Ildsjælens år
Af Frederik Denning
Musikalsk adskiller 2014 sig næppe nævneværdigt fra året, der kom før det, eller året før det, når man sådan kigger på året i retrospekt. Dette 2014. Men det er måske kun tilfældet, fordi vi er blevet vant til en dansk musikscene, der i så høj grad leverer en nærmest ufattelig kvalitet og tilmed gør det kontinuerligt. Og det er ikke bare den københavnske musikscene, men den danske.
Både mennesker og medier med interesse for undergrundsmusik har vel i efterhånden et godt stykke tid betragtet opkomlinge som Posh Isolation og Escho som noget særligt. Vi kan være stolte over, at dette her sker i Danmark; det tror jeg, at man kan tillade sig at tænke, uden at det behøver være forbundet med pompøsitet eller selvfedme. Det lader mange i hvert fald til at tænke uden for landets grænser.
Men når man så kigger på 2014, indser man også, at det blandt andet var året, hvor Posh Isolation kunne fejre fem års fødselsdag, og selskabet nærmede sig sin 150. udgivelse. Posh Isolation og Escho er ikke længere opkomlinge, men storebrødre, og man kan ikke længere sætte lighedstegn mellem dansk musik og København. Tværtimod udmærkede 2014 sig ved at være et år, hvor den ekstremt høje kvalitet i dansk musik ikke længere kunne indfanges ved at pege på et par enkelte pladeselskaber i København. En række nye selskaber har gjort sig gældende, og det kan faktisk godt betale sig at tage en tur over Storebælt, uanset hvilken side af dette farvand man nu residerer på.
2014 var året, hvor Blodrøde Floder, Brystet og Janushoved blot var nogle få af de selskaber, der udgav deres første bånd og debuterede med udgivelser af utrolig høj kvalitet. Det var året, hvor Infinite Waves for alvor markerede sig som et bånd- og pladeselskab, der er kommet for at blive. Det samme gjorde Cejero, og mens Elektriske Plader nåede at udgive en lang række hiphop-vinyler, har stifteren nu lavet et nyt pladeselskab.
Det var også året, hvor man for alvor måtte begynde at tage Århus’ rockmiljø seriøst. Der udkom debutplader fra fx Yung og Snaredrum, og opmærksomheden omkring selskaber som Vulgar Deformity og Shordwood Records blev forstærket, samtidig med at der var en Mastermind-fest, en genopblomstring af Badstue Rock Records samt både begravelse og genopstandelse af Raum Eins.
Men det er ikke kun disse store etablerede undergrundsmiljøer, der fortsætter og ekspanderer i alle retninger. Det er hiphop, free-jazz, musique concrète og popmusik, og på en eller anden måde lader det til, at kvaliteten bliver ved med at stige. Man skulle jo ellers tro, at efterhånden som sådan en DIY-mentalitet breder sig, ville (kassettebånds)markedet til sidst drukne i ligegyldige field recordings og hjemmeoptagelser. Men alligevel fortsætter både gamle og nye selskaber som Lille Kommune, Eget Værelse, Oede Oe, Insula Music, Af Med Hovedet, Yoyooyoy og mange flere med at udsende nye og interessante bud på, hvordan ting kan lyde på grammofon.
Der har her i årets ulvetimer været fokus på oprøret og den nye generation af musikkollektiver. Er det stadig relevant med oprør, spørger man sig selv og alle dem, der har en holdning til det. Det er måske fint nok at diskutere det lidt, det kan vi vel altid få lidt glæde af. Men alligevel føles debatten og vinklen misforstået: Før i tiden gjorde man oprør ved at vippe nogen af pinden: ’Hey, nu er det vores generations tur til at blive udgivet på Warner Records’. I dag er det i mindre grad relevant, fordi det har vist sig, at man ikke behøver at vippe nogen af pinden. Man kan bare ignorere dem og udgive musik parallelt – så kan man nemlig bruge alle sine kræfter på dét. Denne etablerede ’musikbranche’ med alt, hvad den indebærer af kulturstøtte, KODA og A&R-folk mister stille og roligt relevans som formidlende og skabende instanser og synes for længe siden at være blevet en del af et slags möbiusbånd: Entertainment.
Man skal nok aldrig udnævne hverken et år eller en periode til noget særligt, før man kan kigge tilbage på det i bagklogskabens lys. Men jeg finder det nærmest uforståeligt, at så lille et land kan rumme så stor musikalsk diversitet og kvalitet, som Danmark gør lige nu. I år har jeg været til flere festivaler, end jeg kan tælle, og de har alle været fremragende. Fanø Free Folk Festival, Flux Festival, Festival of Endless Gratitude. Det var bare nogle af dem, der starter med F! Og det slår mig i øvrigt, når jeg bevæger mig rundt mellem alle disse scener og musikalske udtryk, at det er det samme, der driver dem, men at udtrykket og formen er uendeligt forskellig. Lad dette indlæg stå som en hyldest til alle dem, der gør deres ting uden støttekroner og eksportfremtid. 2014 har heldigvis (også) været rigt på disse mennesker og deres aktiviteter.
Årets bedste udgivelser m.v. kåres i løbet af de kommende dage på Passive/Aggressive.
Redaktionel note: Skribenten har i løbet af året udgivet musik på Posh Isolation, Infinite Waves og Blodrøde Floder.
