spiral” er en både dramatisk og følsom udgivelse, hvis musikalitet balancerer mellem fortid og fremtid i sin brug af gamle teknikker og gisninger om fremtidens lyd.” (SSB)
SØS Gunver Ryberg “AFTRYK” (Contort)
Med sin debut-EP “AFTRYK” har SØS Gunver Rybergs skabt en af de mest ambitiøse technoplader, der nogensinde er udgivet i Danmark. Den udforsker ekstremer af technoens rå psykoakustik; en samling brutale, rå lyde og beats og synthesizerlydflader, der mesterligt er komponeret med interesse for den nær-transcendale fællesoplevelse, som ravekulturen, når den er bedst, kan føre med sig: Det mørke rum og dets mennesker og lyd og bevægelse. Alle de muligheder for oprigtige musikalske forbindelser, som SØS Gunver Rybergs AFTRYK afsøger: Det bliver ikke bedre end det her. (MK)
Vanessa Amara: “You’re Welcome Here” (Posh Isolation)
“Det er et smukt og imponerende veldisponeret album – men det virkelig interessante ved pladen er, at duoen kan opbygge disse skiftevis manende og lavmælte lydbilleder, uden at de flyder over med følelser. Tværtimod fremstår musikken ganske nøgtern. Duoens kølige, nærmest stoiske tilgang afspejler sig også i, at ingen af numrene har en titel. På den måde får man virkelig ingen ledetråde til at afkode temaet eller ane noget narrativ. Her er man helt alene. Måske er det i virkeligheden en pointe? Først skaber Vanessa Amara et imødekommende rum omsluttet af kirkeklokker – for så at opløse det i de sidste to numre. Altså er man overladt til sig selv, til forfaldet: Du er velkommen her, men ingen tager hånd om dig.” (MA)
Videodrones: “Mondo Ferox” (El Paraiso)
“Det italienske prog-synth-band Goblin er en reference, som Videodrones-makkerparret selv nævner som en indflydelse. Men hvor Goblin bruger langt flere ikke-syntetiske instrumenter og heller ikke går af vejen for en guitarsolo eller et funkriff, består Videodrones’ musik kun af modulerede synthtoner og -droner, der bevæger sig rundt om hinanden i komplekse mønstre. Ellers er de mere åbenlyse musikalske referencer sådan noget som Tangerine Dreams og John Carpenters mange lydspor, selvom Videodrones’ numre ofte er mere dynamiske i kompositionen. Her og der sniger der sig også en Kraftwerk-lignende, let melodi indover, f.eks. i ”Blood Brew”, og til tider kan det blive decideret dansabelt som det trance-inducerende ”Moebius Run”. Men albummet skærer også i trommehinden med atonale diskant-mønstre eller brummer med dybe basdroner. Faren lurer…” (KEA)
Værket: “Jealousy Hits” (Escho)
“EP’en er for at sige det ligeud et sjældent set vellykket prog-mesterværk på dansk, og undertegnede kan ikke lige sætte en finger på noget, der skulle minde om Værkets attituder og ambitioner på hjemlig grund siden bands som Blue Sun, Secret Oyster, Furekåben og Culpeper’s Orchard rev ukrudtet op i start-1970’erne. Bandets metalbaggrund fornægter sig nu ikke ligefrem, og de stille, folkede passager afløses på et nummer som ”Last Confession” abrupt af noget, der giver associationer til The Mars Volta, hvis de var væltet ud fra en troldskov og direkte ned i en øvebunker. Og havde fået sig en tværfløjte… Udtrykket er overordnet organisk, men det tekniske niveau gør det til andet og mere end en gang hippie-dippie-bullshit.” (SJ)
Western Skies Motel: “Settlers” (Lost Tribe Sound)
Ingen på denne liste over årets bedste danske plader er bare tæt på at være blevet hørt af lige så mange som fynske René González Schelbeck. Man kan sagtens diskutere værdien af streamingtjenesters statistik – men at “Migratory Birds” fra Schelbecks tredje soloalbum er afspillet omkring 1 million gange på Spotify, giver i det mindste et fingerpeg om, at han har nået et publikum. Helt uden hjælp fra flokken af etablerede danske musikmedier. Og hvorfor har han så det? Well, hans modus operandi er i hvert fald markant anderledes end hos alle andre på denne liste: Her bliver ikke skubbet til nogen æstetiske grænser; ingen acceleration mod fremtiden. Derimod væver den fingerspillede akustiske guitar, de melankolske synthbaggrundsflader, klaver og strejf af harmonika sig sammen i en tidløs form for ambient-folk. I et interview med P/A sagde Schelbeck sidste år: “Jeg tror, at vi indimellem længes efter at rammes af kunsten og ‘det smukke’ uden den moderne civilisations forråede intellektualiserede filter” – og selv om “Settlers” muligvis har for få modhager til nogle P/A-læseres smag, er det ikke desto mindre en indtagende plade, der kom som kaldet til et år, hvor den moderne civilisation gjorde det nemt at ønske sig væk til andre tider og steder. (MA)
Udland – Årets 12 bedste internationale udgivelser 2016 ifølge P/A
The Caretaker: “Everywhere at the End of Time” (History Always Favours the Winners)
Britiske James Leyland Kirby (The Caretaker, V/Vm Test Records) vendte i 2016 stærkt tilbage efter en årrække i hi i sit hjem i Kraków. Først annoncerede han “Everywhere at the End of Time”, begyndelsen på en række af i alt seks planlagte plader under navnet The Caretaker, der omhandler etaper i hukommelsens forfald. Og kort tid efter udgav Kirby med vanlig tongue-in-cheek under aliaset V/Vm “Between Nothingness & Eternity” sin egen udgave af Tim Hecker “Love Streams” dedikeret til party-/pub-pianisten Mrs. Mills. Kritikerne afskriver ham fra afstand som en joker, mens han stoisk peger på kunstfærdigheden i egne værker. (SC)
Dedekind Cut: “$uccessor” (NON/Hospital Productions)
Under navnet Lee Bannon producerede amerikanske Fred Warmsley i en årrække hiphop og udforskede samtidig drum’n’bass og andre stilarter med fokus på breakbeats. De mange divergerende udtryk strittede for heftigt i alle retninger, så derfor startede han på en frisk under navnet Dedekind Cut. Passende nok gennemstråles hans første Dedekind Cut-album af både den afklaring, han søgte, og uophørligt opbrud. Mere end noget andet er “$uccessor” præget af at være i et limbo: mellem ro og forandring, håb og frygt, bevægelse og afbrydelse. På den ene side set udgør LP’ens ni numre en slags katalog over forskellige typer ambient – et vidt spænd fra det ildevarslende over skønhedssøgende Eno-landskaber til friktionsløs newage-musik med syntetisk tværfløjte (på Warmsleys Bandcamp-side kan man ikke blot købe albummet, men også en yoga-måtte…). Men samtidig afspejler pladen verdens (eller sindets?) tumult: Skiftevis brat og snigende trænger støjen og ubehaget sig på i form af sugende dyb bas, industriel skramlen, et flygtigt beats hamren eller ordene “mostly fear” fra en kølig kvindestemme. Grundstemningen på “$uccessor” er uudgrundelig og i konstant ubalance. Det er en af de mange årsager til, at det er en af årets mest spændende og slidstærke udgivelser. (MA)
Hieroglyphic Being: “The Disco’s of Imhotep” (Technicolour)
Jamal Moss er en mand med mange talenter. Men det mest fremtrædende er evnen til at suge lytteren ind i sit univers af altid fascinerende og overraskende lyd, hvordan end Hieroglyphic Being, eller et af de andre synonymer udfolder sig. “The Disco’s of Imhotep” er så ovenikøbet et – ud fra Jamal Moss’ standarder – nærmest let tilgængeligt album, som stadig trods sin relativt strukturerede form efterlader én med fornemmelsen af nærmest at kunne se Moss bevæge sig rundt i studiet og dreje på knapper, mens pladen udspiller sig. (MS)
Horse Lords: “Interventions” (Northern Spy)
På Baltimoregruppens tredje album rammer bandet en perfekt bull’s eye mellem alle de stole, man kan sætte gruppen på. Efter en serie mixtapes og to lp’er har Horse Lords slået sig ned på det åbne eksperimental label Northern Spy med albummet “Interventions”, der er strukturelt interessant og består af dansetracks afbrudt af plateauer med feltoptagelser, testtoner, synthesizerarpeggioer og solosaxofon. Dermed kombinerer Horse Lords på dragende vis både minimalisme med muskler, forladt-lagerrums-ambient med sitrende elektronik, og – ikke mindst – mikrotonale evigheds-lydtæpper med pulserende og langsomt omskiftelige rytmiske mønstrer. En ganske unik balancering af det visionære arvegods fra navne som Phillip Glass, This Heat, Glenn Branca og Rhys Chatham med masser af nik til de pulserende afro-rødder, som hele balladen er udsprunget fra. (SC/MAK)
Huerco S.: “For Those of You Who Have Never (and Also For Those Who Have)” (Proíbito)
“Numrene på “For Those of You…” rummer både fylde og variation, men har alligevel gentagelsen som et dominerende kendetegn. Længe før trancen indtræffer, slår han dog nummeret ihjel, og vi står tilbage med idéen om et nummer, hvis ønskede virkning vi kun kan fantasere os til. Det er det samme som med god popmusik, hvis styrke ofte ligger i blot at vække, men ikke tilfredsstille tørsten. … Enten bestræber “For Those of You…” sig på at vare adskillige timer, eller også er det mig, der ønsker det af den. Under alle omstændigheder står vi tilbage med en udgivelse, der på under en time gør et bemærkelsesværdigt indtryk med sin idérigdom og ynde.” (AJ)
Ka: “Honor Killed the Samurai” (Iron Works)
På trods af titel og cover producerer rapperen Kaseem Ryan reaktionær nostalgisk østkystgangsterrap, som vor mor lavede det på gaden i Brooklyn i 90’erne. Han voksede op i Brownsville, da hiphoppen blev født, og dyrker på “Honor Killed the Samurai” en forkærlighed for en soundscape/collage-produktion i stil med GZA på “Liquid Swords” og Madvillain-albummet. Albummets gennemgående historie har en overtekst fra Inazo Nitobes samurai-klassiker “The Soul of Japan”, som Ka ser en verden igennem med ud-over-det-sædvanligt-klassiske hiphop-tematikker. Det mest bemærkelsesværdige ved albummet er nok derfor egentlig den tidsløshed, det oser af. (SC)
Kaitlyn Aurelia Smith: “EARS” (Western Vinyl)
Den eksperimentelle elektroniske musiker Kaitlyn Aurelia Smith har på sit fjerde album, “EARS”, formået at skabe sit helt eget rum og en særegen organisk lyd, inspireret af naturen og livets cyklus. Albummets force er det meget visuelle lydbillede, hvor Smiths eksperimenter med en modulær Buchla 100-synthesizer fra 60’erne blandes med klassisk minimalisme samt sporadisk brug af messende vokal. Som om “EARS” ikke var et tilstrækkeligt spektakulært bidrag til 2016, udsendte hun det strålende samarbejdsalbum “Sunergy” med synthpioneren Suzanne Ciani som en del af FRKWYS-serien. (JH)
Marie Davidson: “Adieux Au Dancefloor” (Cititrax)
Det er halvvejs kult og halvvejs sublimt, når den canadiske Marie Davidson på sin solo-lp “Adieux Au Dancefloor” hengiver sig til en blanding af den rene minimal waves signaturer fra 70’erne og den hedonistiske DFA-festmusik. I stil med med den ligeledes tværsproglige Montreal-performer Bernandino Femminielli er vi semantisk ude i overdrivelsens kunst, men musikalsk er det både afmålt og velproduceret analogt materiale. Derfor er “Adieux Au Dancefloor” en metafor på det poetiske og vulgære, eller med hendes egne ord en “fascination for dance music and club culture as much as a disgust from it.” (red.)
Mica Levi & Oliver Coates: “Remain Calm” (Slip)
Mica Levi er klassisk trænet musiker, men startede i den halvt elektronisk støjende, halvt kaotiske gruppe Micachu & the Shapes. Efter et par albums som en trio begyndte Levi også at udgive i eget navn med projekter, der peger i vidt forskellige retninger. Især hendes filmmusik til “Under the Skin” og hendes chopped and screwed-mixtape fra 2011 viste Levis alsidighed. På “Remain Calm” spiller hun sammen med cellisten Oliver Coates, der har stået for programmet på en række populære performances ved Londons Southbank Centre under navnet DEEP∞MINIMALISM. Sammen har de skabt et værk, der på ekvilibristisk vis blander cello-droner og digitale cut-ups. Pladen fortsætter Levis evne til at skabe det underlige og eksperimentelle med stor vægt på humor og lethed. Mica Levi er noget så sjældent som en ambitiøs og eksperimenterende elektronisk musiker, der ikke tager sig selv for seriøst. (TLE)
Moor Mother: “Fetish Bones” (Don Giovanni)
Som Moor Mother komponerer Camae Ayewa fra Philadelphia politiske svadaer i en blanding af noise, punk og vred hiphop. Ayewa blander field recordings, analoge støjende synthesizere og dårlige mikrofoner på albummet “Fetish Bones”, der råber folk op af sofaerne og ud på gaderne. Med et vink til afrofuturismens temporale bøjninger blandes fortidens, nutidens og fremtidens protester i en facon, der afspejler virkeligheden for mange mennesker i USA. Der er noget aktuelt og brutalt ved Moor Mother, der på samme tid kalder på både revolution og ømhed. Som Ayewa selv siger, er Fetish Bones “not an album meant to help you forget. It is made so that you will remember the injustices that we bear witness to and participate in.” (TLE)
Sote: “Hardcore Sounds From Tehran” (Opal Tapes)
“Hardcore Sounds From Tehran” er en kindhest, man husker. Knasende, pulserende, distortede soundsscapes, som gang på gang rives itu af sønderrivende kæmpe-kicks og efterlader én med følelsen af, hvad der vel bedst kan beskrives som “det var satans!” Netop denne følelse er også grunden til, at “Hardcore Sounds From Tehran” er en plade, man vender tilbage til af flere grunde end blot for at bekræfte for sig selv, hvordan den lyder. (MS)
Vektor: “Terminal Redux” (Earache)
Amerikanske Vektor brugte fem år på at lave deres fjerde album, men det var nok også nødvendigt for at lave så ambitiøst et album: 73 minutters sci-fi-koncept. Et album om en astronaut, der tæt på døden finder kilden til evigt liv og udnytter den til at skabe en fascistisk utopi i stjernekonstellationen Cygnus kaldet Psychotropia, men indser at han ikke kan diktere livet og vælger døden for at skabe balance, shahin-i-tarazu, i kosmos. Det lyder aldeles altmodisch at lave så ambitiøs en konceptplade i 2016, men det er også et band, der stolt iklæder sine inspirationskilder som patches på en cowboyvest: Deaths tekniske dødsmetal, den teutoniske thrashs tempo og Voivods progthrash og teknologifascination. “Terminal Redux” flyder over af totalitær dødsthrash med et utilgiveligt tempo og episke soloer leveret med knivskarp præcision som en velsmurt, sonisk krigsmaskine. I vores postfaktuelle verden er det rart med et band, der hengiver sig til selvhøjtideligheden, står ved sine rødder, samtidig med at de forener deres inspirationskilder til en ny energikilde, at de skaber et album af klassisk 70’er-sci-fi-tyngde, ja, med en ambition og patos som Kubricks “Rumrejsen 2001” og Tarkovskys “Solaris” uden distancerende ironi, et gennemtænkt og sublimt udført VÆRK. (KEA)
